Mangesprogede musikbands

Mange musikgrupper og bands synger på ét sprog, nogle få på to, og endnu færre på flere sprog. I mange år har jeg ledt efter det band der synger på flest sprog. Jeg kender nu i hvert fald to bands, begge to fra syd for grænsen, som synger på otte-ni forskellige sprog. Og deres musik er lige så flot og spændende som den er multilingval.

Da jeg var ung, havde jeg bestemte ideer om hvad jeg ville lave når jeg blev stor. Som så mange unge drømte jeg om at være med i et band. Når jeg tog til koncerter var det ofte punk: forfærdelig musik, men meget kreative og dynamiske miljøer, og fantastisk at opleve live. Én gang købte jeg en punkplade. Nu har jeg læst at man i gennemsnit kun lytter 1,4 gange til en købt CD, men jeg tror ikke en gang at jeg nåede det. Musik som var spændende live, var deprimerende uden for koncertsalen. Derhjemme lyttede jeg derimod mest til sækkepibe- og harpemusik. Det var mere melodiøst, melankolsk, glad og vedkommende. Og jeg drømte om et band der kunne kombinere begge slags musik. Det skulle være muligt at kombinere punkens aggressivitet med folkemusikkens skønhed.

Og som sprognørd forstod jeg ikke helt hvorfor man kun skulle synge på ét bestemt sprog – oftestens  modersmål. OK, der var nogle kunstnere der måske kombinerede deres modersmål med engelsk, og nogle folkemusikere der sang på flere keltiske sprog ved siden af engelsk eller fransk. Men det var så det. Aldrig mere end tre eller fire. Man skulle have et band hvor hver sang er på et forskelligt sprog. Det ville være fantastisk. Sådan et band vilel jeg være forsanger i. Der var kun to forhindringer for dets realisering. Jeg havde ingen band. Og jeg kan ikke synge. Så det blev ikke til noget for mit vedkommende.

Det tætteste på en band der synger på mange sprog er vel det tysk-baserede band Schäl Sick Brass Band. Dem oplevede jeg i Flensburg i april 2008

Jeg talte otte forskellige sprog de bruger i deres sange, hvoraf jeg nu kun husker svensk, portugisisk, albansk, fransk, serbisk, tysk og romani, mener jeg. Og ved andre lejligheder synger de også på tyrkisk. Og i hvert fald et uidentificeret sprog mere. Meget flot sang i øvrigt af Anna Lindblom. De laver flot og glad festmusik.

Og på deres plade synger de åbenbart på norsk, albansk, bulgarsk, uzbekisk, serbisk, græsk, finsk og svensk.

Men det band som laver den musik der ligger tættest på det jeg drømte om som ung, er vel det tyske band In Extremo. Både musikalsk og sprogligt. Jeg opdagede dem helt tilfældigt for nogle år siden på den årlige Middelalderfestival i Horsens. Jeg ledte efter en CD med sækkepibemusik og fandt og købte CDen Die Verrückten sind wieder in die Stadt af In Extremo. Jeg kunne ikke høre den (der var ingen elektricitet i byen under festivalen). Musikerne så ud som et punkband: på billederne havde de kroppen overtatoveret, og de havde hår som en mohawk-indianer. Derudover havde de navne som Die Lutter, Flex er Biegsame, Yellow Pfeiffer og Dr. Pymonte. Og deres instrumenter så ud som de selv havde lavet dem. Den største sækkepibe jeg nogensinde har set, med flot snedkerarbejde, blandt andet en djævel med lysende øje. Jo, det så godt ud.

Og jeg blev slet ikke skuffet – det var bare min familie, der havde en lidt enden, mere primitiv musiksmag: de var ikke så glade. In Extremo-pladen var optaget live på en Mittelalterfestival i Tyskland, og rent akustisk. Flot trommeværk, skøn sækkepibemusik, også lidt harpe, fin sang. Ja, var glad for mit impulskøb. Og de sang på flere sprog, men vel mest på tysk.

Året efter, da jeg var i Tyskland, ville jeg købe mere af deres musik, og så købte jeg en In Extremo CD til. Men da jeg skubbede den ind i CD-spilleren troede jeg det var en fejl: det var høj elektrisk guitarmusik og en bas og trommesæt. Elektrisk popmusik!

Men lige inden jeg ville tage CD-en ud, begyndte der en sækkepibe at hvine. Der viste sig at være en elektrisk udgave af samme band

Og så viste det sig at det var blevet en trend i Tyskland. Lige som Krautrock i 1970erne, var der nu en strømning Mittelalternativ, Mittelalterpunk, og nogle musikbutikker havde det som genre. Der er nu mange, måske 100 bands i Tyskland, med latinske navne, som laver elektrisk musik med sækkepiber, og altid spiller de med underligt tøj på.

For nogle uger siden gjorte jeg lidt grænsehandel og købte ved den lejlighed den nye In Extremo DVD Am Goldenen Rhein, Coeln MMVIII.

Optaget for ikke mere end fem måneder inden. Hvor mange sprog bruger de? Tysk: fx Sieben Köche. Irsk: Liam. Udentificeret romansk: Hiemali Tempore. Tjekkisk (?): Poc Vecem. Spansk: En Esta Noche. Occitansk/Languedoc: Ai Vis(t) lo Lop.


Latin: Omnia sol temperat. Svensk: Villemann og Magnhild. Det er i deres live-del. Derudover findes der nogle videoclips, og der finder vi en premiere: en sang på engelsk! Det er et sprog de aldrig har brugt før.

Det er otte eller ni sprog. Flot. Til lykke!

Selvfølgeligt bruger de også internationale instrumenter, som den keltiske harpe, den svenske nyckelharpa og den irske uilean pipes, ved siden af internationale instrumenter som guitar, bas, sækkepiber (nogle gange fire ad gangen), fløjte. Og så bruger de så meget ild på scenen, at sangeren spiller med plaster og bandage på armen fordi han er blevet forbrændt. Under det sidste nummer brænder i øvrigt dele af trommesættet og trommestikkerne.

In Extremo spiller live for, skønner jeg, flere tusinde mennesker, og næsten alle kender de fleste sange. Det er ikke så overraskende at publikum synger med på tyske sange, men det er fantastisk at se det hele publikum synge med, midt i Tyskland, på en sang på det truede sprog occitansk, eller rettere languedoc. Og publikum kan endda synge med på et uddødt sprog – latin.

Den foreløbige første- og andenpris for flersproget musik: Schäl Sick Brass Band og In Extremo! Flot for øjet, øret og sprogøret.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *