Ungarns nationale problem går langt tilbage i tiden. Da magyarerne (udtales madjarerne) brød ind på den ungarske slette i slutningen af 800-tallet, var de hedninge uden eget skriftsprog. Med kristendommens indførelse i 1000-tallet fik landet to sprog: kirkens latin og det magyariske sprog, som bruger latinsk alfabet, men i en tyskpåvirket udgave. Det er grunden til, at S på ungarsk udtales som sj (svarende til lydkvaliteten i ord som Stahl og Spiel), mens SZ betegner et almindeligt s (svarende til det tyske sprogs anvendelse af ss eller ß som angivelse af, at dette s hverken skal udtales stemt (som i “Saal”) eller som sj).
Ungarn kom til at dække hele området inden for Karpatherbuen, d.v.s. ud over det nuværende Ungarn også Slovakiet, den transkarpatiske del af Ukraine, Transsilvanien, Vojvodina i Serbien og Burgenland i Østrig. Ungarerne har højst udgjort 50% af dette store territoriums befolkning, hvortil kommer det oprindelig selvstændige kongerige Kroatien, som den daværende ungarske konge bemægtigede sig i 1102 og som gav Ungarn adgang til havet. En stor del af indbyggerne i dette vældige territorium var slaver, men de ungarske konger importerede også tyskere fra Rhinlandet, de såkaldte sachsere, som der stadig er nogle tilbage af i de områder, som i dag hører til Rumænien.
Riget var altså altså multietnisk, men indtil omkring 1500 monoreligiøst (romersk-katolsk). Og her som andre steder varetoges administrationen af kirkens veluddannede folk, som naturligvis beherskede Romerkirkens sprog: latin. Dette blev det kit, som bandt riget sammen, også efter at de tyske habsburgere i 1500-tallet havde erhvervet den ungarske kongemagt og den religiøse enhed ved reformationen var gået i opløsning. (At protestantismen overlevede i Ungarn skyldes i høj grad, at den centrale og østlige del af riget var under tyrkisk overherredømme fra 1526 frem til slutningen af 1600-tallet, d.v.s. også i den periode, hvor habsburgerne forsøgte at udrydde protestantismen i deres lande.) Sproget i det ungarske parlament var således officielt latin, og det var ubestridt frem til 1700-tallet.
Kejser Josef II, der tillige blev Ungarns konge efter sin moder, Maria Theresias død i 1780, ændrede denne politik. Han ville binde alle sine lande sammen via tysk som administrationssprog. Det var meget upopulært i store dele af de ikke-tyske befolkningsgrupper, herunder ungarerne, som i stedet ønskede at indføre ungarsk som forvaltnings- og forhandlingssprog. Josef IIs efterfølger, Leopold II, genindsatte dog hurtigt efter sin magtovertagelse i 1790 latin i sin tidligere politiske rolle i Ungarn, inklusive Kroatien, på trods af ungarske ønsker om at gå over til ungarsk.
Men bevægelsen for ungarsk som fælles sprog for hele det ungarske-kroatiske kongerige fortsatte og blev stærkere, rigsdagens flertal fik 1805 gennemtvunget brug af ungarsk, men kroatiske protester førte til, at Kroatien beholdt latin som officielt sprog. Konflikten fortsatte og kulminerede i 1840erne, hvor kroaterne fastholdt latinen som fælles forhandlingssprog, men samtidig indførte kroatisk som sideordnet forhandlingssprog i deres lokale landdag i Zagreb. Ungarerne ville også indføre ungarsk som undervisningssprog i skolerne i Kroatien, hvilket blev heftigt bekæmpet af kroaterne. Sprogproblemet var med til at fremkalde en magyarisk revolution i Ungarn i 1848, som endte med landets løsrivelse fra habsburgerne og udråbelse af en ungarsk republik. Denne blev imidlertid nedkæmpet med våbenmagt i 1849, hvor de tre hære, som sammen slog ungarerne, var den østrigske hær, der rykkede frem fra Tjekkiet, den russiske, som rykkede over Karpatherne for at nedkæmpe republikken, og en kroatisk ledet hær, som kæmpede mod den magyariske dominans. Koalitionen sejrede, Ungarn ophørte formelt med at være et selvstyrende land inden for Habsburgmonarkiet, og Kroatien blev autonomt med sejrherren fra 1849, Jelačić, som “ban”, kejserens vicekonge.
Efter Østrigs nederlag til Preussen i 1866 søgte kejserparret Frans Josef I og Elisabeth en udsoning med ungarerne, hvilket 1867 førte til monarkiets opdeling i en østrigsk og en ungarsk del. Ungarsk, et sprog som begge monarkerne havde tilegnet sig og holdt af, blev det overordnede sprog i kongeriget Ungarn, som omfattede hele det historisk ungarske område fra 1000-tallet plus det nordlige og vestlige Kroatien (med undtagelse af Istrien og Dalmatien, som forblev under østrigsk herredømme). De ungarske politikere gjorde i de følgende årtier, hvad de kunne for at fremme det ungarske sprog, således indførtes en lov om, at alle ansatte ved de ungarske statsbaner skulle kunne ungarsk – hvad man blev meget forbitret over i Kroatien. Situationen tilspidsedes omkring år 1900, og i 1905 fik en koalition af kroatiske og serbiske politikere flertal i den kroatiske landdag i Zagreb med det formål at forsvare det kroatoserbiske (serbokroatiske) sprogs stilling i de kroatiske dele af det ungarske rige.
I nord var slovakiske politikere ligeledes utilfredse med den ungarske dominans. De slaviske indbyggere følte sig placeret på trediepladsen i monarkiet efter ungarsk- og tysk-talende. Deres krav blev støttet af sejrherrerne efter Første Verdenskrig, som gennemtvang en opløsning ikke blot af Habsburg-monarkiet som helhed, men også af det historiske Ungarn. Af dette gik ikke blot Kroatien, men også området Vojvodina til et nydannet sydslavisk kongerige, som var en forening af Kroatien, Slovenien, Vojvodina, Bosnien-Hercegovina og Montenegro med Serbien (som da også omfattede Kosovo og den moderne republik Makedonien). Samtidig blev Transsilvanien overdraget til Rumænien og Karpatho-Ukraine (Ruthenien) og Slovakiet til den nydannede republik Tjekkoslovakiet. Italien fik lov til at tilegne sig Fiume, den nuværende kroatiske havneby Rijeka. Selv den nyoprettede østrigske forbundsrepublik fik en luns af det historiske Ungarn, nemlig Burgenland (hvis hovedstad Ödenburg, ungarsk Sopron, dog havde ungarsk befolkningsflertal og efter en folkeafstemning i 1921 blev givet tilbage til Ungarn). Det meste af alt dette var en følge af fredtraktaten i Trianon 1919. Derfor er “Trianon” et meget negativt ord for flertallet af ungarere i dag.
Det tilbageværende “Rest-Ungarn” udgjorde kun godt halvdelen af dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarns ungarske del, og kun områder med magyarisk flertal, selv om der også her var mindretal af alle mulige slags, især jøder, tyskere og roma. Det er også situationen i dag, de grænserevisioner, Ungarn fik gennemført under Anden Verdenskrig, er alle blevet ophævet. Og nu som før Anden Verdenskrig er der store ungarske mindretal i nabolandene Slovakiet, Rumænien og Serbien. Især i Slovakiet har det ungarske mindretal været udsat for et hårdt pres efter Tjekkoslovakiets opløsning i 1993, bl.a. forsøgte den slovakiske regering at tvinge ungarerne til at “slovakisere” deres efternavne (både stavemåden og overgang til den tjekkiske og slovakiske navneskik, hvorefter kvinders efternavne har en særlig hunkønsform, typisk ved efterhængning af “-ova” til mandens efternavn). Også i Rumænien har presset mod ungarerne været stærkt, både under kommunismen og fra rumænske nationalisters side i 1990erne.
I 2001 var 9,7% af befolkningen i Slovakiet (godt 500.000), 6,6% i Rumænien (1,4 millioner) og 3,9% i Serbien (290.000) registreret som værende af ungarsk nationalitet, i Ungarn i dag udgør ungarerne 96,6% af landets ca. 10 millioner indbyggere. Det største mindretal er roma, som anslået udgør mellem 600.000 og 800.000. En del personer af ungarsk afstamning i nabolandene har i dag ladet sig assimilere i majoritetsbefolkningen, men har normalt bevaret i det mindste deres efternavn, dog ofte med tilpasset stavemåde – i de slaviske nabolande har man konsekvent fonetisk retskrivning, hvilket medfører et pres for at tilpasse stavemåden af de ungarske navne.
Alt dette kan tjene til en udmærket forklaring på, hvorfor nationalisme og ultranationalisme er i vækst i Ungarn, forstærket af den aktuelle økonomiske krise. Ungarn er simpelthen det land i Europa, som har fået den barskeste behandling efter Første Verdenskrig. Efter Anden Verdenskrig var det Polen og Tyskland, som blev hårdest behandlet, men Polen fik delvis erstatning for sine tabte østområder på Tysklands bekostning. Ungarn fik intet andet ud af 1945 end sovjetisk besættelse, ingen af grænserevisonerne under Anden Verdenskrig blev opretholdt, hverken tilbagegivelsen af en del af Transsilvanien, den sydlige del af Slovakiet langs Donau, den centrale del af Vojvodina eller Karpatho-Ukraine. Frustrationerne efter det historiske Ungarns opløsning i 1900-tallet er derfor ikke svære at forklare. Men heller ikke de slaviske naboers erindring om ungarernes tidligere forsøg på at magyarisere dem.
En af de største successer i europæisk politik efter 1989 er, at det hidtil er lykkedes at undgå en væbnet konflikt inden for det gamle ungarske område. Men mange ungarere føler sig i dag igen afmægtige. Og denne følelse forstærkes af, at landet efter sin optagelse i EU har haft en meget uheldig økonomisk udvikling, således blev Ungarn det første EU-land, som måtte bede den Internationale Valutafond om hjælp, i december 2008, efter at landets valuta, forinten, var raslet ned i værdi. Alt dette er med til at skærpe de indre spændinger og belaste forholdet til naboerne, som hidtil har klaret sig væsentlig bedre under den internationale økonomiske krise.
Karsten Fledelius