
Det er ikke blot i Danmark der markeres et 150 års jubilæum i 2014, også det kaukasiske folkeslag tjerkesserne, som findes spredt over flere kontinenter, markerer i 2014 150-året for deres fordrivelse og flugt fra Kaukasus.

Det sker samtidig med afholdelsen af Vinterolympiaden i den russiske Sortehavsby Sotji, som er det sidste sted tjerkesserne blev udskibet fra efter nederlaget i 1864, og som var hjemsted for det sidste tjerkessiske parlament.
Ydermere vil de alpine discipliner finde sted i Krasnaja Poljana, som i nutiden især er kendt som hjemsted for Putins sommerhus, men som for tjerkesserne er det mytologiske sted Kbaada, hvor man led det endelige militære nederlag i den 101 år lange krig mod Rusland.
Tjerkessere i mange lande markerer dette nederlag hvert år den 21 . maj, som er den dag hvor det russiske militær afholdt en sejrsparade i Krasnaja Poljana/Kbaada.
For tjerkesserne finder Vinter OL derfor sted på områder, som ikke blot har symbolsk værdi, men hvor mange tjerkessere døde og ligger begravet. Dagen er officiel sørgedag i de nordkaukasiske republikker.


De nordvestkaukasiske republikker
I Kaukasus findes tjerkesserne i dag primært i de tre vestligste republikker i Nordkaukasus, Kabardien-Balkarien, Karatjai-Tjerkessien og Adygea som hhv. kabardere, tjerkessere og adygere. Balkarerne og karatjaierne er to nært beslægtede tyrkisktalende folkeslag, som er bosat i de sydligste bjergrige egne i de to førstnævnte republikker.
Republiksammensætningen illustrerer tydeligt den sovjetiske del-og-hersk politik i området, hvor man på trods af den officielle ceremonielle nationalitetspolitik bevidst undgik at sætte de tjerkessiske folk sammen i en fælles republik. Det illustrerer også den sovjetiske såkaldte ’etniske ingeniørkunst’ (ethnic engineering), for mens kabarderne er en historisk veletableret tjerkessisk stamme, så er begge de to andre fællesbetegnelser – ’adyg’ er tjerkessernes egenbetegnelse og ’tjerkes’ er den russiske betegnelse – som blev til nye betegnelser for tjerkessiske grupper af blandet stammemæssig herkomst. Herved kom de sovjetiske myndigheder (uforvarende) til at etablere nye etniske kategorier og administrativt-territorielle enheder, som alene på baggrund af navnet fik stor symbolsk betydning – især blandt den talstærke diaspora.
I Kabardien-Balkarien udgør kabarderne nu flertallet med 55%, medens balkarerne udgør lidt over 10%. I Karatjai-Tjerkessien er det tjerkesserne der udgør et mindretal på lidt over 10% mens hverken karatjaierne eller russerne udgør et direkte flertal. I disse to republikker må de etniske russere som regel finde sig i at være tredjevalg når indflydelsesrige politiske poster skal besættes, på trods af at de er den næststørste gruppe i begge tilfælde. En del af de etniske russere har valgt at flytte, dels pga. forringede karriere- og beskæftigelsesmuligheder og dels pga. ’etnificeringen’ af samfundene.
Alligevel kan man tale om en fortsat russificering, ikke blot fordi det er magtens sprog og fællessproget, men især fordi de russisksprogede medier – især de elektroniske medier – har opnået en omfattende dominans. I Adygea udgør adygerne et mindretal på under 30 %, men har alligevel særstatus, bl.a. skulle præsidentkandidater tidligere tale tjerkessisk, og den tradition ser ud til at fortsætte efter at præsidenten nu udpeges fra Moskva. Der findes yderligere omkring 20.000 tjerkessere ved Sortehavskysten i Krasnodar Krai.
Tjerkessisk identitet
Tjerkesserne regnes for et indfødt kaukasisk folk og deres sprog tilhører den nordvestkaukasiske sproggruppe. Deres historie i regionen fremgår bl.a. af en lang række landkort fra især 1500-tallet til 1800-tallet – disse kort er blevet genoptryk utallige gange efter Sovjetunionens opløsning og talrige versioner kan findes på internettet. Nogle tjerkessiske stammer, f.eks. kabarderne, boede tidligere i lavlandet op til Don-floden, men blev langsomt presset ned mod de kaukasiske bjerge efterhånden som Rusland rykkede mod syd og kosakker blev bosat i områderne.

I diasporaen anslås det ofte at der findes mellem to og fire millioner tjerkessere, men disse tal er svære at fastslå pga. manglende statistikker især i Tyrkiet, hvor man regner med at seks til syv millioner er af kaukasisk afstamning – heraf er flertallet af tjerkessisk afstamning.
Der findes i Tyrkiet mere end to hundrede tjerkessiske landsbyer, hvoraf hovedparten er lokaliseret på den anatolske højslette. Usikkerheden om tallene skyldes også at betegnelsen tjerkesser ofte er blevet brugt om alle migranter fra Kaukasus.

Først efter Sovjetunionens sammenbrud og efterfølgende krige i Abkhasien og Tjetjenien begyndte der at ske en vis udskilning og etablering af nye etnisk definerede kaukasiske grupperinger. Men man finder stadig f.eks. tjetjenere og abkhasere som aktive i tjerkessiske foreninger og organisationer (dog sjældent mere end 10-20%) – hvilket dels er et udtryk for en form for fælles-kaukasisk solidaritet og dels en praktisk anordning i områder hvor der ikke er folk nok til at danne en etnisk-defineret forening.
I øvrigt blev betegnelsen ’tjerkessere’ allerede i 1800-tallet ofte anvendt som fællesbetegnelse for de kaukasiske bjergfolk som gennem mange årtier opnåede en mytologisk status i Vesten for deres kamp mod Rusland. Den tjerkessiske diaspora findes ydermere i Mellemøsten, som følge af territorielle anvisninger under det Osmanniske Rige, i Vesteuropa især som gæstearbejdere fra Tyrkiet eller efterkommere heraf og i USA især pga. flytninger af hele landsbyer fra Golan-højderne efter at krigen i 1967 gjorde dem til flygtninge.
Den russiske erobring af Tjerkessien
Det nordvestlige Kaukasus er efter Sovjetunionens sammenbrud – igen – blevet en grænseregion og har dermed fået en større geopolitisk betydning, hvilket bringer paralleller til situationen i 1800-tallet. Dette er senest set i forbindelse med krigen i mellem Georgien og Rusland i 2008 og den efterfølgende anerkendelse af Abkhasien som selvstændig stat.
I store dele af 1800-tallet var der i Storbritannien en udbredt frygt for at det ekspanderende russiske imperium skulle true de britiske besiddelser i Indien og i Mellemøsten. Via relativt nye medier som aviser og blade fulgte offentligheden med i krigene i Kaukasus, og ikke blot i Storbritannien men også andre steder i Europa blev der etableret tjekessiske støttekomiteer, som afholdt offentlige møder og lobbyede politikerne til at bakke op om den tjerkessiske sag.
Rusland mente at have ret til Tjerkessien efter at Tyrkiet i 1829 i Adrianopolis-traktaten afstod retten til den tjerkessiske Sortehavskyst til Rusland, men eftersom det Osmaniske Rige aldrig havde besiddet området afviste tjerkesserne denne tolkning. Rusland henviser stadig til aftalen af 1829 – også turist-guider i Sotji.

I 1830’erne kom en del britiske udsendinge til Tjerkessien med det formål at vurdere mulighederne for at støtte deres kamp mod Rusland. En del af disse udsendinge endte med selv at blive personligt aktive i tjerkessernes kamp, og flere skrev efterfølgende bøger om deres ophold i Tjerkessien. Disse bøger bliver i disse år genoptrykt og tillægges stor betydning for beskrivelsen af politik og hverdagsliv i datidens Tjerkessien.
I 1836 valgte tjerkesserne at offentliggøre en såkaldt selvstændighedserklæring i det engelske blad Portfolio, som var tæt knyttet til det britiske udenrigsministerium. Erklæringen inkluderede et landkort over Tjerkessien, som var redigeret af den britiske udenrigsminister Lord Palmerston. I forlængelse heraf blev tjerkessiske delegationer sendt til ikke blot Storbritannien, men også til Tyrkiet og Frankrig, hvor der ligeledes fandtes tjerkessiske støttekomiteer. Storbritannien anerkendte i 1838 officielt Tjerkessien.
Alligevel endte Storbritannien med at tage en realpolitisk beslutning om ikke at udfordre Rusland via officiel støtte til tjerkesserne. Dette scenarie gentager sig i 1856, hvor de allierede i forbindelse med udformningen af Parisertraktaten valgte at ignorere de nordkaukasiske ønsker. Noget lignende gjorde sig gældende i Versaillestraktaten i 1919, men på det tidspunkt var de fleste tjerkessere ikke længere i Kaukasus.
I begyndelsen af 1860’erne havde Rusland indtaget store dele af Tjerkessien og hundredevis af landsbyer var blevet afbrændt og beboerne fordrevet. Tre af de resterende tjerkessiske stammer etablerede et parlament i Sashe/Shakhe – nutidens Sotji – og anmodede igen vestlige stormagter om støtte. Men trods megen offentlig diskussion og støtte endte Storbritannien med at vurdere den tjerkessiske kamp for umulig og overlod dem til selv at kæmpe mod overmagten.
Folkemord
Den efterfølgende fordrivelse af tjerkesserne er af mange i både datiden og i eftertiden blevet betegnet som en tragedie og endda som et organiseret forsøg på folkemord. Det armenske folkemord omtales ofte som det første forsøg på folkemord i det 20. århundrede. Andre har betegnet den tjerkessiske fordrivelse som det første folkemord i moderne tid.
Stort set hele Tjerkessien var lagt i ruiner og det er anslået at omkring 800.000 var blevet dræbt som følge af krigene. Anslået mellem en halv og en hel million valgte efterfølgende at søge eksil i Det Osmanniske Rige – blandt venligtsindede muslimske fæller – da de ikke ønskede at flytte til de områder i lavlandet længere mod nord som de russiske myndigheder krævede.

At så stort et antal valgte at flygte kom bag på både de russiske og de tyrkiske myndigheder og en stor del af tjerkesserne omkom under frygtelige forhold undervejs. Mange skibe var så overfyldte at de sank i Sortehavet, så den dag i dag er der stadig mange tjerkessere i Tyrkiet, som ikke spiser fisk fra Sortehavet. Andre omkom undervejs til deres endelige lokalisering på den anatolske højslette, hvor de udhungrede men krigsvante tjerkessere ofte blev placeret i en slags bufferzone i forhold til andre befolkningsgrupper som armenere og kurdere. Kun omkring ti procent af tjerkesserne valgte at forblive i Rusland.
Det er disse hændelser som har fået tjerkessiske organisationer i både Nordkaukasus og i diasporaen til i 2006 formelt at anmode det russiske parlament om anerkendelse af den tjerkessiske fordrivelse som et folkemord. Da parlamentet afslog at gøre dette, blev den videresendt til Europarådet og Europaparlamentet, som indlemmede anmodningen i de løbende diskussioner med Rusland om minoritetsrettigheder. I 2010 har tjerkessiske organisationer igen valgt at tage sagen op, men har denne gang undladt at sende den til det russiske parlament, men derimod direkte til det europæiske parlament.
I begge tilfælde var der vedlagt en lang række historisk dokumenter med ansøgningerne, hvilket bl.a. er resultatet af mange arkivstudier, som ofte har været udført eller støttet af de tjerkessiske organisationer. Mange har fundet inspiration i den armenske succes med at få forskellige landes parlamenter til at støtte deres krav om anerkendelse af det armenske folkemord. Senest har det georgiske parlament diskuteret eventuelt at anerkende den tjerkessiske fordrivelse/flugt som et folkemord

Tjerkesserromantik
Også i Danmark blev den tjerkessiske kamp mod russisk indlemmelse fulgt tæt, bl.a. fordi mange af reportagerne i de britiske aviser blev oversat og bragt i danske aviser. Således lader Hostrup i sit berømte skuespil ’Genboerne’ de studerende i København diskutere om de skal sende deres indsamlede penge til støtte til tjerkessernes frihedskamp. H. C. Andersen kendte også til tjerkesserne, men nævner dog især deres smukke kvinder og flotte bjerge, som han drømmer om en dag at få at se.
Kaukasus havde i 1800-tallet en stor tiltrækningskraft for eventyrlystne rejseskribenter – både i tiden før og efter den endelige russiske sejr over tjerkesserne. Groft sagt kan disse inddeles i de pro-tjerkessiske og de pro-russiske. Danskerne C. A. Koefoed og Oluf Lange tilhører den sidste gruppe og rejste til Kaukasus enten via de russiske myndigheder eller som ansat her. Begge beskriver skønheden af landet og begræder tjerkessernes flugt, men anser den russiske indlemmelse som en nødvendighed i fremskridtets og civilisationens navn.

Det tjerkessiske sprog
Det tjerkessiske sprog er af UNESCO blevet placeret på listen over truede sprog. Blandt diasporaen, hvor man gennem mere end seks generationer i landflygtighed har været i stand til at fastholde sproget, er antallet af tjerkessisk-talende i disse år for stærkt nedadgående. Fra omkring 90% til 20% på en generation.
I eksilet har tjerkesserne hidtil primært boet i landsbyer, ofte relativt kompakt, hvilket har været med til at bevare sproget. Den seneste generation er den første som i overvejende grad er blevet urbaniseret i en kontekst hvor man har f.eks. tyrkisk eller arabisk som fællessprog. En stigende grad af uddannelse i kombination med den almene globalisering har også medført at engelsk er blevet et nyt sprog, som har medvirket til at skubbe tjerkessisk nedad på prioriteringslisten. Dette bekymrer i høj grad de mange tjerkessiske foreninger og organisationer, som dog har svært ved at komme op med en løsning. Det skyldes bl.a. at i hjemlandet i Kaukasus benytter man det kyrilliske alfabet, mens man i diasporaen bruger det latinske eller arabiske alfabet.
I de tre tjerkessiske republikker i Rusland er sproget bl.a. under pres pga. de mange russisksprogede elektroniske medier, men som et modtræk har man gennem de seneste årti styrket undervisningen i og på tjerkessisk i de tjerkessiske områder. Men antallet af tjerkessisksprogede aviser er mindre end i 1990’erne, så også mht. de trykte medier er sproget under pres. Det faktum at tjerkesserne i både Adygea og Karatjai-Tjerkessien udgør et mindretal, har betydet at tjerkessisk spiller en betydelig mindre rolle her end i Kabardien-Balkarien. For mange betyder det at denne republik nu har en øget symbolsk betydning, som det måske sidste sted hvor sproget kan overleve på en bæredygtig facon.
De tjerkessiske sprog er enestående ved at have ganske få vokaler. Til gengæld har de mange flere konsonanter end dansk. Det tjerkessiske sprog ubykh, hvis sidste taler døde i Tyrkiet i 1992, havde 78 konsonanter og to vokaler. Kabardisk har 56 bogstaver som man kan lære her i tre afsnit. Det er i den tredje video man kan høre de virkelig interessante sproglyde:
Hvis man vil se/høre hele det kabardiske alfabet, findes første del af kurset her og anden del her.
Tjerkesserne er muslimer så tjerkessisk blev oprindelig skrevet – når det en sjælden gang blev skrevet – med arabiske bogstaver. I 1928 skiftede man til latinske bogstaver og bare ti år senere til kyrilliske. Men i diasporaen skrives tjerkessisk både med arabiske og – især – latinske bogstaver efter folks mere eller mindre hjemmelavede regler.
Her følger en video med en TV-nyhedsreportage om en tjerkessisk kulturfestival i 2008 i republikken Adygea. Den er på tjerkessisk så man kan få en idé om hvordan sproget lyder.
Og et klip fra al-Jazeera om forsøgene på at bevare tjerkessisk i Amman, som i dag har små to mio indbyggere, men som blot var en lille tjerkessisk by, da den i 1921 blev Jordans hovedstad.
Internettet
Som et interessant paradoks i forhold til svækkelsen af sproget foregår der i disse år en omfattende renæssance for tjerkessisk kultur generelt via internettets stigende udbredelse og tilgængelighed. Både i Rusland og Tyrkiet har de tjerkessiske minoriteters adgang til internettet været begrænset og kontrolleret, men der er gennem de senere år opstået nye muligheder. I Rusland bl.a. fordi det er blevet sværere at kontrollere de enkelte brugere i samme omfang som tidligere og i Tyrkiet fordi man i takt med tilnærmelsen til EU har indført reformer i forhold til minoriteters rettigheder til at organisere sig og til at publicere og kommunikere med omverdenen.

Således er tjerkessere og tjerkessisk kultur i dag lang mere synligt via internettet end tilfældet var med de mange tjerkessiske publikationer, som udkom i 1990’erne med en begrænset udbredelse. Diversiteten betyder også at f.eks. unge tjerkessere bruger internettet på andre måder end den ældre generation – blandt andet til at diskutere og afklare elementer af tjerkessisk tradition og identitet. Nu i stigende grad også på tværs af grænser og på forskellige sprog. I øvrigt bringer den megen nye information om tjerkesserne mindelser om situationen i 1800-tallet, hvor internationale medier fulgte med i tjerkessernes kamp mod den russiske kolonisering.
Protester mod Vinterolympiaden i Sotji 2014
Når mange tjerkessere – især blandt diasporaen – i disse år samles i protest mod afholdelsen af Vinterolympiaden i Sotji i 2014 sker det med henvisning til Sotji og Krasnaja Poljana, som nøgle-lokaliteter for det tjerkessiske folkemord.
Tjerkesserne er generelt meget forargede over at der nu bygges skibakker og hoteller på det sted som de kalder Kbaada, hvilket betyder ’den røde bakke’, med henvisning til de mange tjerkessere som mistede livet her. Det olympiske byggeri anses af mange tjerkessere som en forlængelse af den sejrsparade der blev afholdt på dette sted den 21. maj 1864 og som halvtreds år senere igen blev fejret med pomp og pragt i det russiske imperium.
Den officielle fejring af 450-året for den frivillige union mellem tjerkesserne og Rusland i 2007 – primært i Kabardien – ses også i forlængelse heraf. Under præsident Jeltsin blev fejringerne aflyst, bl.a. fordi russiske og tjerkessiske historikere i fællesskab blev enige om at der ikke rigtig var tale om ’frivillighed’. Under Putin blev fejringerne genindført, hvilket tjerkesserne i diasporaen er forargede over, mens tjerkesserne i Kaukasus blot reagerer med en hovedrysten.
Arven efter både det russiske og det sovjetiske imperium spiller således stadig en central rolle for tjerkesserne og udgør et absolut centralt element i den renæssance der er i gang i disse år.
Takket være internettet er tjerkessernes protester begyndt at trænge igennem og komme højere op på en international dagsorden. Der var tjerkessiske organisationer til stede med protestaktioner under afholdelsen af Vinter OL i Vancouver i februar måned, hvilket markerede en ny tilgang til at bringe protesterne op på en nyt og højere niveau.
- Sochi2014.com er den officielle hjemmeside for olympiaden.
- Nosochi2014.com er et samarbejde mellem en række diaspora-organisationer i Mellemøsten, Europa og Nordamerika. Et eksempel på hvordan protesten mod Vinter OL i Sotji 2014 har samlet en del tjerkessere på tværs af grænser. (Forløberen hed olympicgenocide.org, men domænenavnet blev opkøbt i Kina).
- Kafkasya Forumu
- De danske facebookgrupper Kaukasus og Danmark tjerkessere.
Lars Funch Hansen
Institut for Tværkulturelle og regionale studier, Kbh Univ.