Solresol og Athanasius Kircher

Solresols syv stavelser som farver, toner og tal
Solresols syv stavelser som farver, toner, tal og stenografi

Kunstsproget solresol – hvis opfinder Jean-François Sudre (1787-1864) blev nomineret til ig-nobels lingvistiske fredspris af Peter Bakker her på Sprogmuseet for et par uger siden – er en fantastisk konstruktion.

Samtlige ord er bygget op af kun syv stavelser (do, re, mi, fa, sol, la, si (eller ti)), og sproget kan derfor fx nynnes, spilles på violin som Sudre gjorde, gengives som tal eller vises som farver, foruden naturligvis skrives og udtales som almindelige gammeldags sprog.

Lingvistbloggen har fundet en seks minutters video på YouTube (se nedenfor) der viser lidt af solresols fantastiske og surrealistiske mangesidethed. Det er den berømte balkonscene fra Shakespeares kærlighedstragedie Romeo og Julie, 2. akt, 2. scene (kan høres på engelsk her og læses på engelsk her.

Læg mærke til at Julie og Romeo ikke synger teksten, de reciterer den bare på toner der så vidt jeg kan gennemskue ikke har noget med solresol at gøre. Derudover bliver solresol spillet på harmonika og klarinet (?), opregnet som tal, vist på hånden og delt ud som farvede A4-ark.

Optagelsen stammer fra stiftelsen af Athanasius Kircher Society i New York, januar 2007. Selskabet ser desværre ikke ud til at fungere mere, det er i hvert fald forsvundet fra internettet. Det er/var opkaldt efter den tyske jesuit Athanasius Kircher (1602-1680). Romeo og Julie blev skrevet en seks-syv år før Kircher blev født.

Kirchers komponistmaskine
Kirchers komponistmaskine

Kircher var et renæssancegeni der interesserede sig for alting, stort og småt, nært og fjernt. Han vidste alt muligt om hele verden, en altmuligforsker, -filosof og fantast.

Blandt de utallige vidt forskellige emner han var sin tids førende ekspert i, var studiet af klassiske sprog som kinesisk, koptisk og ægyptiske hieroglyffer.

Han studerede også vulkaner, fossiler og medicin og opfandt en lang række instrumenter, fx laterna magica og megafonen.

Kirchers babelstårn
Kirchers babelstårn

Stort set alle Kirchers teorier var forkerte, men han var en storslået forsker, en af de sidste der forsøgte at vide alting,  og hans vilde og praktiske fornuft, teoretiske troløshed og interesse for det kuriøse har gjort ham aktuel igen i disse postmoderne tider efter 300 års rationalisme.

At opføre Shakespeare på solresol i Kirchers selskab er helt og aldeles passende.

3 kommentarer

  1. Det er fantastisk. Det er vel lidt absurd at se på når man ikke ved at man i alle “modaliteter”: ord, tone, farver – bare taler normalt.
    Kan du ikke forklare lidt bedre hvordan det virker?
    Peter Bakker

  2. Jeg har jo ingen erfaringer med solresol i praksis (og jeg har mine tvivl om der overhovedet er nogen der kan sproget), men jeg kan da henvise til Boleslas Gajewskis Grammar of Solresol fra 1902 hvis næstsidste kapitel handler om “Different ways of communicating”. Den er på nettet http://mozai.com/writing/not_mine/solresol/#comm

    Heraf fremgår det forresten at Sudre også udviklede det til et blindesprog, ved at koble de syv stavelser til syv steder på hånden, som man så kan kommunikere med ved berøring.

    Solresol er et a priori-sprog hvis gloser bygger på en (forhåbentlig udtømmende) logisk klassificering af verden, som ikke har ret meget at gøre med den metaforiske måde levende mennesker inddeler verden på. Derfor kan jeg ikke forestille mig at man kan bruge solresol noget videre til kommunikative formål, men jeg kan i høj grad se et kunstnerisk potentiale.

    Og forsøgene på at skabe en a priori-forståelse af verden er jo også filosofisk interessant, se fx Kirchers samtidige John Wilkins der havde held til at opdele hele tilværelsen i 40 forskellige grundslags. Der havde Sudre jo på forhånd begrænset sig til syv!

    Umberto Ecos The Search for the Perfect Language er en meget interessant beretning om den slags bestræbelser.
    http://www.amazon.com/Search-Perfect-Language-Making-Europe/dp/0631205101

  3. Solresol har en indbygget synæstesi, ordene kan uden besvær udtrykkes på mange visuelle, auditive og taktile måder.

    Jeg forestiller mig at hvis man kan sproget, har man en vild frihed til at hoppe og springe fra den ene sansemodalitet til den anden, og til det ene øjeblik at anbringe budskabet fx i udtalte stavelser mens den melodi man bruger er ikke-kommunikativ. For så i det næste at bytte om, og pludselig er det melodien der indeholder meningen mens de udtalte stavelser er meningstomme. Forestiller jeg mig altså 🙂

    Jeg forestiller mig også et gardin med tre farvede striber. Der så svarer til tre stavelser der har en betydning, og til tre toner der kan synges. Det bliver næsten helt levende, det gardin!

    Og min beostær der sidder der og fløjter. Den kan jo tale, den fugl!

    I det hele taget en syret verden.

Skriv et svar til Peter Bakker Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *