I dag når engelsk op på en million ord – vistnok

Nedtælling på Global Language Monitors hjemmeside
Nedtælling på Global Language Monitors hjemmeside

Her ved middagstid klokken 12.22 dansk tid nåede engelsks ordforråd op på en million. Det kan endda fastslås hvilket ord der er det millionte: Web 2.0. (“Web 2.0”? Øhh, … er det et ord?)

Det meddeler alverdens medier i dag, og de har det fra en dygtig mand der ved hvad han snakker om. Paul JJ Payack opfinder nemlig selv sine data. Han har fx fundet på at engelsk optager et nyt ord hver 98ende minut. Derfor kunne han allerede for et halvt år siden vide at ord nr én million ville blive en del af engelsk i dag kl 12.22.

Den slags meningsløs præcision kan altid finde plads i medierne, og Payack udsender en lind strøm af medievenlige lister: Hvem er nr først, hvad er nr sidst. Det gør han fra sit pr-firma, Global Language Monitor i Austin, Teaxs, som løbende undersøger ‘trends’ og opfinder nyheder af typen ‘fremtidsforskning’ på løbebånd og får dem spredt af uvidende og naive medier som fx Danmarks Sprogmuseum.

Hans firma opnåede også stor omtale ved nogle uger i forvejen at offentliggøre “finalisterne” i opløbet til at blive ord nr én million. De er med omhu spredt over forskellige fagområder, og indiske medier var fx vældig glade for at nye engelske ord der er knyttet til Indien, var med i opløbet, fx slumdog. På samme måde kunne computerbranchen godt lide tanken om at vinderen måske blev deres noob.

Payacks gesjæft er et interessant eksempel på hvordan offentlighedens store interesse for sprog kan udnyttes af plattenslagere når fagfolk svigter deres forpligtelse til at oplyse offentligheden.

2 kommentarer

  1. Ak, hvor jeg græmmes.

    Og det kommer i gratisaviserne. Og folk tror på det. Og dansk mister endnu mere status til engelsk.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *