Den danske jazzmusiker Benni Chawes har demonstreret enestående færdigheder i at efterligne forskellige musikinstrumenter. Sprog er det jo ikke, men det ligger dog i nærheden, så Sprogmuseet har interviewet ham pr telefon og email, og bl.a. spurgt hvorfor han har lært sig den slags.
Det kom helt naturligt for mig i en meget tidlig alder – tror jeg var 7. Der var alle mulige rytmer inden i mig, der bare skulle ud. Og da jeg ikke kunne få det trommesæt jeg gerne ville have, begyndte trommesættet bare at vælte ud af munden. Det var helt klart mit sprog – en kommunikation til omverdenen af det jeg havde inden i. Selvfølgelig kunne ingen forstå hvad jeg “sagde”, men det var et udtryk for mine følelser og tanker.
Hvordan har du lært det?
Når jeg tænker over det, har jeg ikke sådan lært det. Det har bare ligget inde i min krop. Jeg blev nok bare født med det – måske reinkarneret-agtigt (voksede op i en musikalsk familie).
Selvfølgelig lyttede jeg også til musik (nok specielt til trommerne/beatet) og jammede med – “spillede” trommerne med munden i takt til musikken. Senere begyndte jeg at perfektionere trommelydene efter ‘lyt og lær’-princippet indtil jeg synes det ‘sad i skabet’.
Du er jo musiker. Bruger du det i den sammenhæng?
I allerhøjeste grad. Ud over at jeg synger og på nogle sange spiller klaver (jeg er i virkeligheden uddannet pianist fra Berklee College of Music, Boston), bruger jeg mine mund-instrumenter som et supplement til nogle af mine sange. Det startede som sagt med mine mund-trommer (som ikke helt er det man ellers kender som beat-box), og senere udviklede jeg mund-bas, mund-horn, mund-guitar, mund-perkussion etc. Og senere blev det også til ‘mund-bas & mund-trommer’-kombination, hvor jeg lyder som begge instrumenter samtidigt. Og nogle gange spiller jeg også klaveret samtidigt, så jeg, så at sige, spiller min egen trio.
Hvad mener du med at dine mund-trommer ikke er det samme som beat-box?
Det er også tæt på, men forskellen er, at mine mund-trommer er bygget op som et rigtigt trommesæt og ikke som en beat-box, der blot er forskellige sjove lyde der giver rytmer, hvor nogle af dem er tromme-agtige. Dvs. du kan høre på min stemme, at jeg lyder som alle de forskellige trommelyde: lilletromme, stortromme, side-tam-tam’ere, gulv-tam-tam, high-hat og bækkener. Det kan godt lyde lidt nørdet 🙂 Men sådan er jeg. Enten 100% eller intet!
Kan du imitere mennesker? Kan du fx lyde ligesom Fogh?
Måske. Men det er ikke interessant for mig, så det har jeg aldrig gået efter. Selv om jeg imiterer instrumenter, er det ikke imitationen der er vigtig, men blot at tilegne mig evnen til at lyde som instrumenterne og derefter at kunne bruge dem ligesom instrumentalisterne bruger dem. Altså ikke som en gimmick, men at kunne udfordre instrumentalisterne. Det har selvfølgelig taget mig meget lang tid at kunne lyde som de forskellige instrumenter, men nu hvor jeg kan, giver det mig en fantastisk frihed. Jeg skal heller ikke slæbe trommer eller skifte strenge på guitaren eller bassen 🙂 – jeg er bogstavelig talt ét med instrumentet.
Synes du det har nogen sammenhæng med sprogfærdigheder?
Som sagt, da det hele startede som 7-årig, var det helt klart mit sprog. Der findes f.eks. også et rigtigt sprog hvor de indfødte slår tungen op mod ganen og giver en klik-lyd som er en del af sproget. Jeg har senere fundet ud af, at det stort set er samme klik-lyd jeg bruger som ‘kantslag’ på lilletrommen. Om det er et ‘rigtigt’ sprog eller ‘bare’ instrumentlyde, gælder det samme ‘lyt og lær’-princip. Forskellen er bare (og det er derfor jeg tit får det spørgsmål), at der er ikke så mange der lærer mit ‘instrument-sprog’.
Er du fx også bedre til at udtale fremmede sprog?
Ja. Jeg har altid gået meget op i udtalen. Og så er dialekten jo bare som en lang sang.