Esperanto som et af mine modersmål

Hvordan kom det dertil, at esperanto blev et af mine tre modersmål?

Min far var tysker. Han forlod Tyskland i 1934, fordi han kunne se, hvad der politisk var under opsejling. Allerede efter første verdenskrig havde han lært esperanto. Nu prøvede han at brødføde sig som esperanto-lærer i bl.a. Danmark. En af hans kursister var en ung, smuk dansk pige, som han giftede sig med i 1937. Jeg blev født i 1947 i Aarhus, men i 1948 flyttede familien til Hamborg. Der voksede jeg op med tre ”moders”mål, tysk, dansk og esperanto.

”Modersmål” er jo egentlig et diskriminerende udtryk. Det er jo ikke alene min moder, som læte mig alle tre sprog. Egentlig burde jeg sige”fødselsmål”.

Hvordan gjorde de? Hos os var systemet, at min mor talte dansk med mig, min far talte esperanto, og tysk lærte jeg af alle andre. Men man har også hørt om andre fremgangsmåder. Et italienskt ægtepar talte f.eks. esperanto til børnene om formiddagen og italiensk om eftermiddagen.

Mange forskellige systemer kan anvendes, når man vil give sine børn flere sprog fra fødslen. Fælles for dem alle er, at successen er afhængig af, at forældrene selv behersker de/det sprog, de vil videregive, og at de har den nødvendige disciplin til at gennemføre det valgte system.

Hvad er der så specielt ved at vokse op med esperanto som modersmål? Jeg kan ikke svare på det spørgsmål, fordi for mig har det været en helt naturlig ting. Sådan ser også alle de andre ”fødte esperantister” på det. Efterhånden findes der ret mange af dem, selv om det stadigvæk er sådan, at de fleste, som taler esperanto, har lært det som unge eller voksne mennesker som et fremmedsprog.

Det er måske mere givende at spørge, hvorfor så mange mener, at det skulle være noget specielt at have esperanto som modersmål. Jeg ser to mulige grunde:

1. Folk har meget lidt viden om esperanto. De har en fornemmelse i maven, at det er noget kunstigt noget, som ikke rigtigt duer til noget som helst.

Nu vil jeg ikke påstå, at de esperantotalende altid er fremragende i deres oplysningsarbejde. Men langt mere betydningsfuldt er – undskyld generaliseringen – danskernes modvilje mod at lade en herskende betonfast fordom blive rystet af faktuelle oplysninger og informationer.

Lad mig sige det meget kort: Esperanto er et fuldt brugbart sprog som alle andre levende sprog, bare med den fordel, at det på grund af sin opbygning og regelmæssighed kan læres på en tiendedel af den tid, det tager at lære et andet sprog.

Der er ingen forskel mellem at have esperanto som eet blandt andre af sine ”fødselssprog” og at have hvilket som helst andet sprog som eet blandt andre ”fødselssprog”.

2. Folk i Danmark opfatter det ofte som normalt, at man kun har eet modersmål. Spørgsmålet er så, hvad ”normalt” er.  Opfatter vi ”normalt” som det, det store flertal gør, så er det nok rigtigt. Men desværre misforstår man ofte ”normalt” som ”naturligt”. Det er ikke naturligt kun at have eet modermål:  Det ligger ikke i vores gener, at det er sådan. Det er kulturellt betinget, at de fleste kun har et modersmål. Dette overses af mange mennesker. De har derfor heller ingen vanskeligheder med at opfatte nogen, der har flere end eet ”fødselssprog” som værende noget særligt, måske endda mærkeligt. Og da danskerne lever i et land med kun et sprog, er det langt væk fra deres horisont, at der er mange lande, hvor det er standard at kunne flere sprog, at f.eks mange belgiere, især i Bruxelles, vokser op med flamsk og fransk, at Luxembourg har tre (!) officielle sprog.

Og så må vi ikke glemme, at der i Danmark opstår et bestemt negativt billede af flersprogethed. Det, som vi betegner som ”tosprogede børn” er jo slet ikke  tosprogede børn. Vi bruger dette begreb, når vi omtaler børn, som hverken kan det ene eller det andet sprog rigtigt. Derfor opfattes de ikke som rigt udstyret, men som hjælpeberettigede. Et mere rammende udtryk ville være ”halvfabeter”.

Hvordan er det, at have esperanto som et af flere modersmål? Aldeles normalt, ikke anderledes end når man har flere andre sprog som modersmål.

Men hvad giver esperanto, som ingen andre sprog kan?

