PINSEUNDERET. “Og de var ude af sig selv af forundring og sagde: “Se, er de, der taler, ikke allesammen galilæere? Hvor kan vi så høre dem tale, hver på vort eget modersmål?”
Så er det pinse igen, og hvorfor er det lige det ér dét?
Det er der ikke mange der véd selv om det sker hvert eneste år og giver en fridag. Pinsen er en rest af fordums kristentro som kun en brøkdel af befolkningen kan redegøre for.
Og det er synd. For pinsen er interessant, i hvert fald ud fra en sproglig synsvinkel.
Helligånden
Efter at Jesus var steget til himmels, sad apostlene noget rådvilde tilbage. Hvad nu? Her havde de fået til opgave at gøre alverden til Hans disciple, og så kunne de kun tale aramæisk. Men så en dag hvor de atter ville viderebringe det glade budskab til folk der talte en stribe andre sprog, skete der et mirakel.
Forfatteren Lukas har fastholdt hændelsen i kapitel 2 i “Apostlenes Gerninger”:
Da lød med eet fra Himmelen en susen som af et vældigt åndepust, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og der viste sig for dem tunger som af ild, og de fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Og de blev alle fyldt med Helligånd, og de begyndte at tale i andre tungemål, efter hvad Ånden indgav dem at forkynde.
Denne begivenhed regnes for ‘Kirkens fødsel’. Den er grunden til at vi holder pinse.
Det er ikke til at sige om det foregik sådan at det sprog der kom ud af munden på apostlene mirakuløst var deres tilhøreres. Eller om det tværtimod var sådan at det der kom ud var helt almindeligt aramæisk, mens det tilhørerne hørte, mirakuløst var deres egne sprog.
Hvordan det nu end forholder sig, så opregner Biblen i hvert fald nøje hvilke 17 folkeslags sprog det drejer sig om:
… vi partere og medere og elamitter, og vi som hører hjemme i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, i Frygien og Pamfylien, Ægypten og Libyens egne ved Kyrene, og vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere, vi hører dem tale om Guds store gerninger på vore egne tungemål?”
Pinsebevægelsen
Men selv om troende ofte er bogstavtro, især når det drejer sig om forbud mod seksuallivets konkurrerende lyksaligheder, er de dog ikke så bogstavtro at de tror at lige de 17 folkeslag Biblen nævner, er de eneste Gud interesserer sig for. Nej, de 17 skal forstås som ALLE verdens folkeslag, véd de, selv om der ubestrideligt står noget ganske andet i den hellige tekst.
Det gode ved at være bogstavtro er at man selv vælger hvilke bogstaver man vil tro på, og hvordan de skal forstås.
Den første rapporterede tungetale i moderne tid fandt sted i Topeka, Kansas, nytårsdag 1901, den første dag i det nye århundrede, hvor Agnes Ozman LaBerge i tre dage kun kunne tale og skrive kinesisk, mens hun var besat af Helligånden.
Snart havde Helligånden lært mange af menighedens medlemmer at tale kinesisk, og man havde kun hån til overs for mere gammeldags og langsomme måder at lære sprog på. Med sine nyligt åbenbarede sprogkundskaber drog pastor T. J. McIntosh til Kina i 1909 for at omvende kineserne, men måtte desværre konstatere at kinesere ikke kan kinesisk, i hvert fald ikke helligåndskinesisk.
Siden har fænomenet spredt sig over hele verden. Pinsebevægelsen og beslægtede såkaldte karismatiske kristne bevægelser er verdens mest succesrige mission, dels på hjemmebane, i USA, men også ude i verden, især i Latinamerika og Afrika. Det anslås at omkring 10% af verdens befolkning, over 600 millioner mennesker, er tilknyttet forskellige af disse helligåndskulter, og de er i hastig vækst.
Videnskab
Pinsemenighederne taler i tunger i varierende grad, men i intet tilfælde er sproget pontisk, kappadokisk, pamfylisk eller et af de 14 andre sprog, apostlene ifølge Biblen talte (eller kunne forstås på). Det er heller ikke andre nulevende eller døde sprog. Faktisk er det slet ikke sprog, Helligånden indgyder de tungetalende. Men det ligner.
Tungetale har en lydmæssig opbygning der minder om den tungetalendes eget sprog. Det bruger bare et mere begrænset sæt af lyde, lidt lige som småbørn der er ved at lære at tale. Og som hos småbørn er der mange gentagelser af stavelser.
De tunger danske pinsetroende taler i, bruger altså det danske lydinventar og har svagt dansk-lignende simple lyde og stavelser, men netop uden mening.
Tilhørerne kan ikke forstå det, og normalt kan den tungetalende heller ikke selv, men menighedens forstander kan, og han udlægger teksten. Ikke overraskende viser budskabet sig gerne at falde helt i tråd med sektens grundpåstande.
At forstanderen kan forstå tungetalen, er ikke mærkeligt, for tungetale er en færdighed man lærer når man optages i kirken, man forberedes på det, man undervises i det.
Trance
Tungetale indgår nemlig sammen med fx håndspålæggelse, mirakuløse helbredelser og profetier i pinsebevægelsens arsenal af tranceinducerende teknikker. Trance er koncentrationstilstande hvor ‘sindet’ kan få adgang til resurser som normalt ikke er tilgængelige. Trance er en del af hverdagslivet, når man fordyber sig, bliver opslugt af noget, er man i trance så man ‘ikke ænser omgivelserne.’
Trance kan induceres på en lang række forskellige forskellige måder, tungetale er en af dem. Det samme er de himmelvendte øjne, og den rysten eller stivnen der ofte griber den tungetalende når Helligånden er på besøg.
Tungetale er næppe et udslag af pinsekirkens særlige pagt med Gud, det er et almindeligt trancefænomen og forekommer i andre sammenhænge og i andre religioner hvor fænomenet også ses som gudens eller hans hjælperes tale.
Det giver de ekstatiske troende visse teologiske problemer. Når tungetale også forekommer i andre religioner, kan det vel ikke være Helligånden alt sammen. Hvor er det Satan der gøgler?
Babelstårnet
Beretningerne i Det Ny Testamente er ikke fri fantasi, som man ellers skulle tro. De er konstrueret så de fremtræder som opfyldelser af eller kommentarer til profetier i Det Gamle Testamente.
Historien om Pinseunderet er således en slags modvægt til historien om Babelstårnet. Menneskene ville bygge et tårn der rakte helt op i Himlen, men det ville Gud ikke have og forhindrede dem i at samarbejde ved at slå dem med sproglig mangfoldighed.
Men kristendommens aggressive mission uden for jødedommen nødvendiggjorde en udbedring, en tilføjelse eller udvidelse af den gamle myte, og den kom så i form af fortællingen om hvordan apostlenes beretning om det glade budskab kunne forstås af hele 17 sprog.
Verdens mange sprog er naturligvis en alvorlig hæmsko for udbredelsen af budskabet om Guds genkomst i skikkelse af Sønnen. Det glade evangelium skal alle kunne forstå, og derfor opfandt Det Ny Testamentes forfattere en historie med en pointe lige modsat Babelstårnet.
Derfor fejrer vi pinse, det er en sproglig helligdag.
Ole Stig Andersen
Redaktør, Sprogmuseet.dk
Redan min salig far, som var from men inte föll för vad som helst, konstaterade att pingstvännernas tungomålstal är raka motsatsen till det som beskrivs i Apostlagärningarna. Där påstås det ha lett till att alla förstod, men på pingsmötena häver man ur sig ljud som ingen begriper.
Hej Ole og Sprogmuseet!
Artiklen her bærer præg af, at første kapitel af Apostlenes Gerninger er blevet sprunget over – sikkert af iver for at komme til sprogfadet.
I første kapitel fremgår det, at Mattias har erstattet Judas (AG 1, 26) og af AG 1, 14-15 fremgår det, at “nogle kvinder og Maria, Jesu Moder, og hans brødre” deltog i bønnen.
Det står også klart, at forsamlingshuset (det var jo endnu ikke en kirke) dannede ramme om møder, som omfattede større skarer: i AG 1, 15 nævnes 120.
Det skal måske også nævnes, at Paulus, som jo er hovedperson i Apostlenes Gerninger benytter betegnelsen apostel om sig selv, men han er altså ikke fra kredsen af 12 håndplukkede disciple.
Man kan formode, at der er en god sjat indlagt symbolik i mange af disse beskrivelser, både hvad tallene angår og mht. til omvendingen af myten om Babelstårnet som du beskriver. [Tak. Rettet. OSA]