Skabes der aldrig nye morfemer? – Sprogmuseet (arkiv)

Ordforrådet

Det er en kendt sag, at ordforrådet i et sprog hele tiden ændrer sig. Ikke hvert minut selvfølgelig, men i et samfund som det danske med nye skandaler, modepåfund, kriser, ulykker, og opfindelser kommer der nu hvert år rundt regnet 200-300 nye ord til. (Jarvad 1999. Og så er der kun taget hensyn til etablerede ord, der kendes af mindst 5% af den voksne akademiske befolkning). Dansk har fået tilført i størrelsesordenen 15.000 ord de sidste 100 år. Når jeg fx udtager 100 tilfældige ord af Nudansk Ordbog 2005’s ca. 60.000 etablerede ord (opslagsord eller ord samlet under et sådant), finder jeg 25, der er opstået i dansk efter 1905. Altså en hel fjerdedel. Det er en broget skare der bl.a. omfatter

bingo!, bintjekartoffel, binyrebarkhormon, e-handel, Eire, fingersnild, følgegruppe, køreprøve, køresyg, lufttrafik, ransagningskendelse, trafiksikkerhed.

En stikprøve i Retskrivningsordbogen 2001’s ca. 64.000 ord viser samme størrelsesorden, nemlig 22% = ca. 14.000 ord indkommet efter 1905, fx

clearingmord, firmabil, informatør, infralyd, kz-fange, platte vb, selvfinansiere, styresystem, udenomsægteskabelig.

Til gengæld er der af vikingernes olddansk (800-1100) kun ca. 4.800 (8%) tilbage i Nudansk og ca. 3.700 (5,8%) i Retskrivningsordbogen. Det er ord som

firme (’konfirmere katolsk’, vist fra 1000-tallet, opr. ferme), følge itk., følge vb., gram adj., indbyrdes, ransage, snild, snip sb.(usikkert), styrke sb., æh(!).

Og tager man for sig Lunds »Det ældste danske skriftsprogs ordforråd« 1877, der fortegner ordforrådet i danske håndskrifter ca. 1250-1300, vil man se, at næsten halvdelen af ordene er forsvundet fra nutidens dansk – og at en del af de bevarede endda går på krykker:

kag (’pæl, lovbrydere blev bundet til og pisket’), kålgård ’urtehave’, nemme vb. (hvad man i ungdommen nemmer…), nød (’okse’, kan vel findes i dialekter, især i nøds < nødhus ’kostald’), sjællandsfar (’sjællænder’; de få, der kender det, henfører spontant 2. led til fa(de)r, skønt det oprindeligt var -fare ’rejsende’ så egentlig er det ikke længere samme ord).

Det er altså klart, at ordforrådet på 1000 år skæres ned til langt under det halve – og samtidig fyldes op igen. Fornyelsen sker først og fremmest ved nydannelser, dvs. nye ord dannet af i forvejen eksisterende bestanddele (fx genindkalde), men også ved direkte lån fra andre sprog (fx arbejde < tysk) og ved oversættelseslån (fx knækbrød < svensk knäckebröd), betydningslån (computer-betydningen i format er < engelsk, men selve ordet er gammelkendt) samt paralleldannelser (fx bvadr < eng. bleagh). De lånte ord kan naturligvis også indgå i nydannelser: Kommune og bibliotek har vi selv sat sammen til kommunebibliotek.

Morfemer

Ganske anderledes ligger det med morfemerne i et sprog. Ja, hvad ér et morfem? Morfemerne er de små sprogbestanddele, der udgør et udtryk med indhold, men som ikke selv består af andre udtryk med indhold. Indholdsatomer så at sige. Ordet jernbaneoverskæringerne har ikke mindre end 7 morfemer: jern|bane|over|skær|ing|er|ne; de har alle en ret klar betydning. Ganske vist tænker man ikke meget over, at der er jern i en jernbane, men lavbevidst er det med i oplevelsen hos voksne. I modsætning til fx pelargonie, der ikke har to betydningsbærende udtryk, fx pelar + gonie. Skæring indeholder klart nok morfemet skær- som i skære og det velkendte suffiks –ing, ligesom ingen kan gå fejl af, at vort eksempelord er sat i flertal bestemt ved hjælp af –er + -ne. Morfemerne etableres altså af sprogbrugernes umiddelbare, men eventuelt lavbevidste, identifikation, og denne grunder sig på både lyden og betydningen. Der kan sagtens være lydlige og betydningsmæssige småforskelle mellem varianter af samme morfem: Maskinarbejder rummer naturligvis morfemet maskine, selvom et –e er forsvundet, og brohoved er selvfølgelig bro + hoved, selvom ingen af delene har så meget med ’bro’ og ’hoved’ at gøre.

Morfemerne er ganske anderledes konstante end ordene. Lad os se på en tilfældig dansk tekst og sammenligne morfemerne med de tilsvarende ur-germanske (ca. år 1):

Jeg e|n gård mig bygg|e vil!
Der skal vær|e have til,
stor|e mark|er, grønn|e eng|e
og med lam e|t lille vænge;
hest|e, gris|e, kø|’r og får
hør|er til mi|n bonde|gård.

Samtlige 44 morfemer fandtes i urgermansk! Ganske mange har fået mindre betydningsskift: gård (< *garð-) betød ’gærde’; der (< *þar) betød ’dér’; have (< *hagan-) betød ’indhegning’; til var et substantiv, der betød ’endemål’, mark betød ’grænse’ og ’grænseskov’. Men de var der allesammen for 2000 år siden. Er dét nu, fordi jeg har valgt en »landbrugstekst« uden et eneste låneord? Nej, vi kunne også have taget en »storstadstekst«, blot vi foreløbig holder låneordene ude af betragtning:

Jeg ha|r læng|te|s mod skib|s|katastrof|er
og mod hær|værk og pludse|lig død.

Samtlige 17 ikke-lånte morfemer eksisterede, da Jesus lå i krybben. Og de lånte morfemer var der sikkert også! Blot ikke hos nordboerne. Katastrophē´ var et gedigent oldgræsk ord, der betød ’vendepunkt’, og pludse- er lånt fra middelnedertysk (1200-1500) plutzlik, hvor det blev dannet af lydordet plotz ’plask!’, der sagtens kan gå tilbage til urgermansk. I dansk er der klart nok tale om nye morfemer (omend de mindst har 300 hhv. 500 år på bagen), men set fra planeten Mars er de jo ikke nye. Og hvis sprogene aldrig skaber nye morfemer, men blot låner vildt fra hinanden, ser det jo ud til, at alle morfemer er på alder med Babelstårnet. Men kan det være rigtigt, at der aldrig skabes nye morfemer?

Lydord

I sprogvidenskaben har det længe været kendt, at nye morfemer yderst sjældent skabes. Det eneste område, på hvilket man har ment, at der skabes nye morfemer i nævneværdigt omfang, er lydordenes område. Et lydord er et ord, der demonstrerer en lyd: bang!, atju!, bzz!, dyt!, klir!, umba! Gennemgår man lydordene i moderne dansk (Brink 1998), ser de stort set halvunge ud sammenlignet med de andre ordklasser, men de er svære at spore tilbage i tiden. Der er imidlertid enkelte, som jeg med garanti kan hævde opstået i min egen levetid; de fandtes ikke i de gyldne 1950’ere: gadagung (galoplyd) og perw (fuldt nasaleret, ’lyd fra rikochetterende kugle’). Disse 2 beviser, at der i ny og næ – også i nutiden – skabes nye morfemer. Noget andet er, at der hver dag improviseres lydord. Visse mennesker ynder at ledsage deres historier med spontant dannede lydord. Fx:

Nå, så kommer der en helikopter flyvende lige over mig, [ ʃ: ̹ˑˑ ̜ˑˑ ̹ˑˑ : ] (et laaangt ʃ, der skiftevis læbespredes og -rundes). Politiet får øje på mig og starter sirenen: [‘wĩ:’ũ:‘ĩ:‘ũ:].

At den slags sker dagligt, kan jeg bevidne, men disse lydord tilhører slet ikke sproget, men blot talen – ganske som diverse improviserede morfemforbindelser, såsom egetræsbeskæring. De hentes ikke fra sproglageret, og de huskes ikke et sekund efter, at de er udtalt, hverken af afsender eller modtager. De forbliver uetablerede.

Nogle få promille af vore danske morfemer, nemlig visse etablerede lydord, ér altså nyskabte. Og dog. Helt nyskabte er de jo ikke, når de efterligner en lyd, der var der i forvejen. Vi kan, imponerede, sammenligne det med kunstnerens tegning efter model, eller vi kan uimponerede kalde det imitation. Men helt selvstændig er denne skabelsesakt ikke.

Forkortelser

Er der flere? Nogle vil måske pege på forkortelser. Akronymer fx. Dé brugtes ikke før 1900-tallet. Men når man danner fx ØK < Østasiatisk Kompagni, så danner man jo et nyt ord af bogstavnavne, og bogstavnavne er selvfølgelig morfemer som alle andre navne. Kun hvis akronymet udtales, som det skrives, men uden brug af bogstavnavne, kan man tale om et nyskabt morfem: Sabena, SAS, Nato, BASF. En vis bevidsthed om, hvad forkortelsen står for, vil normalt være til stede, men de kan ikke ses som forkortelses-afledninger af fuldnavnet, fordi der ingen synderlig lydlig lighed er mellem dem. Den lydlige og skriftlige lighed mellem fx Nato og The North Atlantic Treaty Organisation er jo minimal. Der ér en svag lighed, jo, men det er der også mellem cykle og sutteflaske (de begynder og slutter med de samme lyde!) – Lighed mellem kort- og fuldform er der derimod ved de såkaldte akü-ord. Dette ord er selv et akü-ord < Abkürzungswort. Tilsvarende har vi tysk Vopo < Volkspolizist, dansk demo, deo, intro, loko-fører, gymna (skolejargon), old (do.), deller (mad). Ord-ellipser kaldes de også. Der er her tale om afledninger til ord (demonstration osv.), der foreligger for bevidstheden, men i stedet for som ellers at tilføje noget, nemlig et præ- eller suffiks, forkorter man. Deo bliver dermed en forkortelses-afledning til deodorant – indtil den dag, hvor den fulde form glider ud. Hvad der fx næsten er sket med bus: Dengang det kun kunne hedde omnibus, var bus ikke noget morfem, ligeså lidt som –la i lilla var det, og i dag erkendes bus ikke umiddelbart som en forkortelse. Et nyt morfem er skabt, men jo absolut ikke ved nogen kreativ akt, men udelukkende ved, at omnibus gled i baggrunden.

Et sommerhus kan hedde Vipusla opkaldt efter børnene Viggo, Pusser og Lasse. For familien er der tale om en forkortelsesafledning, men for postbudet foreligger der et nyt morfem. Hvis forældrene ikke begår incest eller finder en oliekilde under huset, vil Vipusla forblive meget privat sprog. Og noget tilsvarende gælder andre hjemmelavede navne – også selvom de er skabt helt ud i det blå uden brug af eksisterende morfemer. Et prominent af slagsen er Tarzan fra 1914. Vel er det kreativt, men i den samlede sprogøkonomi har de minimal betydning.

Børn

Så er der børnene. Det er ganske almindeligt, at børn, der er ved at lære at tale, dvs. i 1–3-års-alderen, selv skaber et morfem eller to. Ikke alle børn, men en meget stor del. Dét har talrige forældre rapporteret. En 2-årig kaldte i 1900-tallets begyndelse en kam for gui. Otto Jespersens søn kaldte en uformelig figur af klodser for [‘lin:dαm], og han vidste, hvad han gjorde, for han elskede at give ting i sine lege bevidst »meningsløse« betegnelser. En pige på 2 år sagde a-fo-me-me om alt, hvad der var morsomt og sødt, fx sin mors pelskrave. (Jespersen 1923 p. 150-151). Min højstegne søn dannede som 2-årig også 3-4 ord, fx [‘u‘u‘u(…)] ledsaget af håndbevægelse op og ned = ’Slå bolden i gulvet og dribl med den!’.

Men børn kan være meget mere kreative. Litteraturen viser flere eksempler på børn, der har bygget et helt sprog op. (Jespersen 1941 p. 155-160). Den menneskelige sprogevne er så stærk, at en søskendeflok, der helt eller delvis overlades til sig selv, kan skabe et rimeligt fungerende sprog. Det kan i enkelte tilfælde også dreje sig om børn, der af stædighed nægter at tale forældrenes sprog, eller som måske er blevet frustrerede i forsøget herpå. Her kan også nævnes Jordens talrige døvesprog, der før døveskolernes tid alle opstod spontant i familier med døve børn. Og dét kan også sammenlignes med hørende, der i længere tid må kommunikere sprogløst med fremmede. Vi, der har prøvet det, gribes af forundring over, hvor meget man dog kan få sagt med tegn, hvor hurtigt man bliver enig om samme tegn, og hvor godt man husker dem. Tegn er generelt motiverede af betydningen, dvs. årsagsforholdet mellem tegn og betydning er letgennemskueligt. Dét gør dem lette at huske. Men som sagt, også verbalsprog kan bygges op af børn – på få år!

Bil og fødselar

Man kunne endelig spørge sig, om ikke voksne viser stor morfem-kreativitet, når de bevidst sætter sig for at opfinde en betegnelse for et nyt fænomen.

I 1902 arrangerede en dansk, fremskridtsforhippet avis en konkurrence om det bedste nye ord for det tunge automobil. Avisen endte med at præmiere bil. Min mormors ældre bror, en stiv latiner, der som sin nærværende slægtning var ligeså udviklings-skeptisk, som avisen var entusiastisk, blev rasende. Han vrissede, at bil var ligeså tåbeligt, som skekone i stedet for vaskekone ville være. Og dét havde han, set med Ciceros øjne, ret i. For latineren er mobil- morfematisk mob|il- ’flyt|bar’. Ordet bil snupper det sidste af 1. morfem af og føjer det til hele sidste morfem. Ligesom i skekone. Faktisk vár orddannelsen provokerende for kyndige, for selvom mekanikken med at skære enden af et ord af, uafhængigt af morfemer, var udbredt (jf. ovenfor), så gjaldt denne mekanik kun folkedybets spontane dannelser, ikke kloge enkeltpersoners deciderede ord-opfindelser. Slut-afskæring er tværtimod karakteristisk for børn: tofler, dater, mater, lade, deller, Jette < Henrijette < Henriette. Men det kan jo ikke nægtes: Bil blev en kæmpesucces, vor største ordeksportvare nogensinde, udbredt til ca. 20 mio. mennesker i Norden. Otto Jespersen berømmede dannelsen, ikke blot, fordi den er kort (det er auto også), men fordi ordets lydform passer godt til den lille hurtige tingest. Specielt var han glad for den fikse afledningsmulighed: bile. Men dén blev aldrig nogen succes. Når man kan cykle, skulle man tro, at man ligeså bekvemt kunne bile. Resultat: Bil var oprindelig intet nyt morfem, det var en forkortelses-afledning af automobil, og det fik kun ikke-afledt status, fordi automobil blev marginaliseret. En læser skabte órdet bil, men ingen har skabt morfémet bil, det er skabt af den blinde udvikling.

Samme dagblad præmierede i 1927 også fødselar til afløsning af fødselsdagsbarn, som man åbenbart følte var upassende for 80-årige osv. Dette ord har intet nyt morfematisk at byde på: Fødsel er her parret med –ar, der er et velkendt suffiks: jubilar, atomar, polar, formular, glosar, kommentar, notar, arkivar, antikvar ofl. Det eneste uregelmæssige (og for sprogfølsomme generende) er, at –ar er kombineret med en kernedansk rod, skønt det ellers kun er kombineret med fremmedord (undtagen i polar).

Ord-opfindelser

Ord-opfindelserne følger fødselar-mønsteret, ikke bil-mønsteret: Man holder sig fromt inden for hele, velkendte morfemer. De videnskabelige termer er normalt taget fra latin og græsk og respekterer disses morfembestand:

nitrogen, bohrium, gravitation, centripetalkraft, parallakse, cytoplasma, kromosom, saxifraga, anemone, galeopsis angustifolia, ursus, passat, uvulær, ejektiv, anakoluti, numerale, romantisme, epik, serigrafi.

Alle disse ord er af ét menneske bevidst valgt som term efter moden overvejelse. (Men det er de manges accept, der har kanoniseret dem). Morfematisk bringer de så at sige intet nyt for dagen. Og det samme gælder de termer, der er øst af hjemlige kilder:

Er konklusionen da, at praktisk talt alle morfemer i dansk og andre sprog anno 2010 fortaber sig i urtidens tåger mange tusind år tilbage – måske ligefrem helt tilbage til det menneskelige sprogs begyndelse i –900.000 (Arkaisk homo sapiens; hán kunne i hvert fald sige nóget. Vor egen art er fra –150.000. Se Jensen 1996)? Nej, sådan er det ikke. Vel skaber mennesker ikke ret mange nye morfemer, men der bliver skabt mange nye! Det går for sig på især følgende måder:

2 nabomorfemer bliver til 1 i hjemlige ord

På moderne dansk er bryllup et morfem. Det var det ikke i olddansk: *bry:ðhlǫwp. Ordet bestod af morfemet brud og morfemet løb – vel fordi man gennemspillede et ældgammelt ritual, hvorefter gommen indfangede bruden. Vi kan selvfølgelig godt skimte disse to morfemer i bryllup, men vi kommer ikke uden om, at der er skabt et nyt morfem forskelligt fra både brud og løb, der begge er bevarede. Tilsvarende mødding, dét hed tidligere møgdynge med 2 morfemer, der er fuldt bevarede, men nu altså suppleret med et nyt. Vi må sige, at 2 gamle morfemer har avlet et 3. uden at forsvinde – som 2 mennesker avler et nyt menneske uden at forsvinde. Noget tilsvarende er sket i talrige tilfælde:

Hummer (rum) < hūn|bora »maste-borehul«, oprindeligt sømandsslang. Grande ’nabo’ (nu næsten forsvundet igen) < *ga|rann|an-, dvs. præfikset ge- kendt fra tysk og danske lån + rann- ’hus’ som i ransage. Hustru < hūs|fru »hus-frue«, hvis 2 morfemer stadig lever. Gærde var i urnordisk (år 1-800) 2 morfemer: garð + suffikset *-ija (der gav i-omlyd); suffikset har imidlertid mistet sin karakter af suffiks, hvorved et nyt morfem, gærde, toner frem uden, at det gamle garð er forsvundet, for dét har vi stadig i gård. Barn var i ur-indoeuropæisk 2 morfemer, nemlig en n-afledning til bære; det har vel oprindeligt betydet ’foster’. I dag har vi intet n-suffiks, n er blevet en del af roden, hvis forbindelse til bære er bristet.

Vikingerne havde næppe noget morfem for deller (dagens islændinge kalder dem »fedt-poser«), men det har ví altså. Delle går tilbage til ur-germansk, hvor det var en afledning til dal; i oldnordisk og gammeldansk. var formen udviklet til dæld. Engang i 1700-tallet eller før brugte en kreativ fyr det om fordybningerne mellem fedtpuderne, men hurtigt skiftede betydningen til det modsatte: selve fedtpuderne. Naturligt nok brugtes det mest i flertal, deller, og på et tidspunkt trak børnene for lidt fra, når de skulle danne ental. Dellen var født! Det kreative ligger dels i overhovedet at navngive noget, der intet navn havde (ihvertfald intet morfem), dels i netop at finde på at kalde fordybningerne »smådale«. Men vi må fastholde, at eftersom dæld eksisterede i forvejen i sproget, skabte vor kreative ven ikke noget nyt morfem; det nye morfem forelå først, da dælle havde mistet al forbindelse med dal.

for ikke at tale om myriaderne af navne:

Måløv < Māl-(h)ø:ge »ting-høje« (eller »solmåls-høje); de 2 oprindelige historiske morfemer lever stadig: mål (’endemål’ eller dét i ’måltid’), høj. Seem opr. »sø-hjem«. Vonsild opr. »Odins hylde (= trægudehus)«. Sigurd opr. »sejr-vogter«, Torben opr. »Tor-bjørn«, Gorm opr. »gud-orm«.

2 bliver til 1 i fremmedord

Vi konstaterede ovenfor, at Tom Kristensens skibskatastrofer rummede det fra oldgræsk kendte katastrofe. Men der sker noget afgørende ved lånetransaktionen. I oldgræsk er der tale om 2 morfemer, kata + strophē’ »omkring-vending, vendepunkt«, men i dansk er der kun 1, dels fordi vi ikke taler oldgræsk, dels fordi leddene kata- og strofe ikke har konstante betydninger i dansk, jf. katalog, katakomber, katafalk, strofe, apostrof. De 2 fremmede morfemer (der stadig findes i græsk) har dermed avlet et helt nyt i dansk og andre sprog. Paralleller hertil går op i hundreder:

Ekspres opr. »presset frem«. Jitterbug, hvor god man end er til engelsk, består dette på dansk kun af 1 morfem; på engelsk derimod af 2: »spjæt-dille«. Kampanilen < italiensk Il campan|ile. Kanalje opr. »hunde-fyr«. Kvotient < latin quot|iens ’hvor mange gange’. Lazaron < italiensk lazzar|one »Lazarus-agtig«. Liturgi < oldgræsk leit|urg|ia »fælles-arbejde«. Obstetrik < latin ob|ste|trix »foran-stående kvinde«.

selvom der også er mange tilfælde, hvor danskerne enten er dygtige nok til spontant at gennemskue og gennemføle de fremmede morfemer, eller disse er indlånt i så mange ord og med så forholdvis konstante betydninger, at der har udkrystalliseret sig modsvarende morfemer på dansk:

Her spiller dannelsesniveauet afgørende ind. Professoren i oldgræsk har i højere grad morfemer på dansk, der er kongruente med fremmedsprogene, end syersken i Brønderslev, der er tilbøjelig til kun at have 1 morfem per fremmedord.

1 bliver til 2

Der kan også ske det modsatte, nemlig at 1 morfem udvikler sig til 2. Dét sker, når et morfem får lydlige varianter og en sådan variant en skønne dag får en betydningsdrejning væk fra den anden variant.

I vort ur-indoeuropæiske grundsprog, talt ca. år -3.500, vekslede vokalerne i morfemerne ganske meget. Samme morfem havde i én forbindelse fx e-vokal, i en anden o-vokal. Vi kalder det aflyd. Den skyldtes især, at en vokal i tryksvag stilling havde udviklet en anden kvalitet end i trykstærk. Det kan sammenlignes med moderne dansk vadmel, hvis sidste led var = mål, men som pga. det svage tryk (og den flittige brug af ordet, idet det var bondens favoritstof) blev slidt ned til den grødagtige ə-vokal og derpå skrevet <e>. Eller nedslidningen af ǫwga ’øje’ i wind-ǫwga ’glug-hul’ til vindu(e). Årsagen bag aflyden kan imidlertid være ligegyldig i vor sammenhæng. Det er en kendsgerning, at vokalerne vekslede i samme morfem i stor stil, efter bestemte regler, ligesom de forresten også gør i de semitiske sprog, fx hebraisk og arabisk.

Næsten altid gik det sådan, at hver aflyds-vokal fik knyttet en bestemt betydningsnuance til sig, fx en bestemt tidsbetydning, som vi ser det i dansk tager–tog, griber–greb, drikker–drak–drukket, eller en anden betydning: dag–døgn, fare – før adj. (opr. ’i stand til at »fare«’, nu ’tyk’). Dét kommer der i mange tilfælde nye morfemer ud af. Ikke i verberne, for grib- og greb- er samme morfem, blot at e’et samtidig med at indgå i rodmorfemet også signalerer ’fortid’, ja, faktisk er der her et nyt bøjningsmorfem, der består i udskiftningen af i med e, men den slags subtiliteter skal vi ikke ind på. Vi kan holde os til, at når dag i ur-indoeuropæisk. blev afledt med n, brugtes en anden aflyd end a, og denne anderledes form har vi nu i døgn, der er et andet morfem i nutiden end dag. – I ur-indoeuropæisk var der et morfem *bhergh, der slet og ret betød ’bjerg’; det havde også en aflydsform helt uden vokal, men til gengæld stavelsesdannende konsonant: *bhr̩gh, og disse to må nødvendigvis have betydet det samme, selvom vi måske skal tilbage til tider før det ur-indoeuropæiske stadium. Imidlertid blev *bhr̩gh på et tidspunkt afledt med et andet suffiks end dét, bhergh blev afledt med, og denne afledning fik efterhånden betydningen ’befæstet højdedrag’ og senere ’borg’. Et nyt morfem var dermed født. – Den lille nordiske konjunktion som (fx du, som er i himlen) var opr. morfem-identisk med roden i samme, der havde o-aflyd, mens som havde e. Som det ses, har vokalerne ændret sig, men det væsentlige er, at som fik sin specialbetydning – eller måske snarere, at betydningsbåndet mellem som og samme, der naturligvis sagtens kunne være levende i et sprog med masser af aflyd, at dét til sidst brast.

Hvis et morfem udvikler nye betydninger, men ikke nye udtaler, vil man normalt opleve ét og samme morfem i diverse betydningsvarianter: stemme, rød, klovn, miljø. Betydningerne kan dog blive så forskellige, at der opleves nye morfemer. Hvem oplever samme morfem i kø (række) og kø (billard)? Eller i bog (lekture) og bog (bøgefrø)?

Normalt skal både lyd og betydning ændres for, at et nyt morfem opstår. Men det sker også i mange tilfælde:

Ordet laug var opr. identisk med ordet lag (og ordet lav: på dét lav – et lav tæsk). De er er gået hver sin vej, og nye morfemer er opstået. – Løjer kommer < urnordisk *hlō:giju. Ethvert urnordisk barn kunne henføre dén rod til roden i *hlō:gian ’få til at le’ og denne igen til roden i *hlahjan ’le’, dels fordi det lignede, dels fordi der var et velkendt afledningsforhold mellem dem. Da afledningsforholdet blev dunkelt, samtidig med, at ligheden mellem le og løjer kom ned på 1 lyd, blev det umuligt at identificere rødderne med hinanden. En ny rod var født!

Ugedagenes navne rummede jo i oldtiden en mængde gudenavne: Måne(guden), Tyr, Odin, Tor, Frigg. De er overleveret helt naturligt i disse ugedagsnavne, men knap så naturligt udenfor, men dog overleveret. Pga. de isolerede navnes mere kunstige overlevering, er disse ikke så fonetisk nedslidte som de genuint mundtligt overleverede. Derved opstår nye morfemer, fordi forskellen mellem måne og man(dag) osv. jo udgør en lydforskel ledsaget af en betydningsforskel: Betydningen ’måne’ knytter sig til lige præcis måne, ikke til noget som helst andet, og betydningen ’mandag’ knytter sig til netop mandag og intet andet. Altså 2 morfemer, hvoraf det ene ikke fandtes hos vore forfædre! Hvis vi fortsat havde kaldt mandagen for måne-dagen, ville ví heller ikke have haft det ekstra morfem. Men det har vi altså nu.

Netop dette, at en rod indgår i en sammensætning eller afledning og dér får en lidt anden udtale end i grundordet, fører meget ofte til et nyt morfem. Et grelt eksempel er tysk. I oldtiden var det identisk med morfemerne Thy og tyd|e. Morfemets form var þjūð, der betød ’folk’ med varianten ’(vort) folkeområde’, mens afledningen tyde, opr. *þjūðian, betød ’folkeliggøre’ med varianten ’oversætte, så almindelige folk forstår det’. Appellativet er helt væk i dansk (det går på krykker i svensk i Svi-tjod ’Sverrig’). Historisk er Thy den direkte arvtager, men tyde rummer et helt nyt morfem. – Bonde var opr. slet og ret »boende«, dvs. »fastboende« i modsætning til mange andre, der fartede mere omkring (fx kongen). Men efter sammentrækningen til 2 stavelser og vokalforkortelsen brast morfembåndet. – Konge var urgermansk *kun|ung|a|z. (Lånt i oldtiden til finsk som kuningas). Det betød ’fornem slægtning, ætling’, og det var let at se forbindelsen til et andet ord med ’slægt’, nemlig urgerm. *kun|ja, der blev til køn. I dag ser ingen forbindelsen. Hvis vi regner køn for fortsættelsen af *kun-, må konge tælles som nyt morfem.

1 bliver til mange i navne

Mit eget navn, Lars, er udviklet af navnet på den fromme sankt Laurentius, der i 258 ristedes over en sagte ild. Men også Laus, Laurits, Laurens er udviklet heraf, og Laurentius er jo bevaret om martyren, så eftersom de alle har forskellig betydning, må der være kommet nye morfemer til. – Tilsvarende med andre navne: Nicolaus har avlet Niels, Nis, Nilaus, Claus og i andre sprog endnu flere. Elisabet har givet Elsebet, Elisa, Elise, Else, Lisbet, Lise, Lis. Osv.

1 bliver til 2 i bøjningsformer

En ret spinkel kilde til nye morfemer er de tilfælde, hvor et ord i de gamle sprog udvikler moderne ord fra hver sin bøjningsform af ordet. Held synes udviklet af nominativ maskulinum hæjll ’hel, sund’, sikkert via forbindelsen hell dig! (med sideformen hil dig!), der opr. betød ’gid du må være sund’. Men adjektivet er jo også overleveret som hel, nemlig < feminin-formen hēl. – Eger substantiv singularis ’hjulstav’ er udviklet af den gamle pluralis af eg ’egetræ’, som i oldnordisk lød æjkr, mens ental jo har givet eg. – Kone er jævnt og ligetil udviklet af gammeldansk. kunæ, men kvinde kommer af samme ord, nemlig af dets genitiv pluralis: kwinna, der også brugtes i talrige sammensætninger: kwinnæ wægh ’kvindeside’, kwinnæ wærjæ ’kvindeformynderskab’ osv. – Klassisk vendelbomål har mandsnavnet Swæj’. Det er udviklet af den gamle nominativ Swæjnn (Svend Tveskæg & Co.); appellativet svend hedder derimod [‘swæn’], der er udviklet af akkusativen. Dette er helt regelret: nn og nd i oldsproget giver j i vendelbomål., mens enkelt n giver n.

1 bliver til 2 ved lån

Når et sprog låner et morfem, beriges verden, set sub specie aeternitatis, ikke med et nyt. Vi kan godt operere med historiske morfemer, dvs. fastholde, at fx den urgermanske rod i *spak|az er den samme rent historisk som vort spag, selvom både lyd og betydning har ændret sig. Betydningsudviklingen har været ’med skarpt blik, agtpågivende’ > ’klog’ > ’fredelig’ – alt sammen positivt, men så > ’spag’. Lydligt har vi k > »blødt« g > j > nul, og kort åbent a > langt lukket. For en historisk betragtning fastholdes identifikationen, om så spag udviklede sig videre til total ukendelighed. Ligesom en plante, eller et menneske, forbliver sig selv, også når al ydre lighed med det spæde ungdomsvæsen er væk.

Men der kommer kludder i regnskabet, når et sprog låner et morfem, som det historisk set allerede har. Dansk lånte fx hingst fra middelnedertysk., men det havde allerede hest, som rummer det selvsamme historiske morfem, idet hest kommer < urgermansk *hanhistaz, mens hingst kommer < urgermansk *hangistaz. Den lille forskel h/g er opstået efter ur-indoeuropæisk tid. De var oprindelig samme morfem. Men det lader sig jo ikke nægte, at dansk – og dermed verden – fik et nyt morfem (forskelligt fra hest), da vi importerede hingst.

Tilsvarende med digital, domino, ego, hemmelig, herz, Hollywood, sits!, steak, svejse, union, video, der er historisk rod-identiske med henholdsvis tå, tam, jeg, hjem, hjerte, hellig, ved sb., sidde, steg, svede, én, vide. Denne type går op i tusinder.

Tilfældet skaber nye morfemer

Nu må vi kunne besvare overskriftens spørgsmål. Og svaret er: Der skabes hele tiden masser af nye morfemer i sprogene. MEN: De skabes ikke ved en aktiv menneskelig skaberakt, og her tænker jeg ikke på tilfældet, hvor man sætter sig og grunder over, hvad man dog skal kalde en bestemt duppedit, men på enhver skaberakt, hurtig eller langsom, høj- eller lavbevidst. Der ér ganske vist morfemer, der skabes aktivt, men det sker i sprogenes yderområder, og det drejer sig om få promille af morfemforrådet: visse navne, småbørns kortvarige forsøg. At det kán dreje sig om massiv skabelse, nemlig i krisesituationer, hvor intet fælles sprog er for hånden, bør ikke skygge for, at dette er abnorme tilfælde. Bortset altså fra disse marginalia, skaber vi ikke aktivt morfemer – hvad der står i skærende kontrast til den rige menneskelige ordavl. Der står aktiv enmandskreativitet bag indeholde (skat): Det lyder så brutalt med tilbageholde og indefryse, men indeholde lyder klinisk og selvfølgeligt. Røvrende nærmer sig det geniale, appelsinhud er fikst osv. osv. Men morfemerne er helt trivielle.

Overalt, hvor jeg ovenfor har vist, at der skabes nye morfemer, er det ikke mennesker, der aktivt skaber dem. Tværtimod er de ofte direkte uønskede: Ingen har sat sig for at sammensmelte møg og dynge til mødding, eller vind og øje til vindue  – det gik bare sådan. Ved udtale-skødesløshed. Ingen ønskede, at der skulle komme 2 morfemer ud af kunæ, og det var da også først, da de 2 former vár blevet nominativs-varianter, at de fik hver sin betydningsdrejning – hvilket heller ikke var bevidst, for det var først efter en langsom proces, at kone blev knap så sexet. Ingen har villet, at som skulle miste morfemforbindelsen med samme, men allerede på det oldnordiske stadium: sami vs. sem, var den gamle aflyds-regelmæssighed blevet så usystematisk, at ingen længere fornemmede forbindelsen.

Og mht. lån gælder det, at den første, der låner et fremmed ord, ikke selv skaber dette ord. Det er selvfølgelig kreativt (eller dum-snobbende) at optage et ord fra et andet sprog, men den pågældende skaber det jo ikke, for det ér skabt. Hans bedrift er blot importørens.

Vi må da til slut spørge hvorfor? Hvorfor skaber de ellers så kreative mennesker stort set ikke nye morfemer? Oven i købet gælder det for de fleste europæiske sprog, at der er rigeligt med »huller« i ordforrådet, også kaldet accidental gaps. I dansk har vi 11 lange vokaler og 9 korte, der sprogret kunne stå i forbindelsen g–l i et normalt dansk ord; men af de 11 + 9 + 9 (efter kort vokal kan l være stødt eller ustødt) = 29 muligheder er kun 10 udnyttede: gel, gæld, gal, Gall, Gøl (pølser), gold, gulv, gol (galede), gul, guld. Tager vi hensyn til, at der kunne være et s forrest, er der 29 ˑ 2 = 58 muligheder, hvoraf kun de 10 + skel!, skil!, skæl, skal sb., skal vb., skyld, skyl!, skold!, skål, skol!, skul!, Skuld (norne) = 22 muligheder er udnyttet, dvs. kun 38% (med flittig brug af uetablerede imperativer). Når der er så god plads til nye morfemer, må det undre endnu mere, at vi kun yderst sjældent aktivt udnytter pladsen.

Grunden kan jeg ikke give, men jeg kan pege på, at når vi en sjælden gang aktivt skaber et navn som Vutte eller Dopsen, så lyder det højst uformelt for ikke at sige useriøst. Vutte vil være tilbageholdende med at afsløre sit navn. Og fabrikanten, der vil lancere en ny sæbe med et helt nyt, salgbart navn, vil meget let løbe ind i navne, der klinger useriøst, og når han endelig har fundet et godt som fx Rexona (den med steral!), så er det godt, fordi det lyder som en afledning til noget dybt videnskabeligt i forvejen eksisterende. Vi har en modstand mod at skabe morfemer ud i det blå, de har ingen autoritet. Det er ikke, fordi vi ikke kan; vi vil ikke.

Litteratur

Lars Brink: Onomatopoietika – når udtalen maler betydningen. I: »Det er korrekt« (red.: Hansen & Lund). Dansk Sprognævns skrifter nr. 27. Kbh. 1998.
Pia Jarvad: Nye Ord. Ordbog over nye ord i dansk 1955-1998. Kbh. 1999.
Peter K.A. Jensen: Menneskets oprindelse og udvikling. Kbh. 1996
Otto Jespersen: Börnesprog. Kbh. 1923.
Otto Jespersen: Sproget. Kbh. 1941.

Lars Brink
professor i dansk sprog & litteratur