Hvad er kollokationer? Ordet ser fremmed ud, og et oplagt sted at slå op er da også en fremmedordbog. Slår vi op i Gyldendals Fremmedordbog, kan vi læse at ordet betyder: ”særlig tit brugt sammenstilling af ord, fx en rislende kilde”. En anden god ordbog at ty til er Den Danske Ordbog. Den giver os følgende definition og eksempler: ”forbindelse af to eller flere ord der sædvanligvis optræder hyppigt sammen fx bære ansvaret eller vægtige argumenter.” Og i Den Store Danske kan vi læse denne definition:
kollokation, (af lat. collocatio, af collocare ‘sammenstille, placere’, af con- og locus ‘sted’), grammatisk betegnelse for leksikalsk sammenhæng i et syntagme, indført af den britiske sprogforsker J.R. Firth. Kollokation findes, hvor ord hyppigt optræder sammen, fx stærk sammen med ord som kaffe og argument og kraftig sammen med ord som vin og motor.
På Ordbogen.com, som kalder sig ”Danmarks største online ordbog” og hvor vi nederst på siden kan vælge Den Danske Netordbog eller Ordbogen over faste vendinger (som tidligere hed Idiomordbogen), står kollokationer omtalt sammen med idiomer og ordsprog:
Kollokationer er kendetegnet ved at udgøre en syntaktisk enhed, hvori de enkelte ord hver for sig indgår som elementer i hele ordforbindelsens betydning. Idiomer er kendetegnet ved at udgøre en helhed, hvis betydning, ikke umiddelbart kan udledes af betydningen af de enkelte ord i forbindelsen, og som i højere grad end hos kollokationer udgør en helhed, hvor der ikke kan indskydes nye ord. Ordsprog, citater og sentenser er faste forbindelser, der udgør en hel sætning, som i sig selv har en fast betydning.
Definitionerne i alle fire opslagsværker fremhæver forbindelsesaspektet: ”sammenstilling”, ”leksikalsk sammenhæng”, ”optræder hyppigt sammen” og ”syntaktisk enhed” med ”hele ordforbindelsens betydning”. Den Store Danske fokuserer dog på kollokation i dobbelt forstand, dels som grammatisk betegnelse, altså som fagudtryk, dels som en bestemt type ordforbindelse. Men kun den sidste definition trækker direkte betydning ind i billedet og peger på at enkeltordene hver for sig bidrager til hele ordforbindelsens betydning. Kollokationer er ifølge denne sidste definition mindre faste i formen end idiomer, men nogle kollokationer er alligevel mere faste end andre, og de kan have en billedlig betydning til fælles med idiomer, som vi ser af et par af eksemplerne nedenfor, men grænsen mellem kollokationer og idiomer er flydende.
Kollokationer er med andre ord almindelige og mere eller mindre faste flerordsforbindelser, faste udtryk eller vendinger, med en særlig tæt sammenhæng mellem de ord der som enkeltdele lader sig kombinere og til sammen danner en særlig betydningsenhed.
Hvilke ord er det så vi kombinerer på dansk som bliver til disse særlige ordforbindelser? Og hvordan kan vi kategorisere dem? Kaster vi et blik på ordbøgernes eksempler ovenfor og mine eksempler nedenfor, så viser det sig at der er (mindst) tre kategorier: Nogle ordforbindelser består af 1) et kerneled eller overled i form af et navneord, og 2) et beskrivende sideled: en rislende bæk eller kilde, frisk frugt og sur mælk. Andre har et verbum som kerne – eller snarere et verbal hvis vi tænker på at vi har med sætningsled at gøre – fx slå, og det kan da enten stå sammen med et subjekt – som i hjertet/klokken slår – eller med objekt – som i slå græs/slå alarm (eksemplet stammer fra Lita Lundquist: Oversættelse, 2007, s. 85) – eller et verbal bestående af verbum plus partikel/adverbium – som i fx jeg har lavet om på tekstens indhold.
Mine få og tilfældige eksempler nedenfor viser nogle helt almindelige kollokationer som alle danskere kender og mange bruger. Vi kan finde dem i avistekster, artikler, KorpusDK og vores eget hoved. Vi kan slå dem op i ordbogen.com (i Den Danske Netordbog og Ordbogen over faste vendinger), som dog kun giver os to gratis opslag per døgn.
Eksempler på kollokationer (og nogle idiomer):
barsk: den barske virkelighed/realitet/de barske realiteter, en barsk bandit
fager: fagre nye verden, fagre nye ord (http://sproget.dk/nyheder/favre-nye-ord) (bemærk skrivemåden med v i henvisningen)
frisk: frisk vind, frisk frugt
farvel: farvel og tak (i både bogstavelig og billedlig betydning)
gal: få noget i gal hals/i den gale hals/galt i halsen, være godt gammeldags gal i skralden
grov: en grov fejl/forsømmelse, (i) grove træk
grøn: en grøn bølge, grønne afgifter [(få/give) grønt lys (for noget), (have) grønne fingre (blive/være) grøn af misundelse, i min grønne ungdom er nok alle idiomer]
harsk: harsk smør/olie, harske nødder, en harsk lugt, (en) harsk kritik
lave: lave en opgave/en aftale/et stykke arbejde, lave mad, lave (sjov og) ballade
pris: sætte (stor) pris på noget [også idiom?]
slå: slå i stykker, slå fast/fejl/hen/igen, slå græs/alarm/en prut, klokken/hjertet slår osv., osv. [men slå mave er et idiom]
sur: sur mælk, sur fløde, sure mennesker, en sur strisser, sure gamle mænd
tage: tage bussen/toget/bilen/båden/cyklen, tage chancen/chancer, et billede, tage fat, fejl osv., osv.
Kollokationer drejer sig om ord i kontekst og i kombination med andre ord. Er vi vokset op med dansk, ved vi intuitivt at vi tager en chance, men løber en risiko. Kollokationer er en side ved sproget som kun modersmålstalende – og tosprogede – så at sige får ind med modermælken, mens andre må bruge tid på at lære dem. Og der er helt sikkert også utallige fagfolk som har haft et uendeligt antal kollokationer tæt inde på livet igennem mange år og som bruger tid på at udforske disse særlige enhedslige ordforbindelser. De er sprogspecifikke – og universelle – og derfor vigtige at arbejde med i fremmedsprogsundervisningen (hvor de i øvrigt er et forsømt område) og i oversættelses- og ordbogssammenhæng.

Der er kun skrevet lidt om kollokationer i dansk. Mig bekendt findes der ingen (større) danske undersøgelser af kollokationer (men hvis læseren er optaget af kollokationer og kender til danske eller nordiske artikler og undersøgelser som handler om emnet, sætter jeg stor pris på at få en henvisning). Kollokationer findes heller ikke som emne eller ”sprogtema” på sproget.dk. Idiomer er der til gengæld skrevet meget om, og vi har flere idiomordbøger. Jeg tænker fx på min kollega Stig Toftgaard Andersens imponerende idiomordbog Talemåder i dansk (2001/2006), som også indeholder et 100 sider langt og læseværdigt efterskrift.
Prøv nu søgefunktionen i KorpusDK som giver mulighed for at søge ”faste udtryk som er registreret i Den Danske Ordbog” og bliv fascineret eller bidt af kollokationer (og idiomer). Og lad os diskutere kollokationer i dansk. Hvilke er vigtigst eller hyppigst? Hvor begynder vi, og hvordan kategoriserer vi? Er det vigtigt at skelne mellem kollokationer og idiomer, og hvordan bærer vi os ad med det? Hvordan kan vi arbejde systematisk med dem i undervisningen i dansk som fremmedsprog? Hvilken betydning har kollokationer i dansk?
Randi Benedikte Brodersen
Islands Universitet, Reykjavík