Spørgsmål på spørgsmål

”Ka’ veste flyde? Ka’ jakker!” – de unge medlemmer af Hobro Roklub var klædt på til efterfølgende vandgang, da de var tilskuere til navngivningen af klubbens fire nye fartøjer.
”Ka’ veste flyde? Ka’ jakker!” – de unge medlemmer af Hobro Roklub var klædt på til efterfølgende vandgang, da de var tilskuere til navngivningen af klubbens fire nye fartøjer. (Tekst og foto: Sparekassen Hobro)

Da jeg læste artiklen om palindromer, kom jeg i tanke om den ordleg (man kan eventuelt kalde den et ordspil) der går ud på at stille et spørgsmål som skal besvares med et spørgsmål. Jeg ved ikke om legen hedder noget, men der er bestemte sproglige regler som skal overholdes for at spørgsmålet – og spørgsmålet til det – er gyldigt.

Ka’ veste flyde? – Ka’ jakker!

Det er en af de kendte. Man kan sådan set godt sætte udråbstegn efter det “besvarende” spørgsmål (der vel er noget andet end et retorisk spørgsmål).

Ka’ mus li’ gulerødder? – Ka’ rotter!

Som det ses: Svar-spørgsmålet skal danne et nyt ord – eller en ny sætning – sammen med det spørgende verbum (det formelle krav), og samtidig skal det være et meningsfuldt spørgsmål i den forstand at det korresponderer med substantivet/navnet i start-spørgsmålet (det indholdsmæssige krav). Et yderligere formelt krav knytter sig til at det – ligesom i et godt rim – er udtalen/ordlyden der gælder. Dette afgør hvornår det (som her med verbet ‘kunne’) skal hedde ka’ og ikke kan. Man kunne godt skrive svarspørgsmålet i ét ord (kajakker/karotter), det ser måske bedst ud på skrift, men det er som sagt udtalen der er det afgørende. Her er et eksempel med kan:

Kan Lise servere? – Kan Tine?

– og igen er svar-spørgsmålet sjovere at høre end at læse.

Der kommer uvægerligt, når man sidder og improviserer sammen, spørgsmål som enten ikke kan godkendes, eller som er på kanten enten formelt eller indholdsmæssigt.

Ka’ din ovn varme? – Ka’ min?

Den er formelt i orden, men indholdsmæssigt er den lidt kikset, da min i svaret har samme betydning som din i spørgsmålet. Medmindre den (kan) opfattes som et opklarende spørgsmål (sagde du min?) – så er en straks sjov, men det skal så fremgå af den måde svar-spørgsmålet udtales på.

Her kommer imidlertid en som ikke er formelt i orden:

Har jægeren et spyd? – Harpun!

Der er ikke noget eller nogen der hedder pun. Derfor er svaret hverken gyldigt eller sjovt. Her kommer en som i hvert fald er nummeret bedre:

Ku’ Ping klippes? – Ku’ Pong?

Pong er ganske vist ikke noget almindeligt navn, men det er Ping vel heller ikke, bortset fra i Peter og Ping (som ikke ret mange kender i dag). Desuden fungerer parret Ping og Pong godt.

Ka’n mulat synge? – Ka’n tater?!

Den er på kanten. Den er på en måde sjov eller opfindsom, men udtalen svarer til et dårligt rim fordi der ikke er stød i ordet kantater (går eventuelt an på lollandsk, hvor der jo ikke er stød i ordet tater).

Kan de lækre larver lyse? – Kan de labre?

Den er en tak bedre, men igen kun sjov for så vidt som den er opfindsom, og den går ret beset kun an når den læses, fordi ‘de’ i kandelabre jo ikke udtales di.

Men det giver point at lave sprogligt opfindsomme spørgsmål der opfylder kravene – som den følgende (en af mine yndlings), der samtidig metaspiller på både form og indhold:

Var nøgen et spørgsmål? – Var bar?! (hvordan man nu end skal stave sidstnævnte spørgsmål, men det er i givet fald kun et problem på skrift, hvor man nok vil skrive Hva’ b’ar).

Man kan også tage en som hentyder til etymologien:

Ku’ lim binde storbøndernes hænder? – Ku’ lak?

– idet kulak betyder knytnæve, stammende fra tyrkisk kol = arm. Den er forsåvidt for viderekomne.

Der er også muligheder for varianter i det spørgende verbum:

Måske soldater ka’ svømme? – Ka’ ske lotter?

Eller den mere kendte:

Må gaffel benyttes? – Måske!(?)

Ka(n) gaffel bruges? – Ka(n)ske!(?)

Men det er samtidig en blandingsform, måske ligefrem en slags formel horeunge, idet der her nærmest er tale om et egentligt svar – omend “måske” her lyder sjovest hvis det høres, dvs. forstås, som et spørgsmål (der er næppe forskel i udtalen, men man kan benytte sig af ledsagende kropssprog).

Her kommer en lidt mere fantasifuld en:

Har Knud hoved? – Har Bo øre?

Den er dog mere fantasifuld end god: Dels hedder det jo Knudshoved, dels er det vanskeligt at udtale Harboøre som et spørgsmål (også pga. at der er stød i navnet Bo).

Man konstruerer sit spørgsmåls-par ved at tage udgangspunkt i svar-spørgsmålet. For eksempel et sjovt ord som karusse. Det skal bruges i flertal, altså karusser. Men hvad skal det indledende spørgsmål være? Fx ka’ tysker…? Nja, altså man kan jo godt sige “Ka’ tysker svømme?” – men den er for uraffineret. Så er det lidt dybere med “Ka’ litauer fange fisk?” – men nok kun hvis den man stiller spørgsmålet, ved at karusse er et litauisk ord (karūšis).

Eller her er en anden som er sjovest hvis man har læst Holberg – og samtidig udtaler ajle som alje (hvilket jo er meget almindeligt):

Kan tis drikkes? – Kanalje / Kan alje!(?)

Men lad os i stedet vælge kamel. Hvordan finder man et spørgsmål til den? Hvad med “Ka’ sukker…”? Så bliver det fx denne:

Ka’ sukker sælges i ørkenen? – Ka’ mel?

Lad os tage et par med har:

Har Susanne kunnet spille? (evt. Har Susanne et instrument?) – Har Monika?

Har Ib drukket sin øl? – Har Bo?

Sidstnævnte er o.k. (og tilstrækkelig sjov) selvom ølmærket har tryk på første stavelse. Men så kunne man forsøge med en mere finurlig en der spiller på det:

Har Ib taget trykket af sin øl? – Har Bo?

Ka’ termin udtales på japansk? – Ka’ rate?

Kan De ane den søde, runde smag? – Kan De se ring?

Sidstnævnte går kun an på skrift, og den er næsten umulig at udtale så den bogstavelige pointe fattes. Så jeg vil slutte af med en der fungerer mundtligt:

Ka’ man trille en ost ned ad Strøget? – Ka’ man bær’ n? [camembert’en]

– der på samme måde som i udtalen af ordet hindbær [himbær] benytter sig af assimilation mellem ordene man og bær [mam bær], så vi er tættest muligt på en ægte camembert.

God jul!

Ole Klitgaard, kultursociolog
bogtilrettelægger, Forlagsbureauet

3 kommentarer

  1. Jeg konstruerede følgende for nogle år siden. Hvis man er lidt fleksibel i udtalen, fungerer den:

    Ku’ grisene leve i Polynesien?

    – Ku’ køerne? (Dvs. Cook-øerne!)

  2. Ka’ Abraham li’ at gå med hat?
    Ka’ Lot!

    Ka’ stære sprøjte?
    Ka’ skader!

    Bare et par stykker af dem jeg kan huske fra min barndom.

  3. – Kan præster skyde med geværer?
    – Ka’ rabiner’?

    – Yder køer mere, når man spiller operettemusik i stalden?
    – Gør svin?

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *