En roman om en lingvist og en hund

Det er ikke ofte at man finder en bog med en lingvist som hovedperson, især ikke spændende bøger. Lingvister skriver selv spændende bøger – nogle af dem i hvert fald. I Mikael Parkvalls bog Limits of Language, (som nu også findes i en amerikansk udgave) er der en liste over fiktion med lingvister og romaner skrevet af lingvister, men den her mangler. Den er også temmelig ny. Jeg købte den på udsalg på nederlandsk. Originalsproget er amerikansk engelsk.

Hovedpersonen har et skandinavisk navn, Paul Iverson. Hans kone er fundet død efter hun åbenbart er faldet ned af et træ. Der er kun ét vidne, og det er Lorelei, og Lorelei er en hund. Den eneste måde at finde ud af hvad der er sket på, er at få hunden til at tale. Og det prøver lingvisten.

Nu ved vi alle at hundes verbale færdigheder er meget begrænsede. Og selv når man lærer at forstå hvad de siger, som professor Schwartzmann i denne Gary Larson-cartoon, kan man blive meget skuffet:

garylarson

Der er nogle få hunde der har vist en del verbale færdigheder, og dem her er vist dem som er kommet længst.

Bogen er spændende. Lingvisten prøver at finde ud hvor langt man er nået inden for hundesprogsforskning og bliver fascineret af gamle og nye forskere der tror at de kan få hunde til at tale. Mere bør jeg ikke fortælle. Lingvistik spiller en beskeden rolle i bogen.

Carolyn Parkhurst: The Dogs of Babel. Little, Brown and Company, 2003

Det minder mig om et gammelt europæisk folkesagn. Hvorfor kigger hunde, når de møder hinanden, altid ved hinandens hale? En gang gav Gud dem muligheden for at tale, og Gud skrev det på en seddel og bandt den i halen på en hund, så den kunne sprede ordet. Men hunden forsvandt sporløst, den blev aldrig set igen. Derfor kigger hunde stadig alle andre hunde under halen. Det er for at se om den anden måske har sedlen med.

1 kommentar

Skriv et svar til Julie Hansen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *