En fodboldkommentator fortæller om generaler, bananskud
og ambitionen om at nå ud til både fodboldnørder og neglerensende kvinder
Tipstjenesten kører i øjeblikket en tv-reklame for Oddset, hvor en yngre kvinde kun hører lyden fra en sportskommentator, mens hun renser negle. I de forskellige versioner studser hun over udtryk som for eksempel: ”Rafael klipper ham uden for feltet”. Via hendes forestilling ser man samtidig, hvordan en frisør rent faktisk klipper håret på en kunde inde på en fodboldbane, hvorefter en dyb mandestemme siger:
”Der er så meget, kvinder ikke forstår”.
Reklamen er egentlig ganske morsom, men hvis man tænker lidt over den, så tror da pokker, at kvinden undrer sig. For sportens og især fodboldens interne sprog er på mange måder mærkeligt.
Hvordan bliver et frispark for eksempel til, at en spiller ’klipper’ en anden?
Hvorfor er den centrale spiller på midtbanen så ofte ’en general’?
Og hvordan udfører man egentlig et bananspark?
De fleste fodboldinteresserede tv-seere og radiolyttere vil med det samme og uden problemer vide, hvad jeg som kommentator taler om, men sprogbillederne kræver netop et vist forhåndskendskab – man kunne også sige et fodboldfællesskab – så alle er enige om, hvordan et bananspark ser ud. Derfor risikerer man også at tabe en del af brugerne på gulvet, for den neglerensende kvinde fra reklamen vil helt sikkert ikke blive mere interesseret og sætte sig ned sammen med kæresten, hvis der bliver brugt alt for meget ’sportssprog’, som er svært at forstå og afkode.
Det faktum er jeg som reporter på Sport på 3’eren på radioens P3 meget opmærksom på. Med op til en million lyttere i løbet af en søndag sender vi nemlig ikke kun til ’nørderne’, og der er faktisk overraskende mange kvinder, som lytter med, når vi transmitterer direkte fra diverse idrætsarrangementer rundt om i landet.
Programmets kvindelige lyttere har i diverse brugerundersøgelser fortalt, at de godt kan lide kombinationen mellem musik og direkte reportager, samt at de godt kan lide sproget og stemningen mellem vært og reportere.
De sidste elementer har jeg selvfølgelig været glad for, lige som jeg var meget stolt, da jeg i efteråret fik DR’s sprogpris for mine direkte radioreportager, der blev kaldt ”levende og chanceskabende”.
Når jeg i superligasæsonen går på arbejde og sætter mig med mit sendeudstyr på et stadion i Danmark, så er det nemlig min klare målsætning selvfølgelig dels at formidle kampen og de begivenheder, der sker på banen. Men i lige så høj grad er jeg bevidst om, at jeg netop i radioen til forskel fra på tv skal skabe nogle billeder hos lytterne – og at de ikke alle sammen nødvendigvis er flydende i fodboldens sprog.
Derfor har jeg blandt andet forsøgt altid at udstyre mig selv med et ’klichéfilter’, hvilket vil sige, at jeg hele tiden er opmærksom på ikke at bruge for mange indforståede termer og fodboldslang. Og hvis jeg bruger endelig bruger dem, så skal jeg huske at få dem forklaret, gerne på en humoristisk eller elegant måde. For eksempel kaldte en tidligere superligatræner engang et stort nederlag for ’en ordentlig ørn’, hvilket jeg senere har brugt, men altid med en lille forklaring.
På samme måde er det med de klichéer, som ikke kan undgås helt, men som sagtens kan udnyttes positivt og være med til at skabe billeder hos lytterne. En gammel fodboldkliché lyder for eksempel: ”Han danser gennem forsvaret”, hvilket efterhånden er blevet så brugt så ofte, at det ikke længere skaber ret mange billeder hos lytteren.
Men hvis jeg i stedet måske siger: ”Han slowdanser gennem forsvaret” eller ”Han standarddanser gennem forsvaret”, så er der ændret på det, lytterne forventer at høre. De er blevet opmærksomme på at skulle afkode et eller andet; dermed er de aktiverede, og der danner sig (forhåbentlig) nogle billeder hos både de mere og de mindre garvede fodboldlyttere.
Et andet eksempel er klichéen om at ”brænde en direktør”, hvilket dækker over at misse en oplagt scoringsmulighed i helt fri position. Den kliché vil som oftest ikke slippe igennem mit filter, men den kan også udvides, som jeg har hørt det i vores program, hvor en dygtig praktikant for eksempel sagde, at ”den brændte chance var i direktørklassen – og en af de helt store med både slips og cigar”.
Den slags sprogbrug er, synes jeg, elegant og formentlig medvirkende til, at Sport på 3’eren stadigvæk bliver ved med at være så populært.
Min erfaring efter snart 500 fodboldkampe i radioen er nemlig også, at sportens verden er vidunderlig til at kunne lege med sproget, hvis man vel at mærke er godt forberedt.
Det kræver nemlig en sikkerhed at kunne kaste sig op på sprogtrampolinen, og den sikkerhed kommer kun, hvis jeg på forhånd har helt styr på alle fakta, alle navne, og hvad der er på spil. Alle mulige sproglige finurligheder ville nemlig ikke nytte noget som helst, hvis selve grundlaget ikke var på plads, og de virkelig fodboldinteresserede lyttere sad ved højtalerne og blev voldsomt irriterede på ham ’sprogspasseren’, der bare forsøger at lave lyrik i stedet for at fortælle, hvad der rent faktisk sker.
Det handler ifølge min bedste overbevisning om at finde en balance mellem sportens eget sprog og den opfindsomme ordleg, så både fodboldnørden og kvinden med neglene fra reklamen lytter med og forstår dig.
Andreas Kraul, journalist, DR Sporten
Modtager af DRs Sprogpris 2009
