Mejlbystenen

Mejlbystenen
Mejlbystenen, Kulturhistorisk Museum Randers

Kulturhistorisk Museum Randers står Mejlbystenen, en mandshøj runesten med indskriften:

Åne rejste denne sten efter sin søn Eskil der døde på togt med Tore i Øresund

(Jeg ville gerne have kunnet bringe teksten i runer, men dem kunne jeg ikke finde. Nationalmuseets nye webresurse med alle danske runeindskrifter er desværre i udu for tiden.)

Stenen står for sig selv, ikke i sit eget rum, men afskærmet på tre sider af sort stof eller noget lignende. Der er en særlig stemning omkring den. Noget mystisk som den står der i mørket, en atmosfære af andægtig forventning, den er jo interaktiv, har personalet gjort opmærksom på. Hvad mon den kan?

Når man træder nærmere stenen, går det interaktive forløb i gang. Det består af to dele.

Første del er en lille animation af teksten på stenen i enkel, sort silhuet. Vi ser Åne sende Eskil og Tore afsted. Ude på havet dør Eskil, for mig at se ser det ud som om han drukner, men det står der ikke noget om på stenen. Der kommer bud tilbage og vi ser – og hører – Åne riste runerne i stenen.

Så er der et mellemspil med vind og vejr som jeg fortolker som årenes gang. Stenen står nu i den mest bedårende smukke blå farve, som så krakelerer, og runeteksten træder frem, med hvert ord fremhævet i hver sin farve. Vi er i gang med forestillingens anden del.

Pludselig glider alle ordene ned over stenens ujævne overflade og lægger sig til rette hulter til bulter på museumsgulvet foran. Hvad nu? Heldigvis er andre gæster vaksere end mig, eller har læst i brochuren: Man skal sparke ordene tilbage på plads på stenen. Og jeg sparker til et af de farvede ord på gulvet, og så glider det tilbage på sin plads. Der er en femten ord ialt eller så, men jeg har ingen trang til at sparke til mere end et par stykker. Det ordner en lille pige heldigvis. Hun synes det er sjovt.

Hele forestillingen varer fem minutter og kan ses på YouTube her.

Den interaktive Mejlbysten er produceret af Tekne Production ved Centre for Advanced Visualization and Interaction, Århus Universitet, og har fået megen omtale og ros, både i Danmark og internationalt.

Da jeg så den blev jeg også benovet, sammenlignet med en almindelig runesten der ellers bare ville stå der, grå og beskrevet. Mejlbystenen står i ensom, iscenesat majestæt og udgør et fantastisk vellykket ‘lærred’ for animationen.

Men var det egentlig interaktivt? Hvad lærer man egentlig?

Ikke noget om runer og deres struktur, ihvertfald. Faktisk er der bare to elementer i forløbet: Animationen af Eskils død og tilbagesparkningen af runeordene fra gulvet til stenen. Det første er ikke spor interaktivt, og det andet er kun interaktivt i den forstand at man selv bestemmer hvilken rækkefølge ordene bliver sparket tilbage i, men det er også det. Man lærer faktisk intet om runer.

Ovre på Formidlingsnettet har Benjamin Asmussen gjort sig nogle tanker om interaktivitet. Han stiller krav om “vekselvirkning” og giver først nogle eksempler hvor publikum “gør noget”, men ikke noget interaktivt:

  • Ved en model af en by kan gæsten trykke på en knap og et lys tændes for at markere en bestemt bygning.
  • I en udstilling om kolonihandel kan man tage proppen af en række flasker for at lugte hvordan udvalgte varetyper lugter.
  • Ved en varmluftballon kan man tænde for blæseren, der derefter varmer luften i ballonen op i et på forhånd defineret tidsrum, så ballonen stiger til vejrs.

Hertil kunne jeg føje

  • Nogle runeord kan sparkes tilbage på deres plads på stenen. Rækkefølgen er uden betydning.

Heroverfor stiller Asmussen nogle situationer der ER interaktive:

  • Ved et tryk på en knap blæser en vældig luftstrøm til vejrs, og derefter kan man sætte en eller to små badebolde ind i luftstrømmen, se dem stige til vejrs, og derefter blokere for luftstrømmen med hænderne for at se hvordan boldene stiger eller falder.
  • Diverse former for digitale spil hvor spilleren tager beslutninger i relation til de udstillede objekter og derefter stilles overfor nye muligheder alt efter sit foregående valg. Gode eksempler er ostindiefartsimualtoren på Museum of London Docklands eller den jødiske dames kuffert på Jüdisches Museum i Berlin.
  • ”Maskinen” på Brede Værk hvor flere besøgende arbejder sammen om at skabe en industriel produktion. Spillerne udfører industriarbejde og deres dygtighed og hastighed påvirker spillet, der igen får deltagerne til at ændre adfærd.

Mejlbystenen er et smukt stykke formidlingsarbejde, men der er vist ikke noget interaktivt ved den.

2 kommentarer

  1. Jeg er selv helt vild med dette smukke stykke formidlingskunst, men er helt enig med dig i at installationen ikke er interaktiv. Der er ganske rigtig en tendens til at kalde alt, der ikke ligner en traditionel museumudstililng, for interaktivitet, men det mener jeg som sagt er at forsimple tingene. Hvis man skulle sætte et begreb på Mejlbystenen skulle det snarere være levendegørelse eller hands-on (eller måske snarere feet-on!).

    Jeg har tidligere også skrevet lidt om formidlingstypen, som jeg kalder teknomagi, på Fyrskibet.dk: http://fyrskibet.dk/teknomagi/

    Med venlig hilsen
    – Benjamin Asmussen
    Handels- og Søfartsmuseet

  2. Ud fra hvad jeg kan se på de billeder, jeg lige kunne finde på internettet, vil jeg mene at runeteksten er:
    ᚭᚾᛁ᛬ᚱᛁᛋᚦ᛬ᛋᛏᛁᚾ᛬ᚦᛅᚾᛋᛁ᛬ᛅᚠᛏ᛬ᚭᛋᚴᛚ᛬ᛋᚢᚾ᛬ᛋᛁᚾ᛬ᛁᛅᛋ᛬ᛏᛅᚢᚦᚱ᛬ᚢᛅᚱᚦ᛬ᛘᛅᚦ᛬ᚦᚢᚱᛁ᛬ᛁ᛬ᚢᚱᛅ᛬ᛋᚢᛏᛁ᛬
    (ąni risþ stin þansi aft ąskl sun sin ias tauþr uarþ maþ þuri i ura suti)

Skriv et svar til Benjamin Asmussen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *