10.000 danske fuglenavne

Der har været en betydelig uorden i danske fuglenavne. Det gælder både navnene på hjemlige og navnene på mere fremmede og fjerne arter.

Nogle arter kaldes flere forskellige ting. Fuglenavne der optræder i udenlandske medier oversættes forskelligt, og nogle fuglegrupper er ret usystematiske i navngivningen. Der er f.eks et værre rod i gruppen af småfinker: de hedder på tværs af de forskellige familier sisken eller irisk; værlinger kaldes spurve osv. Nogle navne er overflødigt lange. Skal den danske Rørhøne nødvendigvis også kaldes Grønbenet, når den nu er den eneste rørhøneart vi har?

For at løse den slags problemer har repræsentanter for foreninger og institutioner med interesse for fuglenavne i en årrække arbejdet på at standardisere de danske navne på verdens knap 10.000 fuglearter.

Dette er sket i samarbejde med lignende bestræbelser i andre lande og med tilsvarende forsøg på at fastlægge en udtømmende navngivning af andre dyregrupper, som fx insekter og pattedyr.

Indledning

Navnegruppen (NAG) blev stiftet den 20. januar 1996, efter et større forarbejde af nu afdøde Lasse Kreutzfeld samt nuværende medlem af NAG, Jørgen Møller Hansen. Dette vigtige forarbejde bestod bl.a. i at samle et arbejdskatalog af dels ældre forslag fra bøger og tidsskrifter, samt af helt nye forslag. Efter et utrætteligt, stædigt og meget prisværdigt forarbejde – der begyndte allerede i 1991 – var endelig en ny gruppe i gang i januar 1996. En gruppe bestående af repræsentanter fra fire foreninger/institutioner med en fælles interesse og berøringsflade for fuglenavne og navngivning, nemlig Dansk Ornitologisk Forening (DOF), Landsorganisationen Danske Fugleforeninger (LDF), Zoologisk Museum (ZM) og de danske Zoologiske Haver.

NAG kan betragtes som Danmarks uofficielle organ for vedtagelse af danske fuglenavne, idet gruppen er godkendt af DOF´s og LDF´s hovedbestyrelser med mandat til at etablere moderne, meningsfulde og udtalevenlige danske navne for alle verdens fuglearter. Navnegruppen består af 9 medlemmer, der alle har interesse for navngivning, og som har haft brug for at forholde sig til dette i forskellige sammenhænge. Det gælder i forhold til Danske Fugleforeningers medlemmer, Zoologiske Haver, Zoologisk Museum og i Dansk Ornitologisk Forening. Dertil kommer enkeltpersoner, som har leveret værdifulde kommentarer til gruppens arbejde.

NAG er en del af en trend i at navngive danske dyr. Projekt Danske Dyrenavne under Søren Breiting er gået i gang med at navngive de ca 20.000 insekter og leddyr og andre smådyr, der lever eller forekommer i Danmark. Ifølge Søren Breiting er der er mange gode grunde til at vælge danske navne på unavngivne dyregrupper, ikke mindst af pædagogiske årsager. Vi skal have navne på så mange ting som muligt i vores indbyrdes kommunikation.

Selve motivationen til at gå i gang med et så omfattende arbejde, skulle nok findes i en større forvirring omkring navngivning af arter uden for den Vestpalæarktiske region. Dette har i mange tilfælde været særligt tydeligt i naturudsendelser i fjernsynet, når lange engelske fuglenavne skulle fordanskes. Eller at se en Tv-udsendelse med Stormfugle, og se en Mollymawk (en gruppe af små Albatrosser fra de sydlige verdenshave (I dag hedder hele gruppen Albatros, og Mollymawk er et ældre engelsk ord)) blive oversat med Mallemuk (vor egen lokale stormfugl), har været en god grund til at tage affære. Derudover har det været et problem når foreninger/institutioner med fælles interesse og berøringsflade for fuglenavne anvendte forskellige navne.

Gruppens medlemmer

Gruppens medlemmer har i siden stiftelsen i 1996 bestået af Lars Nørgaard Andersen, Jon Fjeldså, Ole Geertz-Hansen, Ivan Olsen, Svend Rønnest, Mogens Behnke-Pedersen (lidt inde i forløbet), alle repræsentanter for Dansk Ornitologisk Forening og samtidig er Jon Fjeldså også repræsentant for Zoologisk Museum. Jørgen Møller Hansen, Flemming Nielsen, Henning Pust er repræsentanter for Landsorganisationen Danske Fugleforeninger og samtidig er Flemming Nielsen også repræsentant for de danske Zoologiske Haver. I det første år af navnegruppens virke var Lasse Kreutzfeld (indtil sin død) medlem af arbejdsgruppen og i en årrække også Lars Gissing-Hansen, begge repræsentanter for DOF. Som ekstern konsulent virkede Finn Frandsen i de første år.

Gruppens medlemmer har samlet set rejst i alle verdensdele og tilsammen set over halvdelen af verdens fuglearter! Dette har givet et godt grundlag for et seriøst arbejde. Samtidig har alle i gruppen tilgang til enten eget omfattende bibliotek eller DOF’s endnu mere omfattende bibliotek, således at god tekstbeskrivelse samt billedmateriale har dannet grundlag for navnevedtagelserne.

Navngivningens udgangspunkt

I arbejdet med taksonomien har Navnegruppen fra starten anvendt Monroe og Sibleys A World Checklist of Birds (1993) som grundlag og udgangspunkt for navngivningsarbejdet. Denne checkliste er baseret på samme forfatteres Distibution and Taxonomy of Birds of the World (1990) samt et Supplement til dette (1993). Disse værker er meget roste, men der har også været skarp kritik af en række aspekter i deres arbejde. Uanset sidstnævnte kritik, var der dog bred enighed i gruppen om, at denne checkliste kunne regnes for den hidtil bedste ved NAGs etableringstidspunkt i januar 1996. NAGs ekspert på det taksonomiske område, Jon Fjeldså, argumenterede fra starten ret præcis for perspektiverne og det hensigtsmæssige i at bruge netop denne checkliste til NAGs arbejde.

Monroe & Sibleys checkliste indeholder 9.702 listede arter, hvoraf de 68 regnes for uddøde. Hertil kommer et stort antal ”underarter/delarter” (component species), dvs. potentielle arter, som for nuværende har formel status som underarter under bredt accepterede arter.

Siden Monroe & Sibleys checkliste i 1993, har verden set en håndfuld nye lister over verdens fugle, bl.a. World Bird Species Checklist – with alternative english and scientific names (M.G. Wells 1998) og Birds of the World – A Checklist (James F.Clements 2000). Desuden har det store, til skyerne roste, værk, Handbook of the Birds of the World (del Hoyo, J., Elliott, A. & Sargatal, J. – eds.) været i gang siden 1992, med tolv færdige bind ved årsskiftet 2007/2008.

Disse lister og værker er i kraft af deres udgivelsestidspunkter i stand til at fremvise alle nybeskrevne arter siden Monroe og Sibley, samt ikke mindst samle op og gøre status i forhold til mange af de potentielle arter, der listes i Monroe og Sibley som ”del-arter”. Mange af disse er allerede bredt accepterede, gode arter, men der er også i de nye værker bredt accepterede arter med, som end ikke optræder som ”del-arter” i Monroe og Sibley – hovedsageligt ”nye arter”, hvor DNA-materiale har spillet en væsentlig rolle for deres status.

NAG har valgt at følge Monroe og Sibleys checkliste til vejs ende, men har allerede, som en naturlig ting, inddraget de nybeskrevne arter i vores navneliste/navngivning. Desuden har vi medtaget bredt accepterede arter, som enten ikke er nævnt eller står som ”del-art” i Monroe og Sibley. Verdenslisten, der følger systematikken i Monroe og Sibley, er siden blevet fulgt op af et længerevarende arbejde af en gruppe under Frank Gill og Minturn Wright (Birds of the World – Recommended English Names) som NAG også har arbejdet ud fra. Der har i den engelsksprogede verden længe været uoverensstemmelser mellem forskellige navne (Hawk i Amerika og Buzzard i England for Musvåger). Dette værk et forsøg på at standardisere navnene. I det hele taget har de engelske ord været stor inspirationskilde for mange af vore navne, lige som det videnskabelige navn også har.

Flere andre lande er også i gang med eller allerede færdige med at give nationale navne til alverdens fugle. Både Norge og Sverige er færdige, Tyskland er langt, Spanien ligeså og hovedparten af de europæiske lande har navngivet de vestpalæarktiske fugle.

Hvorfor ønsker man at standardisere fuglenavnene? Hvorfor kan de ikke bare hedde forskelligt?

Det gør selvfølgelig ikke noget at forskellige personer kalder forskellige ting noget forskelligt. Bare de husker at kalde tingene det samme fra gang til gang. Det gør imidlertid al samtale noget lettere, hvis man kan bruge et fælles ordforråd. Af rent pædagogiske grunde er det praktisk hvis navnene også har et dansk tilsnit. Det kan give associationer til noget kendt og bliver ikke afskrækkende og fremmedgjort.

Principper for navngivning

Gruppens udgangspunkter i navngivningsarbejdet er baseret på 2 forskellige grundprincipper:
Vore egne Principper for Navngivning:

1. De bør være håndterlige, altså så korte som muligt, lette at udtale og sprogligt gode, uden for mange led.
2. Navnene bør være i overensstemmelse med moderne taksonomi, hvilket f.eks. betyder, at Fluesnapperne skal opdeles i Amerikanske Fluesnappere (Tyranidae) Tyraner, Afroasiatiske Fluesnappere (Monarchidae) Monarkfluesnappere og Eurasiske Fluesnappere (Muscicapidae) Fluesnappere. Der skal samtidig tilstræbes en vis systematisk logik i navngivningen.
3. Navnet bør være selvforklarende og indlysende. Det skal så vidt muligt referere til artens udbredelse (især for arter som er endemiske for et mindre område, f.eks øer), dragtkarakterer eller andre karakteristika ved fuglen, tilholdssted eller habitatvalg, dens lyd eller specielle adfærdstræk. Navnet skal også være logisk set i forhold til artens samlede udbredelsesområde. De bør være karakteriserende for fuglene. Der kan her forekomme geografiske navne, som i almindelighed vil være ukendt på dansk, f.eks Punaibis (Puna er græslandet i Andesbjergene i f.eks Bolivia og Peru). Geografiske navne kan forandres efter skiftende regeringer: Formosa til Taiwan, Celebes til Sulawesi eller Abessinien til Etiopien. Det bør ikke få indflydelse på et allerede givet navn. Sammensætningen af et mindre kendt geografisk stednavn og et mindre kendt familienavn kan skabe problemer med genkendelse og udtale. I de tilfælde er navnet delt af en bindestreg.
4. De bør ikke indeholde personnavne. Nogle navne er dog allerede så indarbejdede, at det i praksis ikke er muligt, og vel egentlig også anstødeligt, at ændre dem. (Stellersand, Bonapartesmåge, Temmincksryle)
5. Der vil være direkte overtagelse af fremmedsprogede navne, som allerede er indarbejdede i det ornitologiske sprog. Til eksempel Trogon, Mannakin, Bulbul.
6. Navnene bør ikke være direkte misvisende; F.eks. at kalde visse amerikanske “Redstarts” (Skovsangere) uden rødt i halen for Rødstjert, eller f.eks. at anvende betegnelsen ”Almindelig”.
7. Hvor det er muligt og givtigt, bør navnene findes blandt allerede eksisterende forslag. (Hævdprincippet)
8. Navnelisten skal ikke tages til indtægt for en taksonomisk opfattelse.
9. Navnene skal ske på grundlag af officiel dansk retstavning (med 2 undtagelser: Stillits og Ederfugl)
   Bindestreg anvendes for at lette læsevenligheden. Der, hvor der optræder usædvanlige ord i både for- og efternavn, indsættes bindestreg.

Finn Frandsen har udarbejdet 10 “Tommelfinger-regler”. Af disse har udvalget arbejdet efter følgende 7 (let omskrevne):

• 1 a. Et artsnavn bør højst bestå af 2 led.
• b. Uanset om et artsnavn er enkelt-leddet (solitært) eller 2-leddet, bør det højst rumme 4 rodord (Hals– bånd-s-trold–and; Rød–top-pet Fugl-e-konge)
• 2. En fælles basis for navngivningen af en hel slægt eller dele deraf bør være karakteristisk for de fleste – meget gerne alle – af de pågældende arter.
• 3. Basen bør ikke bestemmes af en overfladisk lighed med ikke-beslægtede arter (Stor Ørkendompap; Kapdue).
• 4. Et solitært navn bør foretrækkes frem for et 2-leddet, hvis sammenkoblingen med basen kan ske uden at gøre vold på sproget (Grønspætte frem for Grøn Spætte; Blå Kærhøg frem for Blåkærhøg)
• 5 a. Det ord, der kobles til basen, bør være umiddelbart forståeligt og ikke kræve specialviden.
• b. Det må helst ikke give fuglens navn en fonetisk lighed med en anden arts navn (Gråmejse/Blåmejse; Bøgesanger/Høgesanger)
• c. Kombinationen bør ikke være fonetisk uheldig.
• d. Kombinationen bør ikke være semantisk uheldig (Ørkenager-høne)
• 6. Hvis et geografisk navn skal indgå i et artsnavn, må det være karakteristisk for netop den pågældende art! Det skal passe ind i dansk udtaletradition og bør så vidt muligt kunne indgå som en del af et solitært navn!
• 7. Et artsnavn bør være betegnende for alle artens eventuelle underarter.

Selv med så mange elementer inde over navngivning (eller måske netop derfor), har vi flere gange måttet lave undtagelser fra vore principper. Bær venligst over med det! Fritz Palmquist har meget venligt gjort opmærksom på fejl og mangler i vore principper. Vi har så vidt muligt rettet ind efter hans råd. Ligeledes har Søren Breiting udformet nogle principper for navngivning af Dyr i Danmark. Vi har også skelet til disse og implementeret dem i vore.

Gruppens fremtid

Navnegruppen håber selvsagt, at de foreslåede navne vil blive brugt. Foreninger og institutioner bag gruppen anbefaler enstemmigt, at de navne, som anføres i listen, følges.

At der er kommet en anbefalet liste over alverdens fuglenavne betyder ikke nødvendigvis, at det danske sprog skal forarmes. Navne som Brunnakke, Perleand, Dyttelytter, Pryllemænd, Styllepik, Skovduer og Grossenollikok vil forhåbentlig ikke forsvinde ud af det danske sprog. Disse er tegn på en opfattelse af en fugl eller en fuglegruppe, på en udvikling, som ikke holder op med denne liste.

Der vil også i fremtiden være behov for en Navnegruppe til at justere ændringer, enten taksonomiske, i henhold til nye arter, eller i henhold til en sproglig udvikling. Mindst 6 forskellige forhold kan gøre sig gældende i et fremtidigt arbejde i en Navnegruppe:

1. Der er f.eks et værre rod i gruppen af småfinker: de hedder på tværs af de forskellige familier sisken eller irisk. Rørspurv, Gulspurv og Snespurv forekommer blandt en mængde værlinger.
2. Svaleklire hedder sådan fordi den i flugten har mindelser om en Bysvale. Den amerikanske pendant til vor Svaleklire har ikke den hvide overgump, der giver mindelser om en Bysvale. Skal sådanne uoverensstemmelser tilpasses?
3. Stellersand er navngivet efter Georg Wilhelm Stöhler, hvis navn blev angliseret til Steller. Hvis tyskerne på et tidspunkt gør krav på Stöhlers tilhørsforhold, skal den så hedde Stöhlersand? Kuhls Skråpe fra Atlanten er beskrevet af Cory, hedder på engelsk Cory’s Shearwater og er på dansk opkaldt efter en af Temmincks assistenter! Endnu er der ikke helt styr på hvilken af de 3 former af Kuhls Skråpe, der er set i Danmark. Når der er styr på det, hvad skal de så hedde? Og skal et personnavn reflektere en person, der har gjort meget for et områdes fugleliv (A. Wilson eller J.J. Audubon i Amerika), en eller anden nær ven eller familiemedlem af en sådan (E. Sabine), eller en person, som ikke har gjort noget specielt for ornitologien (L. Schwarz)? Og kan en fugl bære en sur og vrangvillig persons navn og bære dennes karakteristika videre (J.R. Forster)?
4. Farver. Det engelske sprog indeholder navne på langt flere farver end det (gængse) danske. Mange fugle med brunlige nuancer kan hedde noget med rød eller brun. Vor opfattelse af en farve kan vise sig ikke at holde, og der vil være behov for at omdøbe en art.
5. Geografiske stednavne er et bestandigt problem: Burma skifter navn til Myanmar, Ceylon til Sri Lanka, Formosa til Taiwan og det stopper ikke her.
6. Lange navne har altid været et irritationsmoment. Skal de gøres kortere? Grønbenet Rørhøne er unødigt langt. Da der ikke findes andre Rørhøns i Europa kunne vi vel nøjes med at kalde den det?

I takt med at beskrivelser af fugle inddrager flere og flere dele af fuglene, vil der også på et tidspunkt være et behov for en standardiseret navngivning af fuglenes topografi på dansk.

Navnegruppen har efter bedste evne sat sig for at give de bedste navne. I nogle tilfælde er bedste evne ikke godt nok, og navnet kan af mere eller mindre indlysende grunde være uheldigt eller forkert. I så fald vil gruppen meget gerne høre om det og vil efterfølgende tage stilling til navngivningen. Da listen samtidig publiceres på flere hjemmesider, har vi mulighed for at komme med hurtige rettelser. Vi er derfor interesserede i henvendelser i tilfælde af sådanne uheldige navne.Kommentér på Navnegruppens e-mail adresse.

Hjemmeside og bog

Navnegruppens formål er ikke alene at navngive alverdens fuglearter, men selvfølgelig også at delagtiggøre interesserede brugere i gruppens arbejde og navnevalg. Vi har derfor valgt at lægge gruppens arbejde på DOF´s og LDF´s hjemmeside som separate PDF-filer. Disse filer kan frit hentes, læses og kommenteres af enhver, der har en computer med netopkobling.

Desuden er gruppens arbejde udgivet i bogform med yderligere oplysninger om taksonomiske tilhørsforhold og forandringer samt illustrationer af Jon Fjeldså.