I Hong Kong møder man stadigvæk engelsk, det gamle kolonisprog, i bedste velgående – men ligesom velopdragne børn helst skal ses, men ikke høres, så ser man en masse engelsk i det offentlige rum i Hong Kong – alle officielle skilte og mange private ditto er på to sprog –, mens man ikke kan høre nær så meget engelsk som man kan læse.
Kineserne har en formel for den specielle lokale form for tosprogethed: 两文三語, ‘to skriftsprog, tre talesprog’ eller léuhng màhn sàam yúh på kantonesisk og liăng wén sān yŭ på det man tidligere kaldte for mandarin, men som nu oftest kaldes for putonghua. Med andre ord: der findes to skriftsystemer, men tre talte sprog.
Det er en udbredt myte at alle kinesiske dialekter skrives ens og at forskellen først kommer frem når skriftsproget skal udtales. Det passer overhovedet ikke. Kantonesisk kan sagtens skrives og adskiller sig i så fald tydeligt fra standardmandarin eller putonghua, som den kaldes nu. Man gør det bare ikke så tit, fordi skrevet kinesisk oftest er standardmandarin, uanset hvilken dialekt folk taler. Men man kan se skrevet kantonesisk alle vegne i Hong Kong: på et busstoppested står der 巴士 bà sih og en taxa hedder 的士 dīk sih, mens busser og taxaer hedder 公共汽车 gōng gòng qì chē og 出租汽车 chū zū qì chē ‘på fastlandet’, som man siger her.
Men så snart man bevæger sig en lille smule fra turisternes alfarvej, spiller engelsk kun en mindre rolle. I den berømte traditionelle morgenmadsrestaurant, Luk Yu Tea House i Stanley Street, ligger der en smørrebrødsseddel på kantonesisk på bordet – værsgo’ og kryds af! Der findes også et engelsk spisekort, men der står andre retter på den og det er helt klart at tjeneren føler sig bedre tilpas når kunden der tydeligt kommer fra udlandet, krydser sine ønsker af på den smukke bestillingsliste – med lidt bankende hjerte om man nu har gættet rigtigt.
Smørrebrødssedlen er fra ugen mellem den 14. og 20. marts i den ’ny’ (solare) kalender (siden månenytåret ligger ca. en måned efter solnytåret, er det kun årets 2. måned efter den gamle, lunare kalender). Allerede i 1994 bemærkede James D. McCawley (The Eater’s Guide to Chinese Characters, s. 70):
“The Luk Yu, Hong Kong’s oldest and most respected dimsam restaurant, has different specialities each week (…) and their order form has the fanciest names for the dishes that I have seen on any such form.”
Ret nummer 002 er nem at klare. ristet and, lotus og kogt ris sammenlagt er en god beskrivelse af den klump ris, blandet med små stykker ristet and, og pakket ind i lotusblade, som vi fik efter vi havde krydset den af.
Men hvad med ret 020? Vi læser yeuhng jyù yeuhn síu maaih. Jyù er en gris, det er ganske vist. Men yeung? Efter ordbogen kan det betyde ‘at brygge’ eller ‘at gære’, det kan betyde ‘at putte noget ind i noget andet’, og det kan også betyde ‘vin’. ‘Síu maaih pyntet med fordrukken gris’? Síu maaih er oftest små, hvide, åbne ravioli – som ligner små åbne poser som kunne være tegnet af Le Klint. Oftest, men ikke altid. Nogle gange er de bare små retter som indeholder en eller anden form for hakket kød. Der er ikke andet at gøre end at krydse det af og sidde forventningsfuldt. Det viser sig at det er små frikadeller pyntet med tynde skiver stegt svinelever. Slet ikke det vi forventede. Men glimrende. Heldigvis bliver man næsten aldrig skuffet med dimsam.
At prøve at diskutere det på engelsk med tjeneren er meningsløst – man skal lade sig overraske. Jeg er sikker på at mange kinesere heller ikke ved hvad der gemmer sig bag den fordrukne gris, når den kommer på bordet i de små bambuskurve.