{"id":2035,"date":"2009-10-10T12:36:06","date_gmt":"2009-10-10T11:36:06","guid":{"rendered":"http:\/\/sprogmuseet.dk\/?p=2035"},"modified":"2009-10-10T12:36:06","modified_gmt":"2009-10-10T11:36:06","slug":"norsk-sprog-1807-1820-del-1-af-2","status":"publish","type":"post","link":"https:\/\/sprogmuseet.schwa.dk\/index.php\/2009\/10\/10\/norsk-sprog-1807-1820-del-1-af-2\/","title":{"rendered":"Norsk sprog 1807-1820 [del 1 af 2]"},"content":{"rendered":"

Sprogets betydning og den nordiske ren\u00e6ssance<\/h3>\n
\"Johann
Johann Gottfried Herder (1744-1803) \u00a9 Bildarchiv Preu\u00dfischer Kulturbesitz<\/figcaption><\/figure>\n

F\u00f8r nationalismens tidsalder blev sproget sj\u00e6ldent tillagt en kulturel eller politisk betydning. Sproget var for de fleste et instrument til at kommunikere med. Men hos den danske elite begyndte der allerede i slutningen af 1600-tallet at opst\u00e5 en sprogpatriotisme, der s\u00f8gte at rense og forbedre nationalsprogene.[1] Afg\u00f8rende betydning fik den tyske filosof Johan Gottfried Herder, da han i 1770erne h\u00e6vdede, at sproget var udgangspunktet for al menneskelig tankegang. Sproget opstod og udviklede sig i f\u00e6llesskaber, der dermed skabte forskellige id\u00e9er og kulturer. Hermed formede sproget de forskellige nationers v\u00e6rdier og traditioner, som adskilte dem fra andre nationer.<\/p>\n

Herders id\u00e9er blev i slutningen af 1700-tallet koblet til spirende romantiske tanker, der tillagde den fjerne fortid og \u201dfolke\u00e5nd\u201d stor betydning. B\u00e5de i og udenfor Norden samlede interessen sig om emner som middelalderen, folkedigtningen og sagaerne. K\u00f8benhavn var ved indgangen til 1800-tallet centret for den nordiske filologi med navne som Rasmus Rask, P.E. M\u00fcller og N.F.S. Grundtvig.[2]<\/p>\n

\"Laurids
Laurids Engelstoft (1774-1851)<\/figcaption><\/figure>\n

Herders tanker kom dog st\u00e6rkest til udtryk hos historikeren Laurits Engelstoft og den unge filolog Christian Molbech. Engelstoft h\u00e6vdede, at nationen ikke elskede noget h\u00f8jere end sit sprog, for \u201di dette boer saa at sige dens hele Tankerigdom, dens Traditioner, Historie og Moral; dette h\u00f8rer til dens egentlige Selv.\u201d[3] Forholdet mellem sprog og nation var afg\u00f8rende for nationens overlevelse. Faldt sproget, s\u00e5 faldt nationen ogs\u00e5, da hele nationens karakter og originalitet var afh\u00e6ngig af forbindelsen.[4]<\/p>\n

\"Christian
Christian Molbech (1783-1857)<\/figcaption><\/figure>\n

Disse id\u00e9er kom endnu klarere til udtryk i Molbechs Om Nationalsprogets Hellighed<\/em> (1815). Med henvisninger til Herder og den nationalistiske tyske filosof Fichte fremf\u00f8rte han, at sproget udtrykte nationens individualitet, intellekt og moral. Molbech var af den overbevisning, \u201dat hvor man finder et eget Sprog, der vil ogsaa v\u00e6re et eget Folk, som kunde have Ret til at regiere sig selv.\u201d[5] For Molbech var et eget sprog en foruds\u00e6tning for en \u00e6gte nation.<\/p>\n

Denne sprogopfattelse skabte en modvilje mod dialekter. Nordjyden Engelstoft \u00f8nskede direkte dialekterne afskaffet og \u201deet<\/em> Nationalsprog, ligesom Nationen er een<\/em>\u201d.[6] Hans angreb gjaldt ikke blot folkesproget i selve Danmark, men i princippet ogs\u00e5 de norske dialekter, da han skrev: \u201deet er Danskes og Norskes Sprog, som een den Aand, der besieler dem begge\u201d.[7]<\/p>\n

Det norske sprog f\u00f8r 1814<\/h3>\n

Den norske regimentskvartermester Hans Monsen Winsnes skrev i 1807, at alle tvillingerigets b\u00f8rn var \u00e9t folk med \u00e9t sprog.[8] Winsnes erkendte dog, at han brugte adskillige \u201dnorske\u201d udtryk, og han talte om den \u201dhaardere Norske Dialect\u201d med dens provinsielle ord.[9] Man kan finde eksempler p\u00e5, at nordm\u00e6ndenes sprog blev kaldt for norsk, som n\u00e5r der stod i studenten Conrad Schwachs pas: \u201dtaler norsk\u201d.[10] Men begrebet norsk blev is\u00e6r af danskerne anset enten som betegnelsen for det udd\u00f8de norske middelaldersprog eller \u201ddet norske Mundsprog eller Almuemaal\u201d, der var en dialekt og adskilte sig fra skriftsproget.[11] I 1813 bem\u00e6rker Laurits Engelstoft imidlertid modvilligt en stigende tendens til at man talte om et norsk sprog.[12]<\/p>\n

Variationerne imellem den danske og norske udtale var s\u00e5 store, at den danske land\u00f8konom Oluf Christian Olsen fastslog, at de \u201dNorske forstaaer en Dansk kun med yderste Vanskelighed, ligesaa lidet som en Norsk fatter en jydsk Bondes Mening.\u201d[13] Der eksisterer s\u00e5 mange \u201dnorske Ord, Vendinger og Idiotismer, at en Dansk kun med Umag vilde v\u00e6re i Stand til at forstaae det\u201d.[14] Olufsens udsagn illustreres til fulde af Rasmus Rasks oplevelse i Norge. I et brev beskriver den danske sprogforsker, hvordan en bonde l\u00e6nge n\u00e6gtede at tale med ham, fordi bonden troede, at Rask talte svensk.[15] Det norske folkesprog adskilte sig tydeligt fra dansk, og svenskerne fremh\u00e6vede med gl\u00e6de ligheden mellem svensk og den norske almues sprog i gr\u00e6nseregionerne.<\/p>\n

\"Rasmus
Rasmus Rask (1787-1832)<\/figcaption><\/figure>\n

Anderledes forholdt det sig med elitens sprog, der i det store hele var dansk med en speciel udtale.[16] Det blevet fremh\u00e6vet i samtiden, at det dansk, man talte i Christiania, var smukkere end det rigsdanske, da det blev udtalt mere korrekt.[17] Rasmus Rask, der regnes blandt den moderne sprogvidenskabs f\u00e6dre, skrev imidlertid, at blandt de bedre klasser i den norske hovedstad talte alle s\u00e5 godt dansk, at det var umuligt for ham skelne mellem norsk og dansk.[18] Den svenske naturhistoriker Sven Nilsson bem\u00e6rkede ligeledes i 1816, at Christiania b\u00e5de i udseende, sprog og \u201dt\u00e4nkes\u00e4tt\u201d var dansk.[19] Den norske elites sprog var dermed b\u00e5de af navn og gavn f\u00f8r adskillelsen dansk.<\/p>\n

Den danske p\u00e5virkning<\/h3>\n

I den norske elite eksisterede der et skel mellem handelsstanden og embedsm\u00e6ndene. De internationalt orienterede k\u00f8bm\u00e6nd vekslede gerne mellem at tale dansk, tysk og engelsk,[20] mens embedsmandsstandens sprog var pr\u00e6get af deres uddannelse i K\u00f8benhavn og deres mange danske forbindelser. Deres talesprog blev nu endnu mere korrekt udtalt. Deres status i samfundet byggede modsat k\u00f8bm\u00e6ndenes ikke p\u00e5 rigdom, men p\u00e5 forbindelsen til kongen, centraladministrationen og den danske \u00e5ndskultur.[21]<\/p>\n

\"Georg
Georg Sverdrup (1770-1850)<\/figcaption><\/figure>\n

Mange nordm\u00e6nd gjorde derfor ligesom filologen Georg Sverdrup, der under sine studier i K\u00f8benhavn fralagde sig sin nordlandske dialekt til fordel for en h\u00f8jtidelig dansk gravr\u00f8st.[22] Der var dog dem, der modsat Sverdrup kun brugte deres rigsdanske ved h\u00f8jtidelige lejligheder, mens de til dagligt talte et mere dialektpr\u00e6get sprog.[23] I protest mod tendens blandt norske studerende til at udvikle en dansk accent tillagde den senere kendte skolemand Lyder Sagen sig den brede bergenske udtale under studierne i K\u00f8benhavn. Paradoksalt nok rettede han som underviser nidk\u00e6rt alle \u201dNorvagismer\u201d og \u201dProvinzialismer\u201d i sine elevers tale- og skriftsprog.[24] P\u00e5 samme m\u00e5de skrev l\u00e6reren Henrik August Angell fra Trondhjem, at han m\u00e5tte afhj\u00e6lpe de fejl i retskrivningen hos nybegynderne, som det \u201dalmindelige Hverdagssprog\u201d afstedkom.[25] Dette har n\u00e6ppe v\u00e6ret ualmindeligt.<\/p>\n

Den dannelse, som de vordende embedsm\u00e6nd modtog i latinskolen og p\u00e5 universitet, p\u00e5virkede ikke kun deres udtale, men hele deres ordforr\u00e5d og tankegang. Unge danskere og nordm\u00e6nd blev indpodet en f\u00e6lles klassicistisk stil og et norms\u00e6t, der byggede p\u00e5 antikkens historie, litteratur og kunst. Mange nordm\u00e6nd beundrede det danske \u00e5ndsliv, som de var del af. Alligevel havde mange en ind\u00e6dt modvilje mod, at deres norske bidrag til denne f\u00e6lles kultur ofte blev betegnet som danske. Man f\u00f8lte herved, at norsk blev gjort til dansk \u201dsubkultur\u201d. Nicolai Wergeland h\u00e6vdede, at danskerne fors\u00f8gte at indlemme det norske i dansk.[26]<\/p>\n

Men at nordm\u00e6ndenes skriftsprog f\u00f8r 1814 var dansk var h\u00e6vet over enhver tvivl. Da Selskabet for Norges Vel udgav en prisopgave om det islandske sprog, fremf\u00f8rte den danske filolog P.E. M\u00fcller i sin besvarelse, at tvillingerigets beboere i et \u00e5rtusind havde udtrykt deres tanker i samme tungem\u00e5l. L\u00e6sekunsten og trykkepressen bet\u00f8d, at man hverken beh\u00f8vede \u201dolympiske Lege eller romerske Torve til at blande de forskiellige Dialekter.\u201d Igennem aviser, tidsskrifter, love, forretning og pr\u00e6dikener var der blevet skabt et f\u00e6lles almensprog, et \u201dFolkets R\u00f8st\u201d,[27] der skabte et forestillet f\u00e6llesskab<\/em> hos eliten fra Nordkap til Ejderen, og hvis ubestridte centrum var \u00e5ndslivet i K\u00f8benhavn.<\/p>\n

Den norske offentlighed og l\u00e6seb\u00f8gerne<\/h3>\n

Modsat Danmark med dets universitet, omfattende presse og professionelle teater besad Norge ikke de kulturinstitutioner, der kendetegnede en selvst\u00e6ndig \u201ddannet\u201d kultur. Den kulturelle fattigdom var en medvirkende \u00e5rsag til, at den norske nationalisme i udgangspunkt var politisk.[28] F\u00f8r krigsudbruddet udgjorde Danmark-Norge et integreret bogmarked. Danske aviser og tidsskrifter havde mange af deres abonnenter i Norge, mens st\u00f8rstedelen af alle norske skrifter blev udgivet og trykt i K\u00f8benhavn. I Norge eksisterede der kun fire sm\u00e5 trykkerier, og der var hverken forlag, boghandlere eller et selvst\u00e6ndigt litter\u00e6rt milj\u00f8. Derfor ramte krigen 1807-1814 h\u00e5rdt ogs\u00e5 p\u00e5 denne front.[29] Afsk\u00e5ret fra det danske bogmarked tog nordm\u00e6ndene selvst\u00e6ndige initiativer. Selskabet for Norges Vel fors\u00f8gte i 1812 at skabe et overblik over den nye norske litteratur med en national bibliografi. Selskabet begrundede projektet med, at da der siden 1807 var sket:<\/p>\n

en aldeles Standsning i Norges liter\u00e6re Forbindelse med Broderlandet, var det en naturlig Selvf\u00f8lge, at Norge efterhaanden begyndte at finde Midler til selv at skaffe sig en Literatur eller rettere, at norske Skribenter blev n\u00f8dte til at lade deres Skrifter trykke i Norge. [30]<\/p><\/blockquote>\n

\"Niels
Niels Wulfsberg (1789-1830)<\/figcaption><\/figure>\n

1807 indledte en helt ny epoke i Norges litteraturhistorie. Aviser og tidsskrifter sk\u00f8d frem som erstatning for de danske publikationer. Allerede kort efter krigens udbrud startede pr\u00e6sten Niels Wulfsberg avisen Efterretninger og Opmuntringer angaaende de n\u00e6rv\u00e6rende Krigsbegivenheder<\/em>, som senere blev fortsat som tidsskriftet Tiden. F\u00f8rstn\u00e6vnte var en klar statspatriotisk udgivelse (mens den senere havde en oppositionel brod), der imidlertid klart overskred den f\u00e6lles dansk-norske stats lovgivning for hvem der m\u00e5tte videregive nyheder, og hvordan de m\u00e5tte formidles. Hermed indvarslede den en helt ny periode i norsk mediehistorie.[31] Nogen af de nye udgivelser, der fulgte i k\u00f8lvandet p\u00e5 krigsudbruddet, var rent lokale, men mange havde et nationalt norsk sigte. Dette gjaldt ikke mindst Budstikken<\/em>, der begyndte efter krigsudbruddet med Sverige i 1808. Dette var i h\u00f8j grad et propagandaorgan for den norske regeringskommission og dermed i princippet staten, men selvom tonen heri klart var loyal over for staten, s\u00e5 opildnede man til kamp med henvisning til et norsk f\u00e6dreland \u2013 og ikke gennem statspatriotiske paroler.<\/p>\n

Dette brud mellem det norske og danske avis- og tidsskriftmarked blev definitiv med adskillelsen i 1814, hvor Den Norske Rigstidende<\/em> tr\u00e5dte i stedet for det danske Statstidende<\/em>, og Det Norske Nationalblad<\/em> bliver en form for landsd\u00e6kkende talerstol, hvor nordm\u00e6nd kunne give deres besyv med om f\u00e6drelandske anliggender. P\u00e5 samme m\u00e5de udgjorde tidsskriftet Saga et (ganske vist mislykket) fors\u00f8g p\u00e5 et nationalt dannelsesprojekt.[32] De nye medier skabte en selvst\u00e6ndig norsk debatkultur, der allerede i efter\u00e5ret 1807 var delvist l\u00f8srevet fra den danske. Karakteristisk for den nye situation skrev en anonym abonnent i 1809: \u201dJeg er en Normand, og intet Norsk er mig uvedkommende!\u201d<\/em>[33]<\/p>\n

Aviserne spillede en afg\u00f8rende rolle i etableringen af det nationale norske f\u00e6llesskab.<\/p>\n

De norske byer, der tidligere havde haft ansigtet vendt mod K\u00f8benhavn, skulle nu bindes sammen. Landets st\u00f8rrelse og d\u00e5rlige sammenh\u00e6ng gjorde det til et overordentlig vanskeligt, men afg\u00f8rende, skridt i opbygningen af den norske nation. Selv blandt de mest berejste nordm\u00e6nd var der ingen, som kendte alle rigets egne. Redaktionen p\u00e5 Den Norske Rigstidende<\/em> skrev i 1818, at de \u00f8nskede at bringe flere indenlandske nyheder, der handlede om andet end Christiania, men travlhed samt deres begr\u00e6nsede personlige synsfelt gjorde det sv\u00e6rt.[34] Mange af de forskellige nye blade, der ofte bar titlen \u201dnorsk\u201d eller \u201dnational\u201d, var i virkeligheden regionale. Kommunikationen mellem landets forskellige dele var generelt d\u00e5rlig, hvilket bl.a. skyldtes et mangelfuldt vejnet og en elendig postgang. I Den Norske Tilskuer<\/em> stod der, at man f\u00f8rst flere m\u00e5neder efter i Bergen og Trondhjem, opdagede hvad der skete i hovedstaden.[35] Dette var en st\u00e6rk overdrivelse. Normalt tog posten seks dage fra Christiania til Trondhjem, mens det tog syv til otte dage for den at n\u00e5 frem til Bergen. Men Norge var b\u00e5de f\u00f8r og efter 1814 en usammenh\u00e6ngende enhed, som man hverken fra Christiania eller K\u00f8benhavn havde overblik over.[36]<\/p>\n

Nordm\u00e6ndene afskar sig imidlertid p\u00e5 ingen m\u00e5de fra \u00e5ndslivet i Danmark i \u00e5rene efter adskillelsen. Der var stadig en st\u00e6rk litter\u00e6re forbindelse til K\u00f8benhavn, der vedblev med at eksistere igennem resten af \u00e5rhundredet. Norge havde, som teologen Stener Stenersen fastslog i 1816, \u201dendnu ikke nogen egentlig Litteratur, og, saavidt menneskelig \u00d8ie kan skue, vil der vel ogsaa vare l\u00e6nge f\u00f8r sand \u00e5ndelig tale klingede imellem Fjeldene.\u201d Stenersen arbejdede for, at der rundt om i Norge skulle oprettes l\u00e6seselskaber, der indk\u00f8bte danske b\u00f8ger i almindelighed og hans danske ven Grundtvigs skrifter i s\u00e6rdeleshed.[37] Sognepr\u00e6sten Immanuel Grave, hvis Nationale Fort\u00e6llinger for den norske Bondestand<\/em> var blandt de mest udbredte b\u00f8ger i Norge, \u00f8nskede omvendt, at der blev forfattet flere norske b\u00f8ger, da de mange danske b\u00f8ger ikke passede til den norske bondestands sprog, s\u00e6der og husholdning.[38]<\/p>\n

\"Ove
Ove Malling (1747-1829)<\/figcaption><\/figure>\n

Savnet af en norsk litteratur afspejler, at selvom der eksisterede en norsk poesi, s\u00e5 indgik denne i en f\u00e6lles dansk-norsk tradition. Flertallet af de l\u00e6sestykker, som blev anvendt til undervisning af eliten i modersm\u00e5let, var endnu l\u00e6nge efter adskillelsen forfattet af danskere.[39] De norske elever l\u00e6ste stadig om de danske helte Niels Ebbesen, Niels Juel og Peter Willemoes i deres l\u00e6seb\u00f8ger. Her fandt de ogs\u00e5 b\u00e5de patriotisme og gryende nationalisme i form af tekster af danskerne Ove Malling og Laurits Engelstoft. Selve modersm\u00e5lsundervisningen p\u00e5 universitetet vedblev med at hedde dansk frem til 1820erne, mens flere af latinskolerne i Norge f\u00f8rst \u00e6ndrede fagets navn til norsk i 1830erne eller 1840erne.[40] En s\u00e6rskilt norsk litteratur begyndte for alvor, at udvikle sig med Henrik Wergeland, s\u00f8n til Nicolai Wergeland, i l\u00f8bet af 1830erne og 1840erne. Men det var f\u00f8rst i anden halvdel af 1800-tallet at den norske litteratur begyndte at skille sig afg\u00f8rende ud fra den danske, og selve denne periodes store norske forfattere som Henrik Ibsen, Bj\u00f8rnstjerne Bj\u00f8rnson og Knut Hamsun fik ofte udgivet deres b\u00f8ger i K\u00f8benhavn.[41]<\/p>\n

Folkeminder og ordb\u00f8ger<\/h3>\n

En medvirkende \u00e5rsag hertil var, at den romantiske sprogopfattelse slog sent igennem i Norge. Men den var ikke ukendt i slutningen af f\u00e6llestiden. Flere af professorerne ved universitet i Christiania havde v\u00e6ret en del af det akademiske milj\u00f8 i K\u00f8benhavn frem til 1813, og den litter\u00e6re norske elite var bekendt med Herders tanker, navnlig gennem Engelstofts udl\u00e6gning. Der fandtes endnu ikke et \u00e5ndeligt klima, der kunne underst\u00f8tte ideerne, men centrale akt\u00f8rer som grev Wedel, Stortingets pr\u00e6sident W.F.K. Christie, Georg Sverdrup, Niels Treschow, Jacob Aall og Andreas Bonnevie var p\u00e5virket af den nye sprogteori og interesserede sig for folkekulturen.[42] Der fandtes tidligt romantiske tendenser, og de almene europ\u00e6iske forestillinger om den landlige idyl og den frie bonde p\u00e5virkede st\u00e6rkt de dannede nordm\u00e6nds opfattelse af almuen og dens kultur. Eliten begyndte at tage p\u00e5 opdagelse i deres eget land p\u00e5 jagten efter det virkelige \u201dgamle Norge\u201d.<\/p>\n

\"Gerhard
Gerhard Sch\u00f8ning (1722-1780)<\/figcaption><\/figure>\n

Navnlig historikeren Gerhard Sch\u00f8ning var med til at v\u00e6kke interessen for norsk historie, lokalhistorie og dialekter, og hans indsat var med til at skabe bygdem\u00e5lsdigtningen. Fra 1770erne af finder man en omfattende poesi, der besang den norske bondekultur, og som delvist var forfattet p\u00e5 folkesproget. Dialekten i Gudbrandsdalen blev fremstillet som det uforfalskede norske sprog. I 1807 skrev biskop Bugge i Trondhjem rundt til stiftets pr\u00e6ster for at f\u00e5 dem til at indsamle sagn iblandt almuen.[43] I Tr\u00f8ndelagen blev der i 1809 indsamlet gamle \u201dnationalsange\u201d og melodier, mens skolemanden og digteren Lyder Sagen samme \u00e5r benyttede rejsen mellem Christiania og Bergen til at s\u00f8ge efter rester af fortidens poesi hos folket. Tilsvarende satte historikeren Cornelius Enevold Steenbloch eventyr og sagn p\u00e5 vers med s\u00e6rnorske ord, der dog efter samtidens opfattelse var lige lovligt inspireret af den romantiske lyrik og de danske folkeviser.[44]<\/p>\n

Det var dog langt fra alle indenfor eliten, der interesserede sig for at genfinde det \u201dnorske\u201d igennem folkekulturen. P\u00e5 en foresp\u00f8rgsel fra den svenske forsker Arvid Afzelius om norske folkeviser svarede statholderens sekret\u00e6r Hartmansdorff, at de norske pr\u00e6ster i almindelighed ikke nedlod sig til at indsamle dem.[45] Interessen var dog stigende i \u00e5rene omkring 1820. Det ses gennem udgivelsen af flere norske ordbogssamlinger.[46] Med henvisning til lignende indsamlinger i Danmark blev norske l\u00e6rde i avisen Morgenbladet<\/em> bedt om at indsende folkesagn og -viser, der kunne vise den rodf\u00e6stede norske f\u00f8lelse af frihed og selvst\u00e6ndighed:<\/p>\n

Det er Tid, at vi ikke l\u00e6ngere holde vort Lys under en Skjeppe, men selv aabenbare det for hele Verden, f\u00f8rend nogen Udl\u00e6nding bem\u00e6gtiger sig Samme, og fremstiller vor National-Eiendommelighed paa sin Maade og efter sin Maneer.[47]<\/p><\/blockquote>\n

\"W.K.F.
W.F.K. Christie (1778-1849)<\/figcaption><\/figure>\n

Bedst kendt er den medicinstuderende Laurents Hallagers omfattende Norsk Ordsamling<\/em> (1802), men den var langt fra den eneste. W.F.K. Christie, p\u00e5begyndte omkring 1810 indsamlingen af de 20.000 s\u00e6rnorske ord, som kom til at indg\u00e5 i hans Norsk Dialect-Lexicon<\/em>. Talem\u00e5derne indgik samme med de fortidsminder og nationaldragter, som han ogs\u00e5 indsamlede, i et bevidst fors\u00f8g p\u00e5 at fremme en national identitet i Norge.<\/p>\n

Interessant i denne sammenh\u00e6ng var ogs\u00e5 den fremtr\u00e6dende officer og naturvidenskabsmand Gregers Fougner Lundh, der b\u00e5de rummede oplysningstidens idealer og en romantisk nationalopfattelse. Under medicinstudierne i K\u00f8benhavn lavede han et udkast til afhandlingen Ny Samling af norske ord og talemaader<\/em> (1806-1808), der delvist foregriber sprogmanden og forfatteren Ivar Aasens senere arbejde. Lundh var af den overbevisning, at sproget afspejlede folkets nationale karakter.[48] Tabet af det oprindelige sprog udgjorde derfor et problem for nordm\u00e6ndene. Dette afsavn kunne afhj\u00e6lpes, da de forskellige norske dialekter med held kunne udarbejdes til et \u201dfuldkommen nationalt Skriftsprog\u201d.[49] Herved kunne man genoprette det tab, som nationen gennem dets forbindelse med Danmark havde lidt. Lundh, der allerede p\u00e5 dette tidspunkt dr\u00f8mte om et frit og selvst\u00e6ndigt Norge, \u00f8nskede p\u00e5 denne m\u00e5de at genrejse det norske sprog og den norske nation. Den 20-\u00e5rige students tanker adskiller sig dog fra hans landsm\u00e6nds, for hvem ideen om et s\u00e6rnorsk sprog ville have forekommet fremmed. Det danske sprog status var ikke problem for nordm\u00e6ndene, hvilket bl.a. illustreres af, at Selskabet for Norges Vels stort anlagt ordbogsprojekt fra 1810 var uden s\u00e6rnorske ord.[50]<\/p>\n

\"Jacob
Jacob Aall (1773-1844)<\/figcaption><\/figure>\n

Som udgangspunkt var indsamlingen af dialekter og interessen for det islandske sprog et f\u00e6lles dansk-norsk projekt, hvor man sammen fors\u00f8gte at s\u00f8ge tilbage til den tabte fortiden og det urnordiske sprog. Jacob Aall, der h\u00f8rte blandt de ivrigste norske sprogforskere, fremh\u00e6vede ligesom sine danske kollegaer, at det gjaldt om \u201dat rense Sproget fra den udenlandske Mislyd, og bringe tilbage til dets egen oprindelige Skj\u00f8nhed\u201d.[51] Hermed henviste Aall ikke til dansk, men til den skade, som tysk havde gjort. Der er igen tvivl om, at p\u00e5virkningen fra Danmark \u00f8gede interesse for modersm\u00e5let. Den danskf\u00f8dte historiel\u00e6rer Ludvig Stoud Platou indledte sin l\u00e6sebog fra 1813 med at besynge den nyvundne h\u00e6der, som \u201dDanner-Sproget [\u2026] i det sidste halve Aarhundrede\u201d havde vundet,[52] mens Lyder Sagen i Bergen fremh\u00e6vede modersm\u00e5let som lige s\u00e5 vigtigt som gr\u00e6sk og latin.[53]<\/p>\n

Selv om sprogpatriotismen f\u00f8r 1814 generelt holdt sig indenfor rammerne af statspatriotismen, s\u00e5 finder man tendenser, der indeholder kimen til den senere \u201dfornorskning\u201d af sproget. Udgangspunktet for Laurents Hallagers ordsamling var, at \u201dberige og fuldst\u00e6ndiggj\u00f8re det f\u00e6lles Skrivtsprog\u201d, hvorved det ville vinde i \u201d\u00e6gte Danskhed\u201d.[54] Samme id\u00e9 findes delvist hos Jacob Aall, der var den fremmeste drivkraft bag periodens sproginitiativer. Jernv\u00e6rksejeren mente, at nutidens sprog bar pr\u00e6g af \u201dfremmed Bl\u00f8dhed\u201d. Derfor burde \u201dDet Danske Sprogs Ynde\u201d forherliges ved \u201dDet Norske Sprogs Styrke\u201d. [55] Den nordiske \u201dFynd og Manddom\u201d, som Aall savnede i det danske sprog, skulle findes i det indre Norge samt p\u00e5 Island, hvor det oprindelige oldtidssprog i dets reneste form havde overlevet. Aalls holdning til sprog afspejlede sp\u00e6ndingen mellem oplysningstiden og romantikken, da han fremh\u00e6vede sproget som et \u201dFornuftens Organ\u201d samtidig med, at han delvist \u00f8nskede at forbinde nordm\u00e6ndene med deres forf\u00e6dre ved at f\u00f8re det s\u00e5 langt tilbage som muligt mod dets oldnordiske r\u00f8dder.[56] Selvom Aalls ideer kan ses som spiren til et fornorskningsprojekt, s\u00e5 skal man holde sig for \u00f8je, at danske forskere som Rasmus Rask og P.E. M\u00fcller ogs\u00e5 \u00f8nskede at \u00e6ndre det danske sprog ved hj\u00e6lp af islandsk og norsk.[57] Loven for den l\u00e6rde skole i 1818, der \u00f8gede undervisningen i de klassiske sprog p\u00e5 bekostning af modersm\u00e5let, viser samtidig, at de nationalromantiske tanker endnu ikke beherskede hele eliten.[58]<\/p>\n

Det islandske sprog<\/h3>\n
\"Snorre
Snorre Sturlasons Edda (ca 1220)<\/figcaption><\/figure>\n

Mange danskere og nordm\u00e6nd s\u00e5 det islandske sprog som det oprindelige, uford\u00e6rvede nordiske og derfor norske sprog, hvilket fik flere digtere til at arbejde med rytmer og rim inspireret af Eddaen<\/em>.<\/p>\n

Aall h\u00e6vede, at sproget p\u00e5 Island var \u201ddet gamle Norske Sprog i fuldkommen Reenhed, som det blev talt i Harald Haarfagers Tid.\u201d[59] Interessen aff\u00f8dte en r\u00e6kke initiativer af Selskabet for Norges Vel for at fremme det islandske sprog. Selskabet indk\u00f8bte alle trykte sagaer, mens det ved Aalls hj\u00e6lp arbejdede p\u00e5 at f\u00e5 afskrevet, trykt og oversat endnu flere.[60] Allerede kort tid efter selskabets oprettelse udskrev det en prisopgave om \u201dHvad Indflydelse vilde det Islandske Sprogs Studium have paa vort nuv\u00e6rende Skriftsprogs Dannelse, og hvorlunde kan hiint fors\u00f8mte Studium bedst fremmes iblant os?\u201d[61] Vinderen blev den danske filolog P.E. M\u00fcller. I selskabets bed\u00f8mmelse blev det dog anm\u00e6rket, at han ikke i tilstr\u00e6kkeligt omfang havde besk\u00e6ftiget sig med hvordan sproget kunne fremmes:<\/p>\n

Saaledes vilde F.Ex. Ans\u00e6ttelsen af en Professor i Nordens gamle Sprog og Oldsager ved det vordende Norske Universitet efter vor Formening upaatvivleligen meget v\u00e6kke Attraaen efter at kjende Skandinaviens gamle Tungemaal.[62]<\/p><\/blockquote>\n

\"Nikolai
Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1783-1872)<\/figcaption><\/figure>\n

M\u00fcller rettede sig efter kritikken og tilf\u00f8jede forslaget i den efterf\u00f8lgende bogudgivelse af opgaven.[63] Id\u00e9en om et professorat i islandsk eller oldnordisk ved Universitet endte med at blive et tilbagevendende krav i den offentlige debat. Hedest var diskussionen i Nationalbladet<\/em> i 1816, hvor en anonym forslagsstiller ville forpligte professoren i historie til at forel\u00e6se \u201dover det islandske Sprog\u201d. Det \u201dOldskandinaviske<\/em>\u201d tungem\u00e5l var den \u201dypperste Odel fra Fortiden\u201d, der b\u00e5de gav indsigt i historien og det svenske broderfolks sprog. En indsats nu ville p\u00e5 f\u00e5 \u00e5rtier bringe Norge p\u00e5 omgangsh\u00f8jde med forskningen i Sverige og Danmark.[64] Claus Pavels noterede i sin dagbog, om forfatteren mon \u201dei skulde have \u00d8ie paa Grundtvig\u201d til ny historieprofessor.[65] Selvom de pro-svenske tendenser passer d\u00e5rligt hermed, s\u00e5 kan det meget vel v\u00e6re tilf\u00e6ldet. Professorer som Svend Hersleb, Georg Sverdrup og Stener Stenersen arbejde netop p\u00e5 dette tidspunkt p\u00e5 at f\u00e5 danskeren til universitetet i Norge enten som historiker eller som professor i nordisk mytologi og nyere og \u00e6ldre nordisk sprog.[66]<\/p>\n

L\u00e6s anden del her<\/a><\/p>\n

Noter<\/h3>\n

[1]<\/a> Brunstad, Endre<\/span><\/span>: <\/span><\/span>Det reine spr\u00e5ket. Om purisme i dansk, svensk, f\u00e6r\u00f8ysk og norsk. Avhandling til doctor artium-graden. Nordisk institutt. Det historisk-filosofiske fakultutet, Universitet i Bergen<\/span><\/em><\/span>, Bergen 2001, s. 63.<\/span><\/span><\/p>\n

<\/a>[2]<\/a> Holm-Olsen, Ludvig<\/span><\/span>: <\/span><\/span>Lys over norr\u00f8n kultur. Norr\u00f8ne studier i Norge<\/span><\/em><\/span>, Oslo 1981, s. 45,48.<\/span><\/span><\/p>\n

<\/a>[3]<\/a> Engelstoft<\/span><\/span>, Laurits<\/span><\/span>: <\/span><\/span>Tanker om Nationalopdragelsen<\/span><\/em><\/span>, <\/span><\/span>K\u00f8benhavn 1808, <\/span><\/span>s. 44-45. Anmeldelserne tilslutter sig denne opfattelse. Se <\/span><\/span>Kj\u00f8benhavns l\u00e6rde Efterretninger<\/span><\/em><\/span>,<\/span><\/span> 1809, s. 471. \u2013 En lignende argumentation findes hos <\/span><\/span>Olufsen, Oluf Christian<\/span><\/span>, der <\/span><\/span>h\u00e6vdede at folkets individualitet fandtes i sproget.\u00a0 Olufsen<\/span><\/span>, Oluf Christian<\/span><\/span>: \u201dO<\/span><\/span>. Chr. Olufsens Skildring af den dansk-norsk-holsteenske Stat i Aaret <\/span><\/span>1811\u201d<\/span><\/span>, <\/span><\/span>Samlinger til Det Norske Folks Sprog og Historie, udgivne af Et Samfund<\/span><\/em><\/span>, Sjette Bind<\/span><\/span>, Christiania 1839,s. 162.<\/span><\/span><\/p>\n

<\/a><\/p>\n

[4] Molbech giver udtryk for det samme. Molbech, Christian: Om Dialecter eller Mundarter, K\u00f8benhavn 1811, s. 12-13.<\/p>\n

[5] Molbech, Christian: Om Nationalsprogets Hellighed, K\u00f8benhavn 1815, s. 10.<\/p>\n

[6] Engelstoft, Laurits: Tanker om Nationalopdragelsen, K\u00f8benhavn 1808, s. 52-53.<\/p>\n

[7] Engelstoft, Laurits: Tanker om Nationalopdragelsen, K\u00f8benhavn 1808, s. 56; se ogs\u00e5 H\u00f8st, Jens Kragh: Indtog i Kj\u00f8benhavn den 31 October 1809. I brev til en Ven, K\u00f8benhavn 1809, s. 10; Molbech, Christian: Dansk Haand-Ordbog til Retskrivnings og Sprogrigtigheds Fremme med Grundtr\u00e6k af den danske Retskrivningsl\u00e6re, K\u00f8benhavn 1813, dedikationen.<\/p>\n

[8] Winsnes, Hans Monsen: Vinteraftener, anvendt paa Betragtninger over Tvillingfolkets Sprog mellem gode Venner, K\u00f8benhavn 1807, fortale.<\/p>\n

[9] Krogh, Matthias Bonsac: \u201dFors\u00f8g til Besvarelse af de fremsatte Priis-Sp\u00f8gsmaal om et Norsk Universitet\u201d, Historisk-Philosophiske Samlinger. Udgivne af Det Kongelige Selskab for Norges Vel. Anden Deels Andet Bind, Christiania 1811, s. 22. Se ogs\u00e5 Hallager, Laurents: Norsk Ordsamling eller Pr\u00f8ve af Norske Ord og Talemaader, K\u00f8benhavn 1802, s. V.<\/p>\n

[10] Schwach, Conrad N.: Erindringer af mit Liv indtil Ankomsten til Thronhjem, nedskreven i Aaret 1848, Oslo 1977, bilag no. 18 efter s. 129. Se tilsvarende bilag no. 39 efter side 182.<\/p>\n

[11] Petersen, N. M.: Det danske, norske og svenske Sprogs Historie under deres Udvikling af Stamsprog. Anden del. Det norske og svenske Sprog, samt sprogpr\u00f8ver, K\u00f8benhavn 1830, s. 42.<\/p>\n

[12] Engelstoft, Laurits: Udvalg af Laurids Engelstofts Skrifter. Tredje Bind, K\u00f8benhavn 1862, s. 347.<\/p>\n

[13] Olufsen, Oluf Christian: \u201dO. Chr. Olufsens Skildring af den dansk-norsk-holsteenske Stat i Aaret 1811\u201d, Samlinger til Det Norske Folks Sprog og Historie, udgivne af Et Samfund, Sjette Bind, Christiania 1839, s. 159.<\/p>\n

[14] Olufsen, Oluf Christian: \u201dO. Chr. Olufsens Skildring af den dansk-norsk-holsteenske Stat i Aaret 1811\u201d, Samlinger til Det Norske Folks Sprog og Historie, udgivne af Et Samfund, Sjette Bind, Christiania 1839, s. 161-62.<\/p>\n

[15] Rask, Rasmus: Breve fra og til Rasmus Rask, I, 1805-1819. Udgivet af Det danske Sprog- og Litteraturselskab, K\u00f8benhavn 1941, s. 131.<\/p>\n

[16] Daae, Ludvig: \u201dStemningen i Danmark og Norge i Anledning af og n\u00e6rmest efter Adskillelsen\u201d, Vidar. Tidsskrift for Videnskab, Literatur og Politik, Christiania 1887, s. 35.<\/p>\n

[17] Torp, Arne og Lars S. Vik\u00f8r: Hovuddrag i norsk spr\u00e5khistorie, 3 udg., Oslo 2003, s. 134.<\/p>\n

[18] Rask, Rasmus: Breve fra og til Rasmus Rask, I, 1805-1819. Udgivet af Det danske Sprog- og Litteraturselskab, K\u00f8benhavn 1941, s. 131-32.<\/p>\n

[19] Nilsson, Sven: Dagboksanteckningar under en resa fr\u00e5n s\u00f6dra Sverige till Nordlanden i Norge 1816, Lund 1879, s. 67.<\/p>\n

[20] Nilsson, Sven: Dagboksanteckningar under en resa fr\u00e5n s\u00f6dra Sverige till Nordlanden i Norge 1816, Lund 1879, s. 124; Mykland, Knut: Trondheim bys historie, III: Fra S\u00f8gaden til Strandgaten, Trondheim 1955, s. 28..<\/p>\n

[21] Torp, Arne og Lars S. Vik\u00f8r: Hovuddrag i norsk spr\u00e5khistorie, 3 udg., Oslo 2003, S. 134-35.<\/p>\n

[22] Koht, Halvdan og Carl W. Schnitler: \u201dEidsvolds-M\u00e6ndene\u201d, Eidsvold 1814. Jubil\u00e6umsverket, Kristiania 1914, s. 254.<\/p>\n

[23] Torp, Arne og Lars S. Vik\u00f8r: Hovuddrag i norsk spr\u00e5khistorie, 3 udg., Oslo 2003, s. 122.<\/p>\n

[24] Sagen, Lyder: Dansk Stilebog, eller Stof til skriftlige Forstands- og Sprog-\u00d8velser for B\u00f8rn og Ungdommen, Bergen 1811, s. 76; Nygaard, Knut: Nordmenns syn p\u00e5 Danmark og danskene i 1814 og de f\u00f8rste selvstendighets\u00e5r, Oslo 1960, s. 297, 304.<\/p>\n

[25] Angell, Henrik August: Ledetraad ved Mundtlig Underviisning i det danske Sprogs Retskrivning for Tr\u00f8ndere, Trondhiem 1813, forord.<\/p>\n

[26] Wergeland, Nicolai: \u201dMnemosyne. Et Fors\u00f8g paa at besvare den af det Kongl. Selskab for Norges Vel fremsatte Opgave om et Universitet i Norge. F\u00f8rste og Anden Deel\u201d, Historisk-Philosophiske Samlinger. Udgivne af Det Kongelige Selskab for Norges Vel. F\u00f8rste Deels F\u00f8rste Bind, Christiania 1811, s. 59. Se ogs\u00e5 side 62-67.<\/p>\n

[27] M\u00fcller, Peter Erasmus: Om det Islandske Sprogs Vigtighed, K\u00f8benhavn 1813, s. 13-14.<\/p>\n

[28] Andresen, Anton Fredrik: Opplysningsid\u00e9er, nyhumanisme og nasjonalisme i Norge i de f\u00f8rste \u00e5rene etter 1814. Nytt lys p\u00e5 v\u00e5r f\u00f8rste skoledebatt, Oslo 1994, s. 49; Steinfeld, Torill: \u201dFra dansk til norsk nasjonallitteratur. Dansk litteratur i det 19. \u00e5rhundres norske skole\u201d, Aarnes, Sigurd Aa. (red.): \u201dLaserne\u201d. Studier i den dansk-norske felleslitteratur etter 1814, Oslo 1994, s. 26-27.<\/p>\n

[29] Beyer, Edvard: \u201d\u201dSlekten fra 1814\u201d og Henrik Wergeland\u201d, Beyer, Edvard (red.): Norges litteratur historie. Fra Wergeland til Vinje, II, Spydeberg 1995, s.17; Rian, \u00d8ystein: Embedtsstanden i dansketida, Oslo 2003, s. 43.<\/p>\n

[30] Citeret efter \u00d8verland, O. A.: Det kgl. Selskab for Norges Vels Historie 1809-1909, bind 1, Oslo 1909, s. 239.<\/p>\n

[31] Jf. Ringvej, Mona: \u201dAngrepet p\u00e5 K\u00f8benhavns nyhetsmonopol – Tilblivelsen av Christianias f\u00f8rste nyhetsavis Efterretninger og Opmuntringer angaaende de n\u00e6rv\u00e6rende Krigsbegivenheder\u201d, Frydenlund, B\u00e5rd og Rasmus Glenth\u00f8j (red.): Danmark-Norge 1807 \u2013 p\u00e5 vei mod atskillelsen, under udgivelse (forventes efter\u00e5ret 2008).<\/p>\n

[32] Hyvik, Jens Johan: \u201d\u201d\u2026 en Forbrydelse mod Nationen\u201d. Tidsskriftet Saga (1816-29), et nasjonalt dannelsesprosjekt som mislyktes\u201d, Norsk Historisk Tidsskrift, bind 81., 2002, s. 55-81.<\/p>\n

[33] Tiden, No. 38, 1810, s. 298 (brev dateret 28. dec. 1809).<\/p>\n

[34] Den Norske Rigstidende. No. 97. 5. dec. 1818.<\/p>\n

[35] \u201dOm Hindringerne for litterair R\u00f8relse i Norge\u201d, Den Norske Tilskuer, et Ugeblad, Fjerde Aargang, Bergen 1820, s. 230.<\/p>\n

[36] Christensen, Olav; \u201dEn nasjonal identitet tager form. Etniske og nasjonalkulturelle avgrensninger\u201d, S\u00f8rensen, \u00d8ystein (red.): Jakten p\u00e5 det norske. Perspektiver p\u00e5 utviklingen av en norsk nasjonal identitet p\u00e5 1800-tallet, Oslo 1998, s. 60.<\/p>\n

[37] Stenersen, S.: \u201dForslag til L\u00e6seselskabers Oprettelse af S. Stenersen\u201d, Till\u00e6g til den Norske Rigstidende No. 40, 1816.<\/p>\n

[38] \u201dGrave, Sognepr\u00e6st til Sande i Nedre Tellemarken\u201d, Det norske Nationalblad af blandet indhold, 13. h\u00e6fte, Christiania 1818-1819, s. 5.<\/p>\n

[39] Steinfeld, Torill: \u201dFra dansk til norsk nasjonallitteratur. Dansk litteratur i det 19. \u00e5rhundres norske skole\u201d, Aarnes, Sigurd Aa. (red.): \u201dLaserne\u201d. Studier i den dansk-norske felleslitteratur etter 1814, Oslo 1994, s. 35-36.<\/p>\n

[40] Nygaard, Knut: Nordmenns syn p\u00e5 Danmark og danskene i 1814 og de f\u00f8rste selvstendighets\u00e5r, Oslo 1960, s. 224.<\/p>\n

[41] Steinfeld, Torill: \u201dFra dansk til norsk nasjonallitteratur. Dansk litteratur i det 19. \u00e5rhundres norske skole\u201d, Aarnes, Sigurd Aa. (red.): \u201dLaserne\u201d. Studier i den dansk-norske felleslitteratur etter 1814, Oslo 1994, s. 20-21.<\/p>\n

[42] Andresen, Anton Fredrik: Opplysningsid\u00e9er, nyhumanisme og nasjonalisme i Norge i de f\u00f8rste \u00e5rene etter 1814. Nytt lys p\u00e5 v\u00e5r f\u00f8rste skoledebatt, Oslo 1994, s. 50-51.<\/p>\n

[43] P. O. Bugge til prins Christian Frederik. Trondhjem, 24. dec. 1808, Christian VIII: Kong Christian VIII.s Breve 1796 \u2013 1813. Udgivet af Det Kongelige Danske Selskab for F\u00e6drelandets Historie, ved Axel Linvald under medvirken af Albert Fabritius, 2. bind, K\u00f8benhavn 1965, s. 192. Initiativet var dog uden det store held.<\/p>\n

[44] Paasche, Frederik: Fra 1814 til 1850-aarene, Norges Litteratur, III, Oslo 1932, s. 76, 78, 86<\/p>\n

[45] Laache, Rolv: Nordmenn og svensker efter 1814. Spredte trekk som bidrag til unionens historie, Oslo 1941, s. 88.<\/p>\n

[46] Holm-Olsen, Ludvig: Lys over norr\u00f8n kultur. Norr\u00f8ne studier i Norge, Oslo 1981, s. 43.<\/p>\n

[47] Morgenbladet. No. 288. 15. okt. 1819, s. 2299.<\/p>\n

[48] Lundh, Gregers Fougner: \u201dNy Samling af norske ord og talemaader 1806-1808\u201d, Skrifter fraa Norsk Maalf\u00f8reakriv 4, Oslo 1954, s. 39.<\/p>\n

[49] Lundh, Gregers Fougner: \u201dNy Samling af norske ord og talemaader 1806-1808\u201d, Skrifter fraa Norsk Maalf\u00f8reakriv 4, Oslo 1954, s. 37.<\/p>\n

[50] \u00d8verland, O. A.: Det kgl. Selskab for Norges Vels Historie 1809-1909, bind 1, Oslo 1909, s. 238.<\/p>\n

[51] Aall, Jacob: \u201dOm Culturen i Norge med Hensyn til det Norske Universitet\u201d, Historisk-Philosophiske Samlinger. Udgivne af det Kongelige Selskab for Norges Vel. Tredje Deels Andet Bind, Christiania 1813, s. 207-08.<\/p>\n

[52] Platou, Ludvig Stoud: Dansk Chrestomathie eller L\u00e6se- og Declamations-\u00d8vlerser for Ungdommen, Christiania 1813, s. I.<\/p>\n

[53] Sagen, Lyder: Dansk Stilebog, eller Stof til skriftlige Forstands- og Sprog-\u00d8velser for B\u00f8rn og Ungdommen, Bergen 1811, s. III-IV.<\/p>\n

[54] Hallager, Laurents: Norsk Ordsamling eller Pr\u00f8ve af Norske Ord og Talemaader, K\u00f8benhavn 1802, s. XXI.<\/p>\n

[55] Aall, Jacob: \u201dSlutningstale af Nedenn\u00e6s-Districts Formand\u201d, Platou, Ludvig Stoud (udg.): Indberetninger om National-Festen den 11te December 1811, i Anledning af Hans Majest\u00e6ts Kong Frederik den Sjettes Befaling om et Universitet i Norge, Christiania 1812, s. 237.<\/p>\n

[56] Hyvik, Jens Johan: \u201d\u201d\u2026 en Forbrydelse mod Nationen\u201d. Tidsskriftet Saga (1816-29), et nasjonalt dannelsesprosjekt som mislyktes\u201d, Norsk Historisk Tidsskrift, bind 81., 2002, s. 55-81, s. 61.<\/p>\n

[57] Se bl.a. M\u00fcller, Peter Erasmus: Om det Islandske Sprogs Vigtighed, K\u00f8benhavn 1813, s. 66-77,106-07, 123.<\/p>\n

[58] Se Anton Fredrik Andreasen: Opplysningsid\u00e9er, nyhumanisme og nasjonalisme i Norge i de f\u00f8rste \u00e5rene etter 1814. Nytt lys p\u00e5 v\u00e5r f\u00f8rste skoledebatt, Oslo 1994.<\/p>\n

[59] Aall, Jacob: \u201dOm Culturen i Norge med Hensyn til det Norske Universitet\u201d, Historisk-Philosophiske Samlinger. Udgivne af det Kongelige Selskab for Norges Vel. Tredje Deels Andet Bind, Christiania 1813, s. 190.<\/p>\n

[60] Fra Sverdrup til Sibbern. K\u00f8behavn 30. april 1812, Sibbern, F. C.: Breve til og fra F. C. Sibbern. Udgiven af C. L. N. Mynster, I-II, K\u00f8benhavn 1866, s. 16; Budstikken, tredje del, 12. juli 1811; Hasund, S.: Det Kongelige Selskap for Norges Vel, II, Gj\u00f8vik 1941, s. 44, 57-58; Paasche, Frederik: Fra 1814 til 1850-aarene, Norges Litteratur, III, Oslo 1932, s. 76.<\/p>\n

[61] Budstikken, 1. maj 1810, s. 31.<\/p>\n

[62] Budstikken, fjerde del, 3. april 1812, s. 125-26.<\/p>\n

[63] M\u00fcller, Peter Erasmus: Om det Islandske Sprogs Vigtighed, K\u00f8benhavn 1813, fortale samt s. 140.<\/p>\n

[64] Det norske Nationalblad af blandet indhold, 2. h\u00e6fte, Christiania 1816, s. 57-61.<\/p>\n

[65] Pavels, Claus: Dagb\u00f8ker 1812-1822, 27. jan. 1816, http:\/\/www.dokpro.uio.no\/litteratur\/pavels\/frames.htm<\/p>\n

[66] Nygaard, Knut: Nordmenns syn p\u00e5 Danmark og danskene i 1814 og de f\u00f8rste selvstendighets\u00e5r, Oslo 1960, s. 393.<\/p>\n

Rasmus Glenth\u00f8j<\/strong><\/span>
\nPh.d.-stipendiat, cand. mag. Syddansk Universitet\n<\/p>\n

\n

Dette er f\u00f8rste del af kapitel 6: Sproget, f\u00e6llesskabet og offentligheden i Rasmus Glenth\u00f8j: En moderne nations f\u00f8dsel<\/strong> – Norsk national identifikation hos embedsm\u00e6nd og borgere 1807-1820. Syddansk Universitetsforlag<\/a>, 2008. 297 s.<\/em>
\nL\u00e6s anden del her<\/a>
\n<\/em><\/p>\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":"

Sprogets betydning og den nordiske ren\u00e6ssance F\u00f8r nationalismens tidsalder blev sproget sj\u00e6ldent tillagt en kulturel eller politisk betydning. Sproget var for de fleste et instrument til at kommunikere med. Men hos den danske elite begyndte der allerede i slutningen af 1600-tallet at opst\u00e5 en sprogpatriotisme, der s\u00f8gte at rense og forbedre nationalsprogene.[1] Afg\u00f8rende betydning fik… L\u00e6s mere Norsk sprog 1807-1820 [del 1 af 2]<\/span><\/a><\/p>\n","protected":false},"author":44,"featured_media":0,"comment_status":"open","ping_status":"open","sticky":false,"template":"","format":"standard","meta":{"footnotes":""},"categories":[39],"tags":[122,148,249,365,480,482,527,537,609,740,747,831,868,872,1019,1024,1097,1162,1337,1346,1349,1372,1665,1699,1746,1780,1870,1992,2007,2012,2017,2019,2087,2095,2103,2194,2197,2232,2245,2427,2477,2502,2971,2650,2674,2806,2808,2933,2935,3008,3156,3194,3214],"class_list":["post-2035","post","type-post","status-publish","format-standard","hentry","category-sproghistorie","tag-almue","tag-andsliv","tag-aviser","tag-bogmarked","tag-christian-molbech","tag-christiania","tag-danmark","tag-dansk","tag-dialekter","tag-elite","tag-engelsk","tag-fichte","tag-folk","tag-folkesprog","tag-georg-sverdrup","tag-gerhard-schning","tag-gudbrandsdalen","tag-henrik-wergeland","tag-island","tag-ivar-aasen","tag-jacob-aall","tag-johan-gottfried-herder","tag-kbenhavn","tag-laurits-engelstoft","tag-litteraturhistorie","tag-lyder-sagen","tag-medier","tag-n-f-s-grundtvig","tag-nation","tag-nationalisme","tag-nationalromantik","tag-nationalsprog","tag-nordisk","tag-norge","tag-norsk","tag-ordbger","tag-ordforrad","tag-ove-malling","tag-p-e-muller","tag-rasmus-rask","tag-rigsdansk","tag-romantikken","tag-srnorsk","tag-skandinavien","tag-skriftsprog","tag-sprogpatriotisme","tag-sprogpolitik","tag-svensk","tag-sverige","tag-talesprog","tag-trondhjem","tag-tysk","tag-udtale","entry"],"_links":{"self":[{"href":"https:\/\/sprogmuseet.schwa.dk\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/posts\/2035","targetHints":{"allow":["GET"]}}],"collection":[{"href":"https:\/\/sprogmuseet.schwa.dk\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/posts"}],"about":[{"href":"https:\/\/sprogmuseet.schwa.dk\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/types\/post"}],"author":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/sprogmuseet.schwa.dk\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/users\/44"}],"replies":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/sprogmuseet.schwa.dk\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/comments?post=2035"}],"version-history":[{"count":0,"href":"https:\/\/sprogmuseet.schwa.dk\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/posts\/2035\/revisions"}],"wp:attachment":[{"href":"https:\/\/sprogmuseet.schwa.dk\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/media?parent=2035"}],"wp:term":[{"taxonomy":"category","embeddable":true,"href":"https:\/\/sprogmuseet.schwa.dk\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/categories?post=2035"},{"taxonomy":"post_tag","embeddable":true,"href":"https:\/\/sprogmuseet.schwa.dk\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/tags?post=2035"}],"curies":[{"name":"wp","href":"https:\/\/api.w.org\/{rel}","templated":true}]}}