Serbokroatisk

[Dette indlæg blev sendt i P1s Panorama 31. august 2007 og kan høres her. 14:40]

Den tyske forfatter Heinrich Heine skrev i 1821, at

”Dér, hvor man brænder bøger, vil man ende med også at brænde mennesker”.

I ex-Jugoslavien brændte man ikke bøger – men man rensede sproget. Og det gør man stadig.

Her går folk over den berømte tyrkiske bro i den østbosniske by Mostar. Broen var oprindeligt fra 1500-tallet, den blev ødelagt under krigen i 90’erne – men er nu genopbygget. Og det er netop i krigens Mostar, sociologen Božidar Jakšić  begynder sin fortælling om det, der i Jugoslaviens tid hed ’serbokroatisk’.

”Mostar i Herzegovina er en vidunderlig by. Der bor serbere, bosnjakker og kroater – men under krigen satte kroaterne sig på den del af byen, der ligger på vestbredden af floden Neretva, mens bosnjakkerne satte sig på østbedden. Og hvad skete der?”

– spørger Božidar Jakšić retorisk.

De sidste 30 år har han boet og arbejdet i Beograd, men han er født i Sarajevo i Bosnien. Hovedinteressen er – som han siger – ”den ex-jugoslaviske tragedie” – og dér spiller sproget en afgørende rolle, mener han. Der var nemlig en direkte forbindelse mellem sproget og krigen, mellem sprogrensning og etnisk rensning, siger Jakšić.

Det er også dérfor, han er begyndt at fortælle om Mostar, som på mange måder er typisk for både krigens og efterkrigens Bosnien: I dag er der ikke mange serbere tilbage i byen – som i praksis stadig er delt mellem kroater og muslimske bosnjakker.

Delingen er også sproglig – i dag, men endnu mere under krigen, fortæller Jakšić:

”I en café i Mostar hang der et skilt om, at ’her sælger man kava’ – hvilket er den kroatiske form af ordet kaffe, og dén kunne man få for 1 kuna … hvor ’kuna’ er den kroatiske møntenhed.

Men man sælger også ’kahva’ på caféen – altså den bosnjakkisk-muslimske variant af ordet – og kahva får man for to kuna.

Og hvis man vil have ‘kafa’ – den serbiske form af ordet kaffe – så kan man også få dét … men det koster én ”en kugle”.

Hvis ikke dét er en direkte sammenhæng mellem krigen og sproget, hvad er det så?!”

– spørger Jakšić  og peger på, hvordan det, der i sin natur er et middel til at kommunikere med – sproget – op til, under og endnu efter krigen i ex-Jugoslavien er blevet et middel til at forhindre kommunikation.

Der er sket det, at det sprog, der i Jugoslaviens tid, var eet sprog – serbokroatisk, som sammen med slovensk og makedonsk var Jugoslaviens officielle sprog – i dag er mindst tre sprog, sandsynligvis snart fire og senere måske flere endnu.

I Kroatien er kroatisk det officielle sprog, i Serbien er det serbisk, mens både bosnisk, kroatisk og serbisk er officielle sprog i Bosnien.

I Montenegro forhandler man – eller ’skændes’ er måske et bedre ord – om, hvad landets sprog skal hedde i forfatningen: ’serbisk’ eller ’montenegrinsk’.

Hele systemet er noget, mange mennesker griner lidt af – og tit også synes er tragisk.

Ordet ’serbokroatisk’ blev første gang brugt af en slovensk sprogforsker i 1836. I 1850 indgik serbiske og kroatiske forfattere i Wien – der fungerede som centrum for sydslaviske intellektuelle, hvis hjemegne var underlagt fremmede imperier – de indgik en aftale om et fælles sprog.

Efter 1. Verdenskrig blev Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovenere oprettet, og det blev officiel politik, at kroater, serbere og bosniere talte samme sprog.

Fra 1929, hvor den serbiske konge omdøbte landet til Jugoslavien, blev landets sprog kaldt ’jugoslavisk’ – mens Titos socialistiske Jugoslavien efter Anden Verdenskrig havde ’serbokroatisk’ som et af sine tre officielle sprog.

Sproget serbokroatisk gik i opløsning sammen med landet Jugoslavien og er i dag officielt et dødt sprog, som ingen taler.

For at vende tilbage til Mostar – hvor sociologen Jakšić  fortalte om en cafés skilt for kaffe – så er midaldrende Zlatko Šemsudin Serdarević journalist ved det bosnjakkiske TV-Mostar og skriver også for Sarajevoavisen ‘Oslobodjenje‘.

Og han siger om den lille bys tre sprog:

”Det virker for mig som en vits.

Politikerne – og de intellektuelle – lyver for folk. De ved alle sammen, at det er eet sprog – men fordi de vil holde fast i magten og status quo, så opdeler de alting. Hvis de kunne, ville de dele luften og vandet.

Vi taler samme sprog – med variationer, der er så små, at politikerne ikke kan sørge for, at det faktisk bliver forskellige sprog – men de kan sige, at de er forskellige, og de kan kalde dem noget forskelligt.

De ønsker, at deres nationalistiske partier bliver så længe som muligt ved magten – og derfor fører de nu kamp om sproget for på den måde at blive ved at opdele folk.

Derfor har vi her i Mostar også parallelle skoler, hvor undervisningssproget er henholdsvis bosnisk og kroatisk. Og nogle bosnjakkiske og kroatiske børn må tage i skole på den anden side af floden i forhold til, hvor de bor – samtidig med, at man udmærket véd, at det er eet og samme sprog”.

Serdarević tilføjer, at Mostar også har et bosnjakkisk og et kroatisk teater, hvor man spiller på hhv. bosnisk og kroatisk. Ligesom der er et kroatisk- og et bosnisksproget universitet.

Kroaterne har i ex-Jugoslavien ry for mest ihærdigt at insistere på, at deres sprog er forskelligt fra både serbisk og bosnisk. Især efter 1990 fandt de kroatiske myndigheder gamle ord og udtryk frem – eller opfandt helt nye – og smed mange, man havde til fælles med de andre, ud.

Men det er ikke altid, virkeligheden kan følge med sprogsmedene:

I Beograd finder sociologen Božidar Jakšić  en pose frem, der har været sukker i. Det traditionelle navn for en sukkerfabrik – også den i Zupanja i Kroatien, hvor posen er fra – er ’šecerana’. Dét kommer af ’šecer’, sukker – men kroaterne har opfundet en ny betegnelse: ‘sladorana’, viser Jakšić  på posen:

”Dét ord kommer af ’slatko’, der betyder ’sødt’. Problemet er, at der ikke findes nogen ’sladorana’ i Zupanja.

Dét ser man af fabrikkens adresse, der også står på posen – og den er ’Naselje Šecerana’, altså ’sukkerfabrik-distriktet’, nummer 63.

Desuden er fabrikkens eget logo et ’Š’ – altså Š som šecerana, og ikke s som sladorana”

– forklarer Jakšić  og ved ikke, om han skal le eller græde.

Sådan er mange ord, som før var fælles, blevet skiftet ud med nye for at ’bevise’, at ’der er tale om forskellige sprog’.

”I Kroatien er der udkommet en ’razlikovni hrvatsko-srpski rečnik’ – en ordbog over, hvilke forskelle, der er på kroatisk og serbisk. Og jeg tager så ordbogen, dækker den kroatiske del til og spørger serbiske nationalister:

’Er dette her ord ægte serbisk eller er det ægte kroatisk?’ – ’Hmm, dét må være kroatisk’ – ’Nej, det er serbisk’. ’og dette hér?’, spørger jeg … ’Hmm, det må være serbisk’ – ’Nej, det er kroatisk’. Osv. Og det samme med kroatiske nationalister: de kender heller ikke de forskelle”.

Jakšić  siger, at groft sagt har alle ex-serbokroatisk-talende den samme base af ord – og i forskellige egne har man så i hverdagen i nogle tilfælde valgt at bruge forskellige af dem. Derfor forstår folk hinanden – selv om brugen af et bestemt ord kan virke usædvanlig.

De ord markerer, hvor i ex-Jugoslavien den talende kommer fra – men det betyder ikke, at ordene er særligt ’kroatiske’ eller ’serbiske’, siger Jakšić:

Her er vi ved en bager – altså dér, hvor man fremstiller noget helt grundlæggende i enhvers hverdag .. og Jakšić  forklarer:

”Ordet ’kruh’, der betyder brød, er for serbiske nationalister som en rød klud sat for en tyr – for de tror, det er ’ægte kroatisk’.

Men i det serbiske sprog findes begrebet ’kruhna pec’ – altså en ovn til at bage brød i. For ’kruh’ er også et meget gammelt serbisk ord.

Omvendt tror de i Kroatien, at ’hleb’ – som brød i dag kaldes i Serbien – er et serbisk ord. Men kruh og hleb har byttet plads: ’kruh’ er kommet til Kroatien fra Serbien – mens ’hleb’ kom her til Serbien .. fra Kroatien”.

Jakšić  tilføjer, at på samme måde bruger man i Serbien ordet ’kuca’ for hus – som man i Kroatien kalder ’dom’.

Men på serbisk danner man ordet husmor ud fra det kroatiske ord – og siger ’dom-acica’. Mens man i Kroatien bruger det serbiske ord som udgangspunkt for ordet ’husmor’: kuca-nica.

På den måde kommer spørgsmålet om, hvad der er ’ægte’ serbisk, kroatisk, bosnisk og montenegrinsk til at virke temmelig uoverskueligt.

Men selv om ’den sproglige purisme’ i de ex-jugoslaviske lande – som nationalismen i det hele taget – ikke er så stærk som for 10-15-20 år siden, så fortsætter nogle den målrettede proces med at få deres sprog til at skille sig ud fra naboernes.

I foråret 2007 kom der f.eks. en ny kroatisk retskrivning. I det seriøst-satiriske ugemagasin Feral Tribune forbandt en kommentator – som sociologen Jakšić  gør det – den sproglige purisme med den etniske:

”Efter man i løbet af de seneste 17 år endelig har opnået en tilfredsstillende grad af udrensning af serbere – fra 12 til seks eller syv procent af befolkningen (….); efter at det nationalistiske krigshysteri har udvasket den politiske bevidsthed og moralen hos en god del af befolkningen; efter alt det, sætter den fædrelandskærlige kvasi-elite sig nu i bevægelse med sine lingvistiske ideologer i en mere beslutsom rensning af vores sprog”.

– skrev kommentatoren med henvisning til, at antallet af serbere efter en kroatisk militæroperation i 1995 er nede på godt 1/3 af, hvad det var – og at den nye retskrivningsreform endnu en gang tilsvarende ’udrenser’ det, der antages at være ’serbismer’ fra sproget.

Božidar Jakšić  håber, at den – som han mener – ’tåbelige’ opsplitning på et tidspunkt vil standse. For han tror ikke, at hverken lingvister eller politikere kan bestemme over sproget – og giver den serbiske halvdel af Bosnien, Republika Srpska, som eksempel:

”Man besluttede, at hver eneste bosniske serber skulle tale et sprog, som han og hun aldrig i livet havde talt – nemlig Beograd-standardsproget. I Bosnien er dét fuldstændig absurd, for ingen dér har nogensinde talt den dialekt. Men Republika Srpskas regering beordrede, at alle måtte tale ekavica og skrive med kyrillisk skrift.

Efter et par år var det selvfølgelig ikke andet end en vits, og de var nødt til at standse den politik. Ligesom der i Kroatien i dag heller ikke er nogen, der siger ’zrakomlat’ – hvis de da ikke gør grin”

– siger Jakšić  med henvisning til den kroatiske neologisme ’zrakomlat’, der direkte oversat betyder ’luftpisker’, og som var udset til at erstatte ordet helikopter.

På den anden side er der en vis ’folkelig støtte’ til at skille sprogene ad – i hvert fald i Kroatien, fortæller den grafiske designer, Zeljko Serdarević fra den kroatiske by Split i hvis opland der i århundreder har levet mange serbere, og hvor heller ikke kroater talte ’rigtig kroatisk’.

”Min mor ville f.eks. aldrig mere bruge det serbiske ord for kaffe – selv om det i det område af Kroatien, hvor jeg bor, altid har været standarden: man sagde ikke kava, som man ellers bruger i Kroatien, men kafa som serbere.

Dvs. at folk fra Split faktisk brugte den serbiske version af ordet – men ’nejnej, ikke mere!’ Og folk vil endda fortælle dig, at ’vi har aldrig brugt det ord!’ – og nu holder man sig til den kroatiske standard, kava. Det er en skizofren situation”.

Med dén indstilling – og med indsatsen fra stat, skolevæsen og medier – vil Božidar Jakšić  ikke udelukke, at en ordbog mellem f.eks. serbisk og kroatisk engang vil blive nødvendig:

”Sådan en kunne blive udgivet ret snart – men hvem der vil kunne bruge den, ved jeg ikke.

På den anden side: Hvis man insisterer på forskellene, og hvis man hver eneste dag etablerer en ny forskel – og politisk arbejder man stædigt på det – så kan der blive tale om, at vi om et par årtier eller århundreder også lingvistisk set står med to sprog.

Jeg er ikke særligt entusiastisk ved udsigten – men vi er på Balkan, og på Balkan er alt muligt”.

Uffe Andersen, journalist