Skal der skelnes mellem drenge- og pigenavne?

I april vedtog folketinget en mindre ændring af navneloven fra 2006.

Denne ændring indbefatter blandt andet en udvidet adgang til kønsmodsatte fornavne for transseksuelle. Ved lovforslagets førstebehandling i folketinget i februar blev det foreslået af oppositionen at man i stedet for kunne lade voksne myndige personer frit vælge hvad de vil hedde, og kun beholde nogle restriktioner som beskytter børn mod lidt for kreative navngivende forældre.

Godt nok blev det ikke vedtaget, men hvad enten man bryder sig om det eller ej, så er det et interessant forslag oppositionen kom med. For hvad sker der egentlig ved at man ikke kan se på et fornavn om der er tale om en dreng eller pige? Det er allerede tilfældet for en lang række fornavne i Danmark. I februar var der 337 navne der var godkendte som både pige- og drengenavne, og der kan meget vel være godkendt flere siden da.

På listerne over godkendte navne findes der også en lang række navne som ikke umiddelbart afslører om navnebæreren er en dreng eller en pige.

Blandt nyere navne kan nævnes Cirkel og Sne, der er godkendt som pigenavne, samt Neo og Syv der er godkendt som drengenavne. Her kan spørge om det slet og ret gælder om at komme først eller om den slags navne bliver godkendt også til det modsatte køn hvis der kommer en ansøgning? Men det spørgsmål kan kun familiestyrelsen svare på.

I forbindelse med den forrige navnelov fra 1981 blev der i det tilhørende cirkulære (1982) understreget at navne der endte på –a og –ie var pigenavne, og navne der endte på –i og –y var drengenavne. Det vise sig bare at være ret svært at håndhæve fordi masser af piger og kvinder allerede bar navne på –y og –i, fx Conny, Sussy, Vivi og Anni, og en række drenge og mænd havde navne på –ie, fx Johnnie og Kennie, og enkelte på –a, fx Orla og Gösta.

Går vi lidt ud over Danmarks grænser bliver det endnu sværere at se forskel på pige- og drengenavne. I Norge og Sverige er Inge et drengenavn, og i Italien er Andrea et drengenavn. I katolske lande er det desuden meget almindeligt at mænd og drenge hedder Maria som andet eller tredje fornavn. I Danmark er Noa et godkendt pigenavn selvom den person fra Biblen som er ophav til navnet, jo faktisk er en mand hvorfor det tillige er godkendt som drengenavn i formerne Noa og Noah.

I oppositionens debatindlæg i februar galt deres frie holdning til fornavnevalg kun voksne myndige personer. Alligevel udtrykte Dansk Folkeparti bekymring for at det kunne give anledning til mobning af børn [!].

Jeg tror bare at uanset hvor stram eller fri en navnelov er, så vil navne altid kunne bruges i mobning, og vi behøver ikke at få en friere navnelov for at finde mærkelige navne som kan give uheldige associationer. Der findes masser af gamle navne som nok de færreste i dag ville bryde sig om: Andersine, Arla, Eponine, Fylla, Lillemor og Sulejma har alle været godkendte pigenavne i årevis, ligesom Arv, Bing, Castello, Hegn, Kort og Orm alle længe har været godkendte drengenavne.

Birgit Eggert, navneforsker, ph.d.
Afdeling for Navneforskning, Nordisk Forskningsinstitut, Københavns Universitet

7 kommentarer

  1. En svensker eller nordmand (uanset køn) ville måske studse lidt over at møde en dansk Inge, men der er en klar skelnen mellem Inge/Inger på svensk.

    Derimod kan man møde både kvindelige og mandlige Kim’er i sverige – googl f.eks. Kim Kärnfalk og Kim Kjällström! 🙂

    Jeg mindes forresten en festlig historie fra en svensk tv-serie med Fredrik Lindström, som besøgte en landsby, hvor en hel del af de mandlige indbyggere bar fornavnet … Annika (forklaring: De havde navn efter en stamgård, heraf fik man navne i stil med Annika Björn Svensson)

  2. Jeg synes det er fuldstændig tåbeligt at Cirkel, Sne, Neo og Syv er blevet godkendte som navne. Hvad er så idéen i at have en godkendelsesprocedure? Så kunne man lige så godt afskaffe kravet om godkendelse og give forældrene lov til at bruge ethvert navn. Sådan er det vel i USA, og det fungerer også.

    Det nuværende system er et mærkeligt blandingssystem, men det sikrer i det mindste en masse arbejde til skrankepaverne, bl.a. på Institut for Navneforskning, der skal godkende navne efter uransagelige principper.

    Man kan argumentere både for en liberal navnepraksis og for en restriktiv praksis, så der er ingen grund til at hænge DF’s holdning ud, bare fordi de tilfældigvis er det eneste parti der p.t. går ind for en restriktiv praksis. Når det gælder efternavne har princippet hidtil været at et efternavn er et slægtsnavn, men det er en saga blot med den nye navnelovs regler, når bare navnet har over 2.000 brugere. Fornavne kan man ændre som man vil, men spørgsmålet er hvem det egentlig er godt for? I de fleste tilfælde ligger der et psykologisk identitetsproblem til grund for fornavneændringer, og det hjælper naturligvis ikke folk at tage et nyt navn. Det ændrer ikke på noget. Jeg kender flere der har forsøgt sig. Derved kan man altså hævde at staten fremmer selvbedrag når man giver denne gruppe lov til at ændre navn for et godt ord.

    På den anden side kan man naturligvis hævde at det er rimeligt at folk selv bestemmer over deres navn, for hvem skal ellers bestemme det.

    Den danske løsning går ud på at folk selv må bestemme, men ministeriet og Institut for Navneforskning har det sidste ord. Man udfordrer jo ikke sådan emebedsmændenes og akademikernes magt her i landet.

    Måske ville den engelsk-amerikanske løsning være bedre. Der ændrer man sit navn ved at afgive en erklæring til en dommer. Man er fri for indviklede regler som de danske. Det er ulovligt at ændre navn for at undslippe kreditorer, og man kan straffes hvis det opdages. Men man skal ikke søge en myndighed om noget.

  3. Det er IKKE rigtigt at Afdeling for Navneforskning bestemmer hvad man må hedde i Danmark, og det har aldrig været sådan!
    Derimod er afdelingen i en årrække blevet hørt i nogle af fornavnesagerne af den bestemmende myndighed, tidligere Kirkeministeriet nu Familiestyrelsen. I praksis er det i dag kun nogle få af navnesagerne der runder Afdeling for Navneforskning

  4. Hvis afdelingen høres om sagen, så afgør ministeriet efter al sandsynlighed sagerne ud fra navneforskernes mening. Så det er måske et definitionsspørgsmål? Hvilken type sager skal forelægges Afdeling for Navneforskning?

  5. Der findes, mig bekendt, ingen regler for hvilken type sager der skal forelægges Afdeling for Navneforskning. Familienstyrelsen retter henvendelse når de har behov for det. Styrelsen behøver ikke at følge afdelingens anbefalinger, men gør det sandsynligvis i de fleste tilfælde da afdelingen oftest bidrager med oplysninger som Styrelsen ikke var i besiddelse af.

  6. Kompetencefordelingen er med andre ord rodet og helt op til styrelsens skøn. Det er ikke særlig betryggende for retssikkerheden.

    I England og USA er andelen af mennesker med sære/upassende navne næppe større end i DK. Jeg vil stadig hævde at den danske ordning blot giver ekstra bureaukrati, hvorimod det er ret vilkårligt om et navn bliver godkendt eller ej.

    Har navneforskeren ikke en mening om hvordan navnelovgivningen bør være?

Skriv et svar til Line Pedersen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *