Den 17 april 2009 holdt Mikkel Wallentin en forelæsning ved Afdeling for Lingvistik (AAL) ved Aarhus Universitet. Der har man offentlige forelæsninger om sprog ca. hver anden uge, og alle er velkomne, også udefra. (Man kan komme på en mailingliste ved at sende besked til lingvistik (at) au.dk, så får man besked hver gang).
Forelæsningen handlede om hjernen, sprog og kvinder. Der er en bestemt foredragsholder, Ann Elisabeth Knudsen, som siger at hjernebjælken (corpus callosum) er større hos kvinder end hos mænd. Hjernebjælken forbinder højre hjernehalvdel med venstre hjernehalvdel. Nu siger man at kvinder er gode til multi-tasking, og derfor har de vel brug for flere og hurtigere forbindelser mellem de to hjernehalvdele. Ellers kan man jo ikke tale om aktiekurser i mobiltelefonen, mens man laver mad, skifter ble og skruer møbler sammen. Neurolingvisten Mikkel Wallentin (Aarhus Universitet) viste på en glimrende måde at denne påstand om hjernebjælken ikke er sand. Der er mange myter om hjerneforskelle mellem mænd og kvinder, men ingen af dem viser sig at være funderet i forskning. Mikkel har lovet at skrive noget om det til Sprogmuseets blog, derfor skriver jeg ikke mere om det nu.
Men det minder mig om en anden kvinde som jeg så for nogle måneder siden i et Oprah Winfrey-show. Hun var hjerneforsker, og overlevede en hjerneblødning. Hun var 37 da hun fik en sjælden form for hjerneblødning. Hun hedder Jill Bolte Taylor. Hendes venstre hjernedel var stort set ødelagt, inklusive hendes sprogcenter. Hos langt de fleste mennesker spiller den venstre hjernehalvdel den største rolle i sprogproduktion og -forståelse. Hun blev helt rask igen, takket være hendes viljestyrke, hendes mor og hendes kendskab af hjernens anatomi. Men det tog ni år. (Det er i øvrigt en myte at kvinder har større chancer for at få sproget tilbage efter en hjerneblødning).
På fjernsynet viste hun sig meget begejstret om sine erfaringer. Hun levede i et stykke tid med kun højre hjernehalvdel, og der finder men det holistiske, det intuitive, det følelsesmæssige. Og det var så fantastisk, sagde hun, at logisk tænkning bare var udslettet, det var som nirvana. Ingen bekymringer, ingen systematiske tanker, ingen fortid, ingen fremtid. Kun nuet og en enhed med universitet. Hun følte sig meget privilegeret at hun havde kunnet opleve denne tilstand som hjerneforsker.
Tilfældigvis fik jeg så for nylig hendes bog i hænderne: My stroke of Insight, Hodder, 2008) (Norsk udgave Med et slag Cappelen Damm, Oslo 2009). Bolte Taylor skriver bl.a. en del om sin tilegnelse af amerikansk engelsk da hun var 37, som…. ja, er det nu som første eller andetsprog? Eller begge dele? Det er interessant at læse hvordan hun beskriver hvad hun oplevede da hun hverken kunne tale eller forstå hvad der blev sagt til hende.
I bogen skriver hun lidt om hjernns anatomi og funktioner, og så fortæller hun temmelig detaljeret om hvad hun oplevede da hun skulle lære alt igen. Hun skulle genlære hvert eneste ord og konstruktion (mest i bogens kapitel 8). Det er meget fascinerende, men man undrer sig også over hvordan hun kan huske det hele, selvom hun mistede sit sprog totalt. Her er tænkningen åbenbart helt uafhængig af sproget, ellers kunne hun vel ikke sætte ord på det.
Sidste del af bogen er lidt mærkelig. Her roser hun den højre hjernedel: den er så fantastisk. Men venstredelen er også fin. Det bliver lidt New Age-agtigt. Hun beskriver hvordan hun fortæller sine hjerneceller hvad de skal og ikke skal. Og hendes milliarder af neuroner gør hvad hun giver dem besked på. Men hun må vel vide hvordan, hun er jo en neuro-forsker.
Her er en 19 minutters-video fra TED-konferencen i 2008 hvor hun fortæller, ja næsten prædiker, om sin Stroke of Insight.