[Automatic translation by GramTrans into English here]
Natten mellem den 26. og 27. februar 2010 døde fhv. professor i fonetik ved Københavns Universitet, æresdoktor ved Københavns, Lunds, Aarhus’ og Bayreuths universiteter, Eli Fischer-Jørgensen, i sit hjem i Virum – fjorten dage efter at hun var fyldt 99 år. Med Eli Fischer-Jørgensens død er den sidste af de store danske strukturalister fra den første generation ikke mere. Hun var en drivende kraft i Lingvistkredsens diskussioner, fra hun i 1933 blev medlem og til hun for ikke længe siden sluttede sin mødekarriere. Hun blev i 1966 Danmarks første professor i fonetik og blev to år efter indvalgt i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab som den første kvinde nogensinde.
Listen over ydre fortjenester er lang, lige så lang som listerne over Eli Fischer-Jørgensens publikationer i de i alt tre festskrifter hun fik, men hverken den ene eller de andre fanger, trods deres imponerende omfang, det menneske, der bar det hele. Eli Fischer-Jørgensen var kompromisløs radikal og rationalist både i sit liv, i sin indsats inden for videnskaben og i sit syn på autoriteter. Det gjorde at hun allerede fra karrierens start var frygtløs deltager i alle diskussioner, uanset hvem det måtte være hun talte med eller imod. Samtidig satte det hende i stand til, som den formidable pædagog hun var, at dele sol og vind så lige, som man er nødt til, når man vil skrive en indføring i samtlige betydningsfulde forskningstraditioner inden for fonologi. Det gjorde hun med den beundrede bog om Trends in phonological theory fra 1975 (genudgivet i 1995), en bog der også er baseret på et personligt kendskab til mange af de diskuterede videnskabelige koryfæer. Hendes aktive forskerkarriere, med artikler og bøger, strakte sig over ufattelige hele syv årtier, og så sent som i 2001 udgav hun en stor og stofmættet, helt original bog om tryk i ældre dansk, et arbejde, hun havde lagt grunden til allerede under besættelsen. Det siger mere end mange ord om hendes enorme kraft, ildhu og stædighed. Hun brændte for sagen.
EFJ blev født i Nakskov 12.2. 1911. Da hun var otte år, flyttede familien til Fåborg. Her var for EFJ barndomshjemmet, som hun altid glædede sig til at vende tilbage til. Hun følte en stærk tilknytning til Fyn, dog uden at ville tale den lokale dialekt. Hun satte stor pris på naturen, som vandrer eller kajakroer, og hun var i sit es, når hun samlede venner, kolleger eller studerende omkring sig på nattergaleture ved Furesøen. Hendes natur- og arkitekturglæde er blevet fastholdt i hendes mange stemningsfulde akvareller.
EFJ studerede tysk og fransk ved Københavns Universitet fra 1929 til 1936. De sidste tre år boede hun på det nyoprettede Kvinderegensen, et ophold der førte til livslange venskaber. Hun var senere i mange år medlem af Kvinderegensens eforat, i perioden 1957-74 formand. I slutningen af besættelsen var hun aktiv i modstandsarbejde og et ledende medlem af en gruppe under Frihedsrådet, der skulle udarbejde et kartotek over danske nazister til brug for retsopgøret. I den senere del af livet engagerede hun sig i flygtningearbejde og udarbejdede bl.a. undervisningsmateriale i dansk sprog.
Efter i 1935 at have modtaget universitetets guldmedalje for en afhandling om sætningsdefinitioner havde EFJ fået en sådan afsmag for abstrakte diskussioner, at hun kastede sig over fonetikken, læren om sproglydene, et emne, der var meget mere konkret. Dette felt opdyrkede hun forskningsmæssigt med en sådan kompetence og international gennemslagskraft, at hun, i et felt med flere stærke kvinder, efterhånden fremstod som fonetikkens grand old lady. Sammen med sine medarbejdere og elever fik hun fra 1966 og frem, også i kraft af en række bevillinger udefra, mulighed for at opbygge Institut for Fonetik og give det en stærk placering i det internationale fonetiske forskningsmiljø. Et højdepunkt var den internationale fonetikkongres i 1979 som EFJ var præsident, og i praksis også generalsekretær, for. Det hører til EFJs blivende indsatser at have gjort dansk fonetik kendt og værdsat internationalt. Hendes indsats som en central figur i kredsen af danske strukturalister har også sat sig spor i væsentlige sprogteoretiske artikler, ofte knyttet til en forklaring og kritik af Louis Hjelmslevs teorier, arbejder som stadig genoptrykkes i internationale antologier.
Den kritiske holdning til autoriteter, den fagligt konstruktive måde at gå til sagen uden persons anseelse, som altid var karakteristisk for hende, har præget de utallige studerende og kolleger, hun har været i kontakt med gennem sit lange liv. For hele sin indsats og netop i kraft af den ubrydelige helhed, som liv og værk udgjorde, stod hun som et forbillede for danske sprogforskere og vil blive husket som sådan i mange, mange år.
Hans Basbøll, professor
Institut for Sprog og Kommunikation, Syddansk Universitet
Frans Gregersen, professor
Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet