Tonny Vorm skrev i Information den 30. april om Salman Rushdies nys danskudkomne bog Fortryllersken fra Firenze,
”Jeg indrømmer således, at jeg kan have misset noget, også fordi jeg ganske enkelt atter blev fortryllet af Rushdies lingvistiske nerve.”
Lingvistisk nerve? Er Salman Rushdie sprogvidenskabsmand? Jeg ved selvfølgelig godt at Tonny Vorm mener det, som jeg ville have udtrykt som ”Salman Rushdies sproglige nerve”. Jeg blev ikke engang forundret, bare en smule irriteret. Når vi nu på dansk har de to ord sproglig og lingvistisk, hvorfor ikke reservere det sidste for betydningen sprogvidenskabelig? Så behøver man ikke studse og spørge sig om Tonny Vorm nu mente at Rushdie har en sproglig nerve eller en sprogvidenskabelig nerve. Selv om man godt kan finde ud af det – han mener jo næppe det sidste.
(I en eksamensopgave i sprogvidenskab kan der til gengæld tit forekomme kontekster, hvor man kan – og helst ikke burde – være i tvivl.)
Som for så meget andet, får det engelske sprog ofte skylden også for dette: siden engelsk (i modsætning til dansk, men i lighed med de romanske sprog) kun har et ord – linguistic – som både kan oversættes med sproglig og sprogvidenskabelig, er det nok igen et udtryk for den engelske syge at de stakkels unge mennesker ikke længere kender forskellen mellem sproglig og sprogvidenskabelig. Oder was?
Et blik i Ordbog over det danske Sprog, bind 12 Kød-Luevarm fra 1931, spalte 971 overrasker. Der står nemlig
„lingvistisk adj. … adj. til Lingvist(ik); sproglig; nu især (sprogv.): sprogvidenskabelig.“
Med andre ord: lingvistisk betyder det samme som sproglig, men der er – i 1931! – en tendens (især indenfor sprogvidenskaben) til at lade ordet betyde det samme som sprogvidenskabelig.
Det er interessant at alle eksempler, som ODS anfører, repræsenterer en ældre, næppe af engelsk påvirket, sprogbrug:
„Jeg taler gjerne fremmede Sprog; ikke for at glimre med mine lingvistiske Kundskaber.“ (Blicher).
„Deres Velbyrdighed vil lettelig indsee, at denne læsning (af franske romaner) ene har lingvistisk Øiemed.“ (Poul Chievitz og Adolph Række 1850)
Desuden henvises der til Molbechs Ordbog fra 1859 og Poul Rubows Saga og Pastiche fra 1923.
Historien er altså en ganske anden en man skulle tro: sproglig og lingvistisk har været synonymer; det var opkomsten af sprogvidenskaben som selvstændig disciplin (uafhængigt af filologien) der har ført til en (ganske fornuftig) differentiering mellem sproglig og lingvistisk. Så nyttig (og i sidste ende elementært nødvendig og påkrævet) denne skelnen måtte være indenfor sprogvidenskabens fagsprog, så lidt er almensproget blevet påvirket af den. Det er nu engang sådan at det kun er lingvister der snakker til dagligt om lingvistik. Som sprogforbrugere (og nogle af os, lingvister eller ej, er storforbrugere) nøjes vi oftest med at tale om sproget. En litteraturanmeldelse i et dagblad er trods alt ikke en specialeafhandling i lingvistik og skal læses med ganske andre øjne.
I gamle dage var en lingvist en person der talte mange fremmedsprog. I citaterne ovenfor henviser ‘lingvistisk’ således også til noget vedrørende fremmedsprogskundskaber.
Det er heller ikke i denne ældre betydning Tonny Vorm bruger ordet.
Her is England (hvor jeg bor) er der to ord: ‘linguist’ og ‘linguistician’. Det sidste beskriver ‘nogen der taler mange sprog’. ‘Linguist’ er ofte brugt paa samme maade (hvilket kan vaere ret irreterende naar man er lingvist!). En gang imellem oensker jeg bare at der var et ord som ‘sprogvidenskab’ eller ‘Sprachwissenschaft’ – maaske burde vi introducere calquen LANGUAGE-SCIENCE – eller et endda et dansk laan SPROGVIDENSKAB….?
Ovre på Language Log har de en lignende diskussion kørende. Bill Poser havde et indlæg om den amerikanske hærs fyring af en homoseksuel “linguist”, altså ikke en sprogforsker, men en sprogkyndig, i det her tilfælde én der er god til arabisk. Men alle kommentarer indtil nu har handlet om denne skelnen og det at han satte “linguist” i anførselstegn og ikke om det der egentlig var hans ærinde, må man formode: hærens diskrimination af bøsser.