Jeg har fra tidligste barndom oplevet det, som vi i dag kalder globalisering. Her mener jeg den gode globalisering, nemlig den der er baseret på det demokratiske princip om ligeberettigelse. Ikke den ”globalisering”, som betyder overherredømme af det ene sprog, som af mange ses som det værste dræbersprog af alle og som så mange danskere er så ivrige efter at få indført, at de slet ikke ser, at de dermed fremmer tilbagegang, eller endda fuldstændigt tab af det danske sprog uden at opnå deres mål, bedre international konkurrencedygtighed.

I øvrigt ikke kun overherredømme af selve sproget, men også af de to store nationer, som har dette sprog som modersmål.

Der har altid i mit liv været kontakt med mennesker fra hele kloden. Og denne kontakt har ofte ført til større nærhed end ved brug af andre sprog, som bruges i internationale kontakter. Med en hotelreceptionist i Kathmandu kan jeg tale engelsk, men folks liv oplever jeg, når jeg bor hjemme hos dem, når jeg sidder og taler det sprog, som vi alle har lært for at få direkte kontakt til andre, som ikke taler ens modersmål. Esperanto åbner hele verden for mig, mine internationale kontakter er ikke begrænset til det område, hvor man taler et stort nationalt sprog, jeg tilfældigvis kan, være det engelsk, fransk, russisk, spansk eller tysk. Det gælder dog selvfølgelig ikke kun for dem, som har det som modersmål, men for alle, som har lært esperanto.

Peter Weide
pensioneret folke- og realskolelærer

8 kommentarer

  1. Jeg synes et sprog som Esperanto virker spændende og pirrende på min nysgerrighed. Hvordan er det så nemt? Hvordan placerer det sig imellem de forskellige europæiske sprog?

    Men de gange jeg er stødt på mennesker der taler esperanto, er jeg oftest blevet frastødt af deres missionerende stil og deres fortælling om de eksklusive selvskab. Ikke at de selv karakterisere det sådan, men selve historien om at man kan finde personer over hele jorden der vil byde en velkommen, bare fordi man deler et sprog, får mig til at associere i retning af ny-religiøse fællesskaber.

    Det at tilegne sig et sprog, er for mig, et spørgsmål om at man at ville kommunikere med et bestemt folk og læse deres litteratur. Jeg rejser ofte til tyskland, interesserer mig for tyske filosoffer og kender mange søde og rare tyskere og derfor har jeg en motivation for at lære sproget tysk.
    Engelsk ligeså og så har det også den egenskab at det er andetsprog for mange mennesker verden over.

    Der er sikkert mange flinke mennesker der taler esperanto, men jeg kender ikke personligt nogen der taler det. Og jeg kan ikke bruge det som erstatning for engelsk, da gadesælgeren i Istanbul, Goa eller Hong Kong hverken taler dansk, tysk, fransk eller esperanto, men engelsk! Så der er ikke mange grunde for mig til at lære esperanto. Der er ihvertfald en 10-15 sprog der står højere på min rangliste.

    Det undrer mig at der i artiklen er denne undertone af forargelse over at vi ikke har indset esperantos fantastiske egenskaber. (fx “danskernes modvilje mod at lade en herskende betonfast fordom blive rystet af faktuelle oplysninger og informationer”)
    Jeg får den fornemmelse at der er en kulturel del til sproget esperanto, som omhandler følelsen af at være ‘det misforståede verdenssprog’. ‘Hvis alle bare talte esperanto, ville verden være et bedre sted!’

    Denne form for utopisk idealer er jeg for pragmatisk til at købe. Hvad jeg derimod synes ville gavne verden, ville være at alle burde lære flere sprog i det hele taget. Der er mange indsnæverede danskere, der forhåbentlig ville få lidt mere forståelse for andre kulturer, udsyn og tolerance hvis de kunne kommunikere med andre end kun danskere.

  2. Særdeles interessant indlæg! For 4 siden begyndte jeg at lære Esperanto, og selvom mine erfaringer er beskedne i forhold to Peter Weides kan jeg også fortælle om de mange berigende interkulturelle møder som jeg har haft ved brug af Esperanto.For en uge siden vendte jeg hjem fra en kongres i Tyrkiet, hvor der deltog 40 esperantister fra 16 lande, der talte om mange forskellige emner udelukkende på Esperanto.

  3. @Bjørn Nielsen
    Hvorfor er esperanto så nemt?
    Lad mig nogle bare nævne nogle ting:
    – Der findes kun to kasus: nominativ og akkusativ
    – Der findes kun een konjugation, ingen uregelmæssige verber.
    – Præpositionerne bruges ikke vilkårligt, som i de nationale sprog, men har meget fastlagte betydninger.
    – Et system af affikser udvider hurtigt ordforrådet: –ar- betyder ”en gruppe af”, så man lærer træ = arbo og behøver så ikke at lære det nye ord for ”skov”, fordi man kan danne ”arbaro”. –i- er et værktoj: skribi = at skrive, skribilo = alt muligt, som bruges for at skrive med. Denne udtryksmåde virker måske lidt udifferentieret, men i de fleste tilfælde er det klart, hvad man taler om. Ellers kan man bruge fontoplumo = fyldepen, kreto=kridt, krajono = blyant osv.
    Hvordan placerer det sig imellem de forskellige europæiske sprog?
    Esperanto-grammatikken er så at sige essensen af de indoeuropæiske sprogs grammatik, ordforrådet er for det meste taget fra de romaniske sprog, der er en del germaniske rødder og nogle slaviske islæt. Det, som Zamenhof har gjort, kan sammenlignes med det, forskellige forfattere i europæiske lande har gjort for deres nationale sprog: At bygge et fælles sprog op ud fra det eksisterende materiale.
    Desværre må jeg medgive, at man kan træffe særlinge og missionærer blandt esperantisterne. Men er det noget specielt? Er det ikke fælles for de fleste foreninger? Jeg ser også sådanne mennesker i sportsklubben f.eks. Og hvad så? Man kan jo vælge kontakten med dem fra.
    Esperanto er på ingen måde en religion. Sproget kan bruges til lige den internationale kommunikation, man har lyst til.
    Ja, det er rigtigt, at man KAN møde esperantotalende over hele jorden. Logikken er nok en lidt anden: Normalt vil folk, som lærer sproget, være nogen, der er interesseret i at kommunikere med folk fra hele verden, ikke ”kun” med et sprogområde. (Hvilket der absolut ikke er noget forkasteligt i, hvis man har en forkærlighed for et bestemt sprog.) Derfor er de fleste esperantotalende nok lidt mere gæstfrie en gennemsnittet af verdensbefolkningen.

    Jeg vil gerne sætte spørgsmålstegn ved påstanden om gadesælgerne. Selvfølgelig er engelsk et stort sprog. Men jeg hører fra venner, at den japanske tolder i lufthavnen ikke kunne noget fremmed sprog. Jeg oplever i Italien ofte, at folk ikke kan engelsk. (Og at ideologien om engelsk som det verdenssprog, alle taler, er så betonfast blandt nogle af mine danske familiemedlemmer, at de ikke engang kan registrere, at de ikke kommer videre med engelsk.) I sportsklubben kommer folk tilbage fra ferien og undrer sig over, at man 50 km væk fra hovedstaden (Prag og Warszawa) ikke kunne engelsk. Sådan kunne jeg fortsætte. Og så har vi endnu ikke nævnt de forhenværende franske og spanske kolonier, hvor det åbenbart heller ikke er så nemt at klare sig på engelsk.
    Jeg vil ikke fornærme nogen, men mange danskeres tro på, at engelsk er det af alle talte verdenssprog, er ikke i overensstemmelse med realiteterne. Min formodning er, at de har denne opfattelse, fordi de ikke bevæger sig ud af det faglige, kulturelle, sociale eller geografiske område, hvor de kan klare sig med dansk og engelsk.
    Selvfølgelig er det noget pjat at sige ‘Hvis alle bare talte esperanto, ville verden være et bedre sted!’.
    De to tyske stater har været et glimrende eksempel på, at et fælles sprog ikke automatisk fører til fredelige forhold.
    Jeg vil ikke sige, at jeg er forarget over, at danskerne ikke har indset ”esperantos fantastiske egenskaber”. Men jeg indrømmer, at jeg er skuffet over den modvilje, jeg så ofte oplever, når jeg prøver at give information, efter at nogen har ytret noget nonsens om sproget og dets brugere. Hvad denne indstilling angår, må jeg sige, at oplysningstidens krav om at danne sig en mening på grundlag af information og argumenter er glemt af store dele af befolkningen.
    Jeg er meget glad for at opleve det modsatte: Muligheden at skrive her på hjemmesiden og at føre en rolig diskussion.

    Det ville jo være godt, hvis folk kunne lære flere sprog. Men kan de det? Jeg har nu i 40 år, tildels som elev, tildels som lærer, oplevet diskussionen om resultaterne af sprogundervisningen i skolen. Der kommer en undersøgelse, som viser, at resultaterne ikke er gode nok. Så kommer der en reform og alle er glade. Så kommer nogle år senere den næste undersøgelse, som så igen konstaterer, at resultaterne er for dårlige. Det cirkus har jeg så set gentage sig nogle gange.
    Vi kan ikke give eleverne flere timer til sprogundevisning, simpelthen fordi også mange andre fag med lige så gode begrundelser også kræver flere timer.
    Vi har hørt forslaget om, at de europæiske elever alle skulle lære to sprog, så var sprogproblemet løst. Bortset fra, at ideen om, at elever kan lære to sprog i skolen, er den rene utopi, så spørger jeg, hvad det vil nytte, hvis en dansker lærer engelsk og polsk og italieneren lærer fransk og tysk.

    ”Der er mange indsnæverede danskere, der forhåbentlig ville få lidt mere forståelse for andre kulturer, udsyn og tolerance hvis de kunne kommunikere med andre end kun danskere.”
    Jeg er fuldstændig enig. To års undervisning i esperanto ville give de interesserede elever det værktøj, som de kan bruge til ikke alene at udforske én anden kultur, men, ok, næsten, alle på denne jord.

  4. Der findes en meget sjov videoklip på Youtube med et lille barn der taler esperanto.

  5. For tiden må man gå ud fra, at der verden over findes over 1000 familier, der bruger esperanto som familiesprog, og tallet stiger bestandigt.
    Vil man vide mere om emnet, kan man læse “A Mother Tongue Spoken Mainly by Fathers”, Language Problems & Language Planning, 20, 3: 263-273, skrevet af Renato Corsetti 1996.

  6. Jeg har lige læst Peter Weides “Esperanto som et af mine modersmål”, og jeg må sige at sjældent har man set så god en artikel om Esperanto.
    Tænk at have været så heldig at vokse op med tre modersmål.
    Jeg selv har kun et. Jeg er født i København og voksede op med dansk. Men i skolen var jeg tvunget til at lære tysk, hvad der for mig var et meget svært sprog. Og jeg forlod skolen da jeg var 13 år, så jeg kunne faktisk slet ikke tale tysk.
    Men jeg havde i det mindste fået lyst til at kunne tale med hele verden, og det kan man jo som bekendt ikke på dansk.
    Så jeg satte mig for at lære Esperanto, hele verdens andet sprog. Det er neutralt og derfor mere egnet end noget andet sprog til internationalt brug. Og så er det jo også meget lettere.
    Jeg må indrømme at jeg i begyndelsen havde lidt svært ved at lære det, men efterhånden kom jeg efter det. Folk begyndte at sige, at mit danske var blevet meget bedre. Det er kun en af fordelene ved at lære Esperanto, at man begynder at forstå også sit eget sprog.
    Efter et par års studium begyndte jeg at cykle rundt i Tyskland. Det var forbavsende for mig, hvor meget jeg egentlig forstod af det tyske. Og det blev bedre dag for dag. Selvfølgelig tilbragte jeg det meste af tiden sammen med tyske esperantister.
    Jeg fandt hurtigt ud af at vi mennesker i grunden er det samme, og som følge deraf blev jeg militærnægter. Jeg syntes ikke der er nogen som helst grund til at dræbe hinanden. Efter et par lange år i Gribskovlejren rejste jeg til England, blev gift, arbejdede seks år i England og lærte lidt af et af de mest vanskelige sprog i Europa.
    Vi tog tilbage til Danmark. Arbejdede der i omkring 11 år til vi omsider havde fået nok af det.
    Vi tog til Aûstralien i 1974 og er her endnu. For os er dette land det bedste. Vi er medlemmer af Aûstralia Esperanto-Asocio, og kommunikerer nu med hele verden på Esperanto, det bedst egnede sprog for international forståelse.
    Jeg må lige tilføje at jeg et par gange har været tilbage til Danmark. Selvfølgelig var det dejligt, men en stor skuffelse er det alligevel, at danskerne så villigt har akcepteret så mange engelske ord i sit sprog.
    Når man i 35 år ikke har talt dansk er det et schock for systemet at høre ens modersmål så forurenet ! Hvis det fortsætter, vil det ikke vare mange år føend det danske sprog er komplet udslettet.

  7. @Peter Weide: Tak for en god artikel!

    @Bjørn Nielsen: Tak for en god kommentar!

    Jeg taler selv esperanto, og synes at det har givet mig meget (mest på det ”åndelige plan”). Jeg ville ønske at flere havde lyst til at lære sproget og ta’ del i den atmosfære det skaber (og læse dets litteratur!), men jeg er træt af esperantister der missionerer. I stedet for at fortælle folk at de har ”fordomme” og at de er ”dumme”, burde vi få næsen ud af vores ordbøger og gå ud i samfundet og være stolte af at vi kan et spændende sprog!

    De der skriver lange forsvarstirader for esperanto, burde læse B. Nielsens kommentar én gang til, og tænke lidt mere over hvilket indtryk vi skaber af os selv.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *