Sidste år tilbragt jeg nogle dage i Hamburg. Der var en lingvistisk konference, og jeg blev lidt længere for at nyde den største by i Europa som ikke er hovedsted. Rent tilfældigt fandt jeg en udstilling hvor man ikke kunne se noget. Og den ville jeg selvfølgelig se. Men: udstillingen var meget populær, og man måtte vente på en guide som var blind, og man skulle reservere langt inden man kom. Så det lykkedes aldrig. Det var en udstilling i mørke, hvor man så skulle føle i stedet for at se. Jeg synes også det kunne give en interessant vinkel på et sprogmuseum.
Men nu har jeg lige været til møde i Budapest, og det viste sig at man her har en ”ivisible exhibition” (hvor n-et var usynligt, men jeg tror ikke det var med vilje). Hvert kvarter får man en rundvisning – eller rettere en rundtastning) gennem forskellige landskaber.
Det var en underlig oplevelse. Jeg var den eneste ikke-ungarer der var med, og fik en del speciel opmærksomhed. De andre var del af en skoleklasse. Nu forstår jeg desværre ikke ungarsk. Den blinde guide, Naomi, fortalte mig heldigvis på et sprog jeg kunne forstå: ”Peter, have you felt the fireplace? Now walk straight through the curtain, and find the table and chair in the living room.” Det er meget mærkeligt at opholde sig i mørke i en time med en snes fremmede der nogle gange rører dig, spørger dig på ungarsk hvem du er, eller griber din hånd for at komme videre.
Den sidste del tilbringer man i et mørkt værtshus, enten på en sofa eller ved baren. Man kan kun betale med mønter, da man i mørket ikke kan føle forskellen mellem de forskellige ungarske sedler. Inden Euro plejede man at have specielle relieffer på sedlerne i Nederlandene, så blinde kunne føle forskellen. Det har man faktisk også på ungarske sedler, men ikke tydelige nok, man kan ikke føle dem. Tja …
Og så var der to blinde værter på værtshuset, og jeg havde Naomis fulde opmærksomhed, mens Kristian talte med de andre. Det er sjældent at man taler i mørket med en dame. Og faktisk gør men det aldrig med en man ikke kender. Jeg sagde at jeg syntes det var meget underligt at være blind i en time og finde vej gennem gader, stuer, skov m.m. på denne måde. Jeg sagde også at jeg egentligt ikke kendte nogen blinde mennesker, kun overfladisk en blind pige der læste engelsk og lingvistik for nogle år siden, og at jeg kun kendte nogle døve. Så spurgte hun om jeg kunne tegnsprog, og jeg svarede kun lidt. Så tog hun mine hænder og lavede tegnene: JEG, ELSKER, DIG. Ja, man kan bruge tegnsprog med blinde. Men jeg tror ikke hun mente det.
Så spurgte hun til sidst: ”Peter, shall I lead you to the light?”, og det var vel den eneste gang i mit liv at jeg har svaret ”ja” på det spørgsmål. I lyset var der også en lille udstilling med nogle nyttige ting til blinde. Så var der et ur der siger tiden når man trykker på en knap, et ur i braille, en computer der læser højt, et skakspil for blinde hvor brikkerne sidder fast, noget der laver larm når vandet koger, en braille-skrivemaskine (med kun syv taster). Der var også en plasticdims til at sortere sokker med – den kunne vi godt bruge derhjemme, vi har mindst fyrre par sokker hvor den ene mangler. Jeg købte en T-shirt med braille på. Man kan faktisk føle bogstaverne.
Hvis man vil besøge stedet i Budapest hedder det Láthatatlan Kiállítás, og det er få minutters gåtur ind i parken fra Metrostation Népliget. Adresse: E-klub, 1101 Budapest, Népliget út. 2. Åben hver dag fra 12 til 20, i weekenden fra kl. 10. Og hils Naomi